Surprise: Seksualiseringen af samfundet påvirker også børn

Når børn har seksualiseret adførd i en tidlig alder, har det noget med omgivelserne at gøre. Børn har det, som bekendt, med at efterligne verden omkring dem. De spejler alt omkring sig, hvilket enhver forælder ved, hvis de pludselig har oplevet deres barn gentage nogle af de mindre pæne udtryk de har brugt, eller på anden måde efterligne deres negative adfærd. Børns adfærd er således bare en kopiering af det som omgiver dem, og vi kommer ikke udenom, at vi befinder os i et stærkt seksualiseret samfund.

De fleste mennesker reagerer nok stærkt negativt på dagens nyheder om, at børn ned til 6 års-alderen uploader seksualiseret indhold af sig selv på diverse sociale medier, som fx TikTok, Instagram og YouTube. Man spørger med rette, hvor forældrene er henne, og jo, forældre bør ikke lade børn have fri adgang til internettet. Det kan vi hurtigt blive enige om.

Men problemet er større end bare nogle børns adgang til internettet. For hvorfor gør børn den slags? Børn har det, som bekendt, med at efterligne verden omkring dem. De spejler alt omkring sig, hvilket enhver forælder ved, hvis de pludselig har oplevet deres barn gentage nogle af de mindre pæne udtryk de har brugt, eller på anden måde efterligne deres negative adfærd. Børns adfærd er således bare en kopiering af det som omgiver dem, og vi kommer ikke udenom, at vi befinder os i et stærkt seksualiseret samfund.

“Public service”

Det begrænser sig på ingen måde til internettet. Danmarks Radio, som burde levere Public Service, laver serie efter serie om mennesker, der prostituerer sig selv, eller på anden skadelig måde udlever deres seksualitet. På Radio 24syv kunne man forleden i morgenradioen høre en eller anden OnlyFans-personlighed og en vært udveksle dirty talk, og i et meget omtalt Radio4-indslag kastede en journalist sig ud i have sex for åben mikrofon, og sådan kunne man blive ved. I skolerne kæmpes en kamp for at eleverne kan gå i upassende beklædning, og diverse berømtheder laver internetkampagner for accept af mavebluser og anden seksualiserende beklædning i Folkeskolen. På torsdag “strejker” en del gymnasieelever for at at få seksualundervisning i gymnasiet, naturligvis i samarbejde med Sex og Samfund. Her taler den såkaldte “Twerk Queen”, kendt for at danse dårligt med numsen, samt for et “ludermanifest” for eleverne, og lur mig om ikke det handler om, at lære eleverne at det naturligvis er helt naturligt og OK at dyrke alle mulige og umulige former for seksuelle praksisser, som de i forvejen kender fra deres store forbrug af pornografi, eller fra DR3’s “sexpositive” propaganda.

På de sociale medier er det særdeles slemt. TikTok’s For You Page, er som udgangspunkt en endeløs strøm af numsedansende unge kvinder, der vrider sig til stumper af den samme seksuelt ladede musik, som man kan høre alle steder. Jeg lavede et forsøg på TikTok, hvor jeg udelukkende syntes godt om klip med dyr. Alt andet afviste jeg, for at se om jeg kunne styre mit feed. Det kunne jeg i en uge, så begyndte de numsedansende kvinder at indfinde sig i mit feed igen. Det bliver skubbet ud i hovederne på brugerne. Det samme gør sig gældende for Instagram og andre platforme.

Et symptom

Sex fylder meget i den offentlige sfære, på sociale medier, i skoler og alle andre steder. Hvordan kan vi så blive overraskede over at vores børn efterligner det de ser? Børnenes adfærd er et symptom på et gennemgribende problem i vor tid. Den kujonagtige adfærd, hvor vi som voksne nægter at definere hvad der er det gode liv. Det hele er reduceret til “you do you”, og ja, hvis nogen har lyst til at udstille sig selv med andre mennesker og genstande i alle kropsåbninger på OnlyFans for penge, så er det bare helt i orden, for det er jo deres liv, ikke? Ikke nok med det, vi kan lave nogle avisartikler og nogle TV-serier om, hvor “empowering” det er, og så ignorere dem, når deres liv endegyldigt går helt i hundene efter en årrække.

Voksne mennesker er nødt til at definere det gode liv, og et kan vi naturligvis kun, hvis vi fralægger os de dårlige laissez-faire værdier, som det liberale samfund har madet os med siden barnsben, og samtidigt har modet til at ødelægge den gode stemning. For det er bare ikke sådan, at folk reagerer positivt, når man fortæller dem, at deres værdier og adfærd ikke er en positiv ting. Nej, pornografi er ikke godt. Det skader både de medvirkende og forbrugerne. Nej, det er ikke ligegyldigt om du går i skole med upassende og seksualiseret tøj. Nej, det er ikke en god ting at være promiskuøs og behandle andre mennesker som objekter, der skal fungere som værktøj for din egen seksuelle tilfredsstillelse. Osv osv. Det er naturligvis forældrene, der bærer ansvaret for at deres børn har adgang til at uploade den slags på internettet. Men det er os som samfund, der har ansvaret for at skabe de betingelser, som disse børn fungerer under. Herunder en accept af den adfærd, som de kopierer. Vi må stramme op.

“Fascister i fåreklæder” – når fascisme kan være hvad som helst

Mathias Hee Pedersen, en venstreorienteret uden nogen synderlige akademiske bedrifter under bæltet, har begået en bog om Det Nye Højre og den identitære bevægelse. Jeg kender kun Hee Pedersen fra internettet og nogle lidt studentikose artikler han har skrevet rundt omkring om samme emne – et emne, som han vel nærmest er besat af. Bogens titel udtrykket en vis forudindtagethed, og Hee Pedersen deklarerer da også tydeligt, at han ikke er neutral og forsøger at gardere sig mod hård kritik fra sine egne venstreradikale venner, ved at sige, at han ikke vil agere mikrofonholder for de højreorienterede han skriver om. Det er jo sådan set fint nok, men dermed ender hans bog også med at blive mere et politisk værk i en venstreradikal tradition, snarere end en særligt oplysende bog.

Mathias Hee Pedersen, en venstreorienteret uden nogen synderlige akademiske bedrifter under bæltet, har begået en bog om Det Nye Højre og den identitære bevægelse. Jeg kender kun Hee Pedersen fra internettet og nogle lidt studentikose artikler han har skrevet rundt omkring om samme emne – et emne, som han vel nærmest er besat af. Bogens titel udtrykket en vis forudindtagethed, og Hee Pedersen deklarerer da også tydeligt, at han ikke er neutral, og forsøger at gardere sig mod hård kritik fra sine egne venstreradikale venner, ved at sige, at han ikke vil agere mikrofonholder for de højreorienterede han skriver om. Det er jo sådan set fint nok, men dermed ender hans bog også med at blive mere et politisk værk i en venstreradikal tradition, snarere end en særligt oplysende bog. For god ordens skyld vil jeg nævne, at min hustru er nævnt og citeret flittigt i bogen, i kraft af at hun er tidligere talsmand for Generation Identitær. Ligeledes er min egen blog citeret i bogen (om end jeg omtales som identitær aktivist, men det gør YouTuberen Lauren Southern komisk nok også uden at det i øvrigt underbygges, så her anvender Hee Pedersen begrebet på en ret sjov måde). Som en person, der således både har forbindelse til den identitære bevægelse og kan siges at være tilhænger af identitære idéer, så er det naturligvis interessant for mig, når et lille forlag vælger at udgive en bog om disse emner. Jeg gik dog ind med lave forventninger efter at have læst det spørgsmål Hee Pedersen forsøger at besvare i sin bog; “bryder Det Nye Højre og den arvtagere i den identitære bevægelse med højreradikalismens mørke fortid, eller er de ikke andet end fascister i fåreklæder?” – Den var altså ikke gået på et universitet, vil jeg bare sige, og desværre er det dette lave akademiske niveau, der karakteriserer bogen. 

450 sider der ikke gør dig meget klogere på de identitære, men til gengæld lærer man lidt om Mathias Hee Pedersen

Fascisme er hvad som helst?

Bogen starter med at anvende hele to sider på dette citat af Maurice Bardeche fra 1961:

“Et-parti-systemet, politimetoderne, den prangende cæsarisme, selv tilstedeværelsen af en Führer er ikke nødvendigvis fascismens kendetegn (…) De velkendte fascistiske metoder revideres altså konstant og vil vedblive med at blive revideret (…) Spartas orden vil genopstå med et andet navn, et andet ansigt, og uden spor af fortiden, som et barn, vi ikke genkender, og med hovedet af en ung Medusa.”

Dette er ledemotivet for hele bogen. At fascismen ved sin genkomst ikke har alle de her kendetegn, som vi forbinder med den historiske fascisme. Udover, at denne tilgang giver carte blanche til at kalde hvad som helst fascisme, så rejser det naturligvis også visse spørgsmål. Fx er det oplagt at spørge om en fascisme uden disse kendetegn vil være fascisme i nogen meningsfuld forstand? Hvis der er tale om strømninger, der er ikke-voldelige, anti-totalitære og demokratiske, har vi så ikke skrællet det af fascismen, som de fleste normalt forbinder ved fascismen? 

Anvendelsen af Maurice Bardeche viser sig også at være typisk for bogens form i det hele taget. Hans idéer har nemlig intet med det nye højre eller identitære at gøre. Bardeche var en mand af det gamle højre, der forsøgte at genrejse den historiske fascisme, som den især kom til udtryk igennem Jose Antonio Primo de Rivera. Hans skrifter har således ikke relevans for de nye kritiske strømninger på den europæiske højrefløj, der opstod i slutningen af tresserne og derefter. Man ser ham da heller aldrig citeret i skrifter af toneangivende forfattere hos det nye højre. Det tætteste vi kan komme er nok at Alain de Benoist skrev nogle artikler i et tidskrift startet af Bardeche, men det var før det nye højre blev født.

Bogen indledes med dette citat af Maurice Bardeche.

En tekstanalytiker uden adgang til teksten

Metoden i bogen er tekstanalyse. Der er ikke meget originalt arbejde i den andet end lidt interviews med kritikere af den identitære strømning (hele TO formænd for KU, og den altid selvpositionerende Christian Egander Skov, har han interviewet), udover det, er det bare en analyse af videoer og tekster. Det er naturligvis ikke fordrende for troværdigheden, at man slet ikke taler med dem man skriver om, men derimod taler med deres modstandere. Bogen føles som en alt for lang universitetsopgave, og der er nok en grund til at Mathias Hee Pedersen ikke har et forskerjob: han er simpelthen ikke dygtig nok. Når man skal lave en bog på næsten 500 sider om en idémæssig strømning uden at lave et eneste interview eller gå i dialog med dem man taler om, så skal man kunne sit stof, og det kan Hee Pedersen kun til dels. Han har nemlig ikke adgang til den tekst han har brug for, for at kunne lave et ordentligt arbejde, og det viser sig at være fatalt for hans projekt.

Som tekstanalyse fejler hans bog, i det han forsøger at portrættere en europæisk bevægelse, men enten behersker han ikke andre sprog end dansk og engelsk (hvilket jeg finder mest sandsynligt), eller også har han taget en meget underlig beslutning om at kun inkludere ganske få og generelt mindre relevante tekster der ikke er på engelsk. Dette valg gør, at hans arbejde defineres af det han kan forstå, dvs. Det som findes på engelsk eller dansk. Men sagen er, at den identitære strømning er en europæisk strømning og primærteksterne findes hovedsageligt på tysk og fransk, og meget lidt af det er oversat til engelsk. Kan man ikke mindst ét af disse sprog, er det umuligt at lave en fyldestgørende analyse af den identitære strømnings grundlæggende idéer. Der findes vitterligt ingen definerende identitære tænkere indenfor anglosfæren, og hvis Hee Pedersen helt forstod det materiale han undersøgte, så ville han nok også forstå, at en identitær bevægelse i europæisk forstand slet ikke kan eksistere i USA. Resultatet af denne mangel på sprogkundskaber bliver, at der er stort fokus på USA i bogen, og et fokus på strømninger, der ikke meningsfuldt kan kaldes identitære i samme forstand som de europæiske strømninger. De må i hvert fald som minimum ses som radikalt forskellige fra hinanden, men her behandles de som ét. Amerikanere har ikke længere rigtigt noget med Europa at gøre, og deres lidt ligegyldige tanker har ingen nævneværdig indflydelse haft på den identitære strømning i Europa. Som Dominique Venner påpeger i en bog, som Hee Pedersen faktisk nævner, så har amerikanerne brudt med Europa og valgt en anden vej, og det gør at man står i radikalt forskellige situationer. 

Venner skriver bl.a.:

“The author John Barth once said that ‘every American is an orphan’. He should have been more specific and said a voluntary orphan, that is to say, a patricidal one. Most Americans see themselves as a product of a separation with their European past, free to chase the material happiness that, according to the Declaration of 1776, is a natural right of man. This pursuit of happiness in the materialistic sense of the word, of comfort and money, has engendered many sarcastic remarks in Europe, such as those of Kipling or Stendhal. However this conception of happiness is part of the baggage of the Enlightenment, and thus a part of European culture. Further, America is indebted to England for its language, of course, but also for the social importance attributed to contract, freedoms, and the balance of power, in short for the foundation of its economic and political model. It is easy to see that the American pretention to refuse their country’s European legacy is excessive. That said, the split is undeniable.” (Shock of History, Venner)

Så på trods af europæiske rødder, er den amerikanske selvforståelse en anden. Vi ser det blandt andet i værdier, men også når man taler om “hvid identitet”. I USA er hudfarven en stærk markør, men for en dansker er den svag. Danske højreorienterede taler sjældent om hvidhed. Det overlader vi til venstrefløjen. Jeg er dansker, jeg er europæer, tænker jeg. Men er jeg “hvid”? Ja, min hudfarve er den som danskere har, men det er ikke ved den jeg definerer mig selv. Jeg bor her i Danmark, et sted, hvor jeg kan spore mine forfædre flere tusind år tilbage i tiden, ligesom jeg kan med mine andre europæiske aner. Det er kort sagt vores eget historiske land, som vi højreorienterede europæere forsvarer. 

For amerikaneren er det anderledes. Han har forladt Europa, og er i et land, som folk med mange andre baggrunde end europæisk har  andel i, og hvor mindet om ophavet lever videre i navne, madvarer og måske traditioner, som man har glemt, hvorfor man har. Forskellen er enorm, og derfor vil en amerikansk “identitær” tilgang være forskellig i sit væsen fra det man ser i Europa, og det er den da også, uanset om de finder inspiration i en tekst fra Alain de Benoist eller andre europæere. Det bliver lidt tyndt, hvis man baserer slægtskabet mellem disse strømninger på, at de har læst nogen af de samme forfattere, som de så i øvrigt forstår og anvender vidt forskelligt. 

Man kan nævne flere eksempler på, hvordan Hee Pedersens fattige sprogkundskaber spiller ind. Et godt eksempel er hans forhold til den franske historiker og højreorienterede Dominique Venner, der på nogen måder har inspireret dele af den identitære strømning, blandt andet ved at skifte fokus fra det nationale til det fælles europæiske igennem det arbejde han foretog i Europe-Action. En gruppe som Hee Pedersen nævner og har læst om i sekundære kilder, men i stedet for at forstå gruppens betydning for idéhistoriske landskab som er bogens formål at kortlægge, så beskrives gruppen mest bare som en gruppe, der gik ind for hvidt overherredømme, for sådan beskrives den hos de sekundære kilder, som han læner sig op ad. Størstedelen af Venners tekster findes ikke på engelsk, hvorfor de ikke er tilgængelige for Hee Pedersen. Derfor ender han med kun at anvende de to oversatte værker “For a Positive Critique” og “The Shock of History”, hvor den første tekst bestemt er vigtig, mens den anden tekst har værdi, men ikke er definerende. Her bliver billedet af Venner ufuldstændigt, fordi Hee Pedersen aldrig har læst en tekst som fx “Qu’est-ce que le nationalisme?”, der ikke er udgivet på engelsk, men findes på både fransk og tysk. 

Et værre eksempel, hvor det bliver ekstremt pinligt, er hele kapitlet om etnopluralisme, som slet ikke behandler begrebets oprindelse hos Det Nye Højre. Manden bag ordet var Henning Eichberg, der var en nationalrevolutionær tænker fra Tyskland, der pudsigt nok senere flyttede til Danmark og blev ideolog i Socialistisk Folkeparti, og underviste på en højskole. Mens Det Nye Højre udviklede sig i Frankrig, så skete der noget lignende i Tyskland, og der var en stærk forbindelse mellem Tyskland og Frankrig i de år. Alain de Benoist og Henning Eichberg påvirkede således hinanden gensidigt, og det har været definerende for den europæiske identitære strømning. Skal man forholde sig til den europæiske identitære strømnings rødder, så er det svært at komme udenom Eichbergs ”Nationale Identität : Entfremdung und nationale Frage in der Industriegesellschaft“, der er en ekstremt interessant bog. Alt dette er ikke nævnt med et ord i kapitlet eller nogen andre steder, for den sags skyld. Det ville jo ellers have været oplagt for Hee Pedersen at konsultere det værk om netop etnopluralisme, der udkom sidste år, hvor alt dette fremgår og mere til. Det drejer sig om bogen “Etnopluralismus”, som er skrevet af Martin Lichtmesz og udgivet på Verlag Antaios. Et virkelig stærkt og vigtigt værk, der samler op på, hvad etnopluralisme er, idéens ideologiske og filosofiske rødder, m.m. Lur mig om ikke det er fordi Hee Pedersen ikke kan forstå tysk, at han ikke har haft adgang til denne bog. 

Helt generelt er der INTET om det tyske nye højre og alle de vigtige tanker, der er kommet derfra. Götz Kubitschek og Karlheinz Weissmann nævnes i en fodnote og en smule i teksten, men ikke for deres vigtige teoretiske og praktiske bidrag, og det er vist det hele. Det er hvad jeg vil kalde akademisk uansvarligt, når Hee Pedersen i starten af bogen lover at beskrive Det Nye Højres historiske udvikling, deres idéer, og hvorledes disse idéer kommer til udtryk i dag. I stedet fokuserer Hee Pedersen meget på amerikanske alt-right folk, og nazister i forklædning, som han ivrigt forsøger at inkludere i en eller anden obskur forståelse af den identitære bevægelse, der er virkelig søgt, og ikke hænger ordentligt sammen. 

I følge Hee Pedersen er Julius Evola en vigtig indflydelse for identitære. Dette er forkert. Evola er komplet ubetydelig for det nye europæiske højre, men farverig og spændende var han.

En obskur opdeling

Det er ikke kun Hee Pedersens ensidige sprogkundskaber, der er et problem, også hans definition af det han kalder “identarismen” er mærkværdig. Jeg vil mene, at man slet ikke kan tale om en -isme, for den identitære strømning er mere et sæt løse idéer, en metode og nogle afgrænsninger end en veldefineret ideologi. Hos Det Nye Højre er det definerende, at man anvender kritisk metode overfor højrefløjstænkning, ligesom man så det ske hos Det Nye Venstre i slutningen af tresserne. Det er denne nye tilgang og en afgrænsning til de tidligere destruktive højrefløjstendenser, nazismen og fascismen, der bliver definerende for Det Nye Højre, og også den underafdeling af Det Nye Højre, som den identitære strømning kan kaldes. 

Hee Pedersen kender godt til disse ting og nævner dem, men han vælger i stedet en helt anden og meget ukonventionel opdeling. Han samler elementer, der står i ideologisk modsætning og kalder dem alle sammen identitære. Det betyder, at vi får både folk, der hylder Adolf Hitler og folk, der klart og tydeligt tager afstand fra nazismen i samme kategori. Ligeledes får vi folk, der er ekstreme antisemitter og folk, der åbenlyst taler antisemitter imod, der kommes ned i samme kasse. Ja, vi får endda dem, der er klart og utvetydigt imod vold proppet ned i kassen med dem, der taler for voldelig opstand. Det Gamle Højre og Det Nye Højre skelnes der ikke imellem. Grunden er nok, at hvis Hee Pedersen rent faktisk skulle skelne, så ville det blive sværere for ham, at gennemføre det, som er bogens egentlig formål: at sværte den identitære strømning til igennem det, som vel altid har været antifascisters yndlingsmetode: guilt by association. 

Hee Pedersen løser problemet med at samle så forskellige elementer ved at kalde det man normalt forstår ved den identitære strømning for “de bløde identitære”, og så kalde dem, der aldrig har gjort op med det gamle højre for “de hårde identitære”. Utroligt nok skriver han, at “den hårde del af de identitære” ofte kalder sig selv for alt-right, dvs. at han selv godt ved, at det er en anden strømning, men han er bare ligeglad. Han kæder de to strømninger meget løst sammen ved at  påpege, at de nogen gange gør brug af de samme tekster, eller at folk fra den ene gruppe har udgivet noget på et forlag, som den anden gruppe gør brug af, og lignende. Det er måske lige lovligt meget, at påstå, at der er tale om en “hård” og en “blød” udgave af det samme, fordi begge strømninger taler om “metapolitik” og lignende. Det er efter min mening ret tyndt. Det er jo Hee Pedersens bog og han må jo lave alle de underlige greb han vil, men grebet her har klart et formål, som vel bunder i hans egen politiske position. Det handler om via “de hårde identitære” at kæde “de bløde identitære” sammen med det gamle højre, for derved at nå frem til at de er meget farlige, at det er fascismens genkomst etc. Det er smart nok, og det kan sikkert godt narre den uvidende læser, ligesom man sikkert synes det er fedt, hvis man ligesom Hee Pedersen befinder sig på den yderste venstrefløj og bare synes at alt er nazisme. 

En anden underlig definition han kommer med er en definition af det han kalder etnonationalisme, som i følge Hee Pedersen er “ideen om at folk ikke defineres af en fælles kultur, men først og fremmest af en delt etnicitet”. Dette påstår han er et fælles træk ved både den identitære bevægelse og nazistiske bevægelser. Udover,  at det at mene at et folk også er defineret ved etnicitet burde være ukontroversielt, og at det at påstå, at vi skulle være uforbundne individer, der bare som blanke tavler er sat ned et tilfældigt sted, og ingen forbindelse har til hverken fortid eller fremtid, må siges at være et ekstremt synspunkt, så misrepræsenterer han her den identitære strømning i en grad, så jeg vil mene, at der er tale om intellektuel uærlighed. Både klassiske konservative, identitære, nazister og såmænd også et flertal i den brede befolkning udenfor universitetets kolde gange vil mene, at et folks kontinuitet er det, som skaber rammen for at man overhovedet kan tale om et folk. Man har forfædre som var danskere, og man skriver sig selv ind i den historie, og man giver det videre til sine efterkommere. Nazister adskiller sig ved at mene, at der er tale om racerenhed og en form for stærk biologisk determinisme, og ligeledes et hierarki af racer, hvor deres egen hvide race naturligvis er helt i toppen. Det gør hverken konservative, identitære eller den brede befolkning. I modsætning til, hvad Hee Pedersen siger, så vægter identitære ikke etnicitet mere end kultur, men ser dem som ét hele. Det er altså en radikal anderledes position end den materialiske/liberalistiske position, der i en meget absurd teoretisk øvelse adskiller mennesker og kultur, og gør dem til subjekt og objekt. Det er denne unaturlige adskillelse, der ligger bag forestillingen om at folk kan fralægge sig deres kultur, og tage en anden på, hvis de vil det. Vi ved fra over fyrre års forfejlet integrationspolitik, at dette ikke kan lade sig gøre. Den identitære forestilling bygger således på en forståelse af mennesket som et bundet væsen, og ikke som et frit væsen, der kan gøre lige hvad de vil. Det er en grundlæggende konservativ  og traditionel forståelse af den menneskelige eksistens. Forskellen burde være tydelig for enhver, og det tror jeg også den er for Hee Pedersen. Jeg tror simpelthen han forsøger at manipulere med læseren her, for han er jo i øvrigt et intelligent menneske. Som en ekstra krølle på halen kan det siges, at identitære generelt ser sig selv i opposition til etnonationalister, der for det første netop vægter etnicitet højest, og for det andet er…nationalister, som identitære ikke er i nogen konventionel forstand (hvilket Hee Pedersen faktisk indrømmer senere i bogen, som jo gør det endnu mere skørt). 

Overfladiske konklusioner

Hees styrke er hans kendskab til stoffet, men hans svaghed er at han er virkelig overfladisk, når det kommer til at drage konklusioner.Hans modus operandis er at sætte lighedstegn mellem ting, der har noget til fælles og derved skabe forbindelse mellem de to. Et godt eksempel er at han karakteriserer forfaldshistorier/undergangshistorier som et kendetegn ved fascismen, hvilket vel ikke er forkert. Men det han ikke nævner, er at det også er et kendetegn ved konservatismen. Hvorfor nævner han ikke det? Det fordi det ikke passer ind i hans fortælling og formål, som er at stemple identitære som en form for fascister. 

Netop dette formål præger hans bog, og hvis man skal tænke på hans bog som et sammenhængende argument, så bliver det et cirkulært et af slagsen. Det ville være svært for Hee at kunne vise det, hvis han udelukkende beskæftigede sig med identitære, så derfor udvider han begrebet ved at kalde amerikanske alt-rightere for identitære, og inkludere dem. På den måde kan han hele tiden forbinde dem man normalt forbinder med den identitære strømning med alt muligt, som de faktisk eksplicit tager afstand fra. 

Et grelt eksempel er kapitler om den store udskiftning. Her tænker man, at det oplagte at starte med er Renaud Camus, som jo er manden, der opfandt begrebet. Men nej, i stedet starter han med denne sekvens:

“I 1983 tog den amerikanske nynazist David Lane og otte andre mænd del i et okkult ritual i et mørklagtt lokale kun oplyst af stearinlys og med et billede af Adolf Hitler hængende på væggen. Her samlede mændene sig i en cirkel omkring et hvidt spædbarn og aflagde en ed: De lovede at sikre den hvide races overlevelse.”

Tak for kaffe, som man siger. David Lanes syge naziritualer har naturligvis intet med den identitære strømning at gøre, og forsøget på at kæde de ting sammen er ekstremt søgt, og det gøres helt skamløst her. Et andet sted smides der pludselig et citat af den rabiate nazist Andrew Anglin (kendt fra Daily Stormer) ind, og ind imellem citeres endda komplet ukendte ekstremister, der intet har at gøre med den identitære strømning, fordi det hele skal passe sammen.

Danske identitære

I Danmark er det Generation Identitær, der har populariseret identitære idéer, hvilket Hee Pedersen også anerkender. Derfor er det interessant, at den danske afdeling af Generation Identitær citeres forholdsvis lidt. I stedet er der enormt meget fokus på den tidligere præst og nu hedenske Johan Christian Nord, der i en kort periode udgav nogle tekster og holdt nogle taler, der var stærkt inspirerede af Guillaume Faye, meget mere end fx Generation identitær er. Nord er, som hans historie antyder, en ekstrem person, og han udtaler sig ofte i ekstreme termer. Han er en spændende mand med en spændende historie, men han har ikke haft nogen særlig betydning for identitære idéers udbredelse i Danmark. De fleste mennesker kender ham ikke, og hans lidt kunstneriske stil gør, at det mest er konservative intellektuelle, der har bemærket ham. Nord er for længst videre og beskæftiger sig i dag slet ikke med politik, og han har ikke efterladt sig noget synderligt aftryk. Men hvorfor citeres han så i så høj grad, og langt mere end den danske identitære bevægelse?

Det er naturligvis fordi han udtrykker sig meget Fayesk om man vil, og Faye er bestemt ofte meget ekstrem at høre på. Det er for Hee Pedersen meget mere interessant i forhold til hans formål, som jo er at vise at identitære er fascister i fåreklæder, at fremhæve Nord, end det er at citere Generation Identitærs artikler om demokrati som europæisk tradition, eller vigtigheden af Grundtvig for danske identitære og så videre. Den slags er fuldstændigt udeladt. Ligeledes forsøger han at få det til at fremstå som om identitære generelt forventer, at der udbryder borgerkrig på et tidspunkt. Det er der helt sikkert nogen, der gør, men det er ikke en del af den identitære grundfortælling, som Hee Pedersen påstår. Det ved han godt, for Hee Pedersen har tidligere citeret min hustru for følgende:

“I interviewet med Radio24Syv kommer Aniulyte således ind på de skrækscenarier, hun ser for sig, hvis man ikke gør noget ved den aktuelle situation: ”Om det vil ende med en borgerkrig? Det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg tror, sandsynligheden er lige så stor for, at vi vil dele os mere og mere op og langsomt dø ud.”” (Eftertrykket, 2018)

En ting hun ofte har sagt, og som tit har skuffet journalister og andre, der gerne vil fremstille identitære som borgerkrigshungrende militante. Ser man på udviklingen er det langt mere sandsynligt, at vi bare lader os fortrænge end at det ender i de scenarier, som Hee Pedersen påstår er en grundfortælling. Dette citat er ikke med i bogen…hvorfor mon?

Det står klart for mig, at Hee Pedersen har skrevet bogen med det formål at nå til en bestemt konklusion. Hvorfor skulle man ellers udelade hele den tyske identitære strømning, og i stedet inkludere amerikansk alt-rightere og nazitilhængere, der har modsatrettede holdninger, og så omdøbe dem til identitære? Hvorfor skulle man ellers cherry-picke så sindssygt? Hvorfor skulle man ellers kun interview dem, som er kritiske overfor de identitære og netop har beskyldt dem for fascisme, men ikke interviewe de identitære selv?

Faye og hans form

En af de ting, som Hee Pedersen bruger meget tid på er Alain de Benoist og Guillaume Faye og deres modsætnings forhold. Det er også meget interessant, men det er som om at Hee Pedersen tror, at disse forfattere på en eller anden måde har mere indflydelse på den identitære strømning end de har. Sagen er, at deres tanker virker som inspiration, men ikke som lov. Der er noget interessant at hente hos dem begge, men Benoist er en mand, der har skrevet over hundrede bøger (hvis ikke flere) og Faye er en eksentrisk postmodernistisk inspireret galning, der har glimt af klarhed. I Hee Pedersens bog fremstår det lidt som om, at identitære køber ind i alt hvad disse mennesker skriver, men dette er ikke tilfældet. Især når det kommer til Faye ville det være decideret umuligt, da han i sin ret vilde og kunstneriske form og igennem tiden har modsagt sig selv så meget, at det ville være umuligt at købe ind i det hele. 

Grundene til at Hee Pedersen når dertil er nok for det første, at han først og fremmest benytter sig af tekstanalyse som metode, og for det andet (igen), at han er begrænset af ikke at benytte sig af tyske og franske kilder i nævneværdig grad. Som tidligere nævnt er den identitære strømning ikke en ideologi i streng forstand, men man får nemt det indtryk. 

Det er naturligvis korrekt, at Guillaume Faye har haft stor indflydelse på den identitære strømning, men ikke på grund af hans idéer om et forestående kollaps, hans snak om racekrig eller lignende. Disse ting er, for de fleste identitære, komplet uinteressante. Det som Faye har bidraget med, er nærmere et meget langt tidsperspektiv i form af hans idé om arkæofuturisme, og en nietszcheansk forståelse af livet som en kamp. Faye er spændende at læse fordi han er postmodernistisk inspireret, og skriver på en vild og ekstrem måde. Hans metode er shock og ekstremt udtryk, kan man sige, og med det forsøger han at afdække nogle ting, samt at nå ind til læseren. Det er ikke tilfældigt, at Fayes store inspiration er Baudrillard, der har lidt af det samme over sig. 

Hee Pedersen har en tendens til at overføre Fayes idéer til den identitære strømning generelt, og det vil jeg mene, er at overvurdere ham. Hans vigtige bidrag er meget vigtige, men langt det mest af det han har skrevet er, for at sige det ligeud, noget vrøvl og adskiller sig ofte ikke fra alt muligt andet højreorienteret litteratur. Der er således langt mellem snapsene.

Netop den tekstbaserede tilgang gør også, at Hee Pedersen mener, at den konflikt imellem Alain de Benoist og Guillaume Faye, der både var politisk og personlig, afspejler sig i den identitære strømning, og at man er nødt til at vælge en af de tos veje. Men det er helt forfejlet, for identitære tager lige præcis det de kan bruge fra de to forfattere, og lader resten ligge. Ser vi konkret på Generation Identitær har det netop været en bevægelse, hvor man har forenet inspiration fra begge (og mange andre) uden nogen problemer. 

Det er nok svært at forstå for en venstreorienteret, der kommer fra en tradition, hvor man er nødt til at købe ind i en overordnet ramme. Her er Hee Pedersen ikke den første, der gør sig skyldig i at tænke sådan, men hans analyse bliver forfejlet, når han han gør det.

Her kan jeg i øvrigt bemærke, at Hee Pedersen gør sig skyldig i at rode rundt i hvad han mener med Det Nye Højre. Nogen gange anvendes det om positioner, som det overvejende er Alain de Benoist og kredsen omkring ham, som har (fx når han skriver om hedenskab), mens det andre gange anvendes i bredere forstand. Det er en uskik, og det bliver værre endnu, for helt galt går det når Hee Pedersen taler om den identitære bevægelse, identitære kredse, etc. Det er meget uklart, hvad der menes og flere gange omtaler han, at noget har udbredelse i identitære kredse, men eftersom identitære kredse i Hee Pedersens verden også inkluderer nazisympatisører, og andre som jeg og de fleste andre ikke ville anse for overhovedet at være identitære, så ender det jo med at fremstå som om det ene eller det andet er noget som identitære generelt mener eller synes. Her havde Hee Pedersen altså fået en anmærkning, hvis det var mig der var censor på opgaven. Der er faktisk så meget sjusk og uklarhed i denne bog, at jeg troede, at der ikke havde været nogen redaktør på bogen, men det har der. Det er muligvis svært at være redaktør omkring et emne, som man ikke kender substansen i, men den slags væseladfærd, hvor man er uklar bør man slå ned på. Mine professorer på universitetet ville i hvert fald ikke have godtaget den slags. 

En overraskende konklusion

Nu spoiler jeg lige lidt, men OK, her kommer det: Hee Pedersen ender med at konkludere, at identitære faktisk ER en form for fascister, der både er i forlængelse af den fascistiske tradition og fornyer den. At det bliver sådan, er ikke så underligt, når nu Bardeche-citatet sætter rammen for hele værket. Det ville have været mere overraskende, hvis han havde nået en anden konklusion med det udgangspunkt.

Citatet af Bardeche gør det dog oplagt at sætte spørgsmålstegn ved hele fascisme-begrebet. For hvis fascisme kan være fascisme uden at have nogen af de kendetegn, som vi forbinder med den historiske fascisme, hvorledes kan det så være fascisme? Giver det ikke mulighed at kalde personer, bevægelser og strømninger for fascister efter forgodtbefindende? I den akademiske verden kæmper man med en præcis definition, og ser man bare på det engelsksprogede Wikipedia-opslag, får man intet mindre end 21 forskellige definitioner af, hvad fascisme er. De mange definitioner gør, at man nok skulle kunne finde en, der passer på lige præcis den person, eller de grupper eller ideologiske strømninger, som man har udset sig som sit mål for fascisme-beskyldninger. Det er altid muligt, at få det til at passe, og derfor er det også et ord fuldstændigt uden betydning, når det handler om nutidige fænomener. Fascismen er en historisk bevægelse, og det overlever kun som et skældsord, der typisk bruges, når man ser nogen af de ydre kendetegn, som Bardeche netop ikke mener er det, som definerer fascismen: den totalitære stat, dyrkelsen af vold, førerprincippet, osv.

Noget andet, der gør konklusionen mulig, er at Hee Pedersen helt fra starten af bogen har udvidet det identitære begreb til at omfatte alle mulige vanvittige amerikanske alt-right typer, og endda konstant inddrager diverse nazister og andre, der står i opposition til de identitære idealer og idéer. Ligesom han ikke har talt med en eneste identitær i forbindelse med tilblivelsen af bogen, men kun modstandere.

Dette er nærmest komisk, for Hee Pedersen citerer faktisk den meget kendte forsker Roger Griffin for følgende:

“(…) “spørg facisterne. Det er meget besynderligt, at mens man , når det gælder andre -ismer, plejer at spørge, hvad feminister tænker, hvad anarkister tænker, så er fascismen ikke blevet betragtet som noget, fascisterne selv er i stand til at definere.”

Men Hee Pedersen har netop ikke spurgt dem, som han udnævner til fascister, og derved gør han præcis det, som Griffin kritiserer i citatet. Således endes hans bog med at være endnu en ligegyldig bog, hvor en halvstuderet røver har forsøgt at definere noget, så det passer ind i hans egen forforståelse. Således bliver man ikke klogere af denne bog, for det er en “just so” fortælling, der er skåret til, så den passer ind i det trekantede hul, der er forfatterens egen forforståelse. Med Hees metode ville rigtigt mange kunne siges at være “fascister” i en eller anden form, og det er i sig selv stærkt diskvalificerende. 

Hee Pedersen er rigtigt god til at sætte sig ned og læse, men han er elendig til at analysere og konkludere. Det er ikke nok at kunne læse en masse kilder, de skal også anvendes på en interessant måde. Bogen er på næsten 450 sider. Det er en alt for lang bog, og jeg har i min anmeldelse forsøgt at give en rimelig behandling af bogen, og uddybe mine kritikpunkter, for at kunne forklare, hvorfor bogen fejler som akademisk værk, uden at min tekst blev for lang. Jeg har således meget andet, som jeg kunne tage op, en del faktuelle fejl, osv. Men det er mindre væsentligt. Det værste er, at fordi Hee Pedersen er så god til at læse meget, og derfor har ret mange kilder med sin bog, så vil uvidende læser have tendens til at tro på det han skriver. Det leveres jo overbevisende, hvis man ikke kender til emnet, og da emnet er et niche-emne, så vil få læsere være klædt på til at kunne gennemskue det. Et værk skal dog ikke måles på, hvor mange bøger forfatteren har læst, men på dets kvalitet. 

Bogen er efter min ydmyge mening ikke værd at bruge penge på. Er du interesseret i at vide, hvad det er Hee Pedersen egentlig taler om, så anbefaler jeg at du læser “Why we Fight” af Guillaume Faye, “Manifesto for a European Renaissance” af Alain de Benoist, og hvis du kan tysk, så “Etnopluralismus” af Martin Lichtmesz, samt “Provokation” af Götz Kubitschek. Læser du dem, så kan du danne dig din egen mening om forskellige idéer, der har påvirket den identitære strømning, helt uden irrelevante skøre amerikanske alt-rightere og tilfældige nazister, der udfører okkulte ritualer. 

Derrick Jensen om sammenhængen mellem Queer-teori og pædofili

En video, der virkelig er værd at se. Det er for nyligt kommet frem, at Michel Foucault har udnyttet drenge helt ned til 8-årsalderen på sine rejser til Nordafrika. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at Michel Foucault er manden, der lagde grunden for Queer-teori og at Q’et i LGBTQ+ står for Queer. Professor Derrick Jensen gennemgår i denne video, hvordan Queer-teori handler om transgression, og hvordan forsvaret for pædofili er indlejret i disse teorier.

En video, der virkelig er værd at se. Det er for nyligt kommet frem, at Michel Foucault har udnyttet drenge helt ned til 8-årsalderen på sine rejser til Nordafrika. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at Michel Foucault er manden, der lagde grunden for Queer-teori og at Q’et i LGBTQ+ står for Queer. Professor Derrick Jensen gennemgår i denne video, hvordan Queer-teori handler om transgression, og hvordan forsvaret for pædofili er indlejret i disse teorier.

I forbindelse med Polen og deres LGBT-ideologi fri zoner, er det især dette, som det handler om man vil være fri for. Det er den ekstreme transgression, som det handler om. Ikke desto mindre ser vi, hvordan EU lægger pres på Polen, og de fleste danske politikere fra højre til venstre ser ud til at fordømme Polens beslutning om at værne sig mod Queer-teori og den medfølgende normkritik, som traditionelt set involverer et forsvar for pædofili. Brug 20 minutter på at se denne video. Den er vigtig.

Podcast: Hvor kommer oprøret fra?

Hvor kommer oprøret fra i 2020? Med mig i studiet har jeg Daniel Nordentoft og Sofus Lindblad Rehling fra Generation Identitær. Vi diskuterer hvorfor vores kultur nogen gange kan synes besat af ungdomsoprør, 1968, Extinction Rebellion, Black Lives Matter og oprør fra højre. Lyt med!

Hvor kommer oprøret fra i 2020? Med mig i studiet har jeg Daniel Nordentoft og Sofus Lindblad Rehling fra Generation Identitær. Vi diskuterer hvorfor vores kultur nogen gange kan synes besat af ungdomsoprør, 1968, Extinction Rebellion, Black Lives Matter og oprør fra højre. Lyt med!

Findes på Spreaker og på Spotify!

Hvis du kan lide, hvad jeg laver, så køb mig en kop kaffe her.

Podcast: Tinder, Grind, Foucault og Baudrillard

Hvordan påvirker den liberale orden vores interpersonlige forhold? Hvad gør det ved ægteskabet og ved kærligheden og hvad i al verden har det at gøre med franske postmodernistiske teoretikere? Lyt med når jeg taler om, hvordan markedssamfundet også påvirker vores personlige sfærer og, hvordan vi forholder os til hinanden.

Hvordan påvirker den liberale orden vores interpersonlige forhold? Hvad gør det ved ægteskabet og ved kærligheden og hvad i al verden har det at gøre med franske postmodernistiske teoretikere? Lyt med når jeg taler om, hvordan markedssamfundet også påvirker vores personlige sfærer og, hvordan vi forholder os til hinanden.

Lyt også på Spotify eller Spreaker.

Podcast: Ja, jeg er højreorienteret

Lyt med i mit nye podcastformat, hvor jeg taler om, hvad jeg lægger i at være højreorienteret og hvorfor jeg mener, det er alt andet overlegent. Jeg fortæller også lidt om, hvorfor jeg ikke bryder mig om at blive kaldt borgerlig eller konservativ, om oplysningstidens forbandelse, og meget andet.

Lyt med i mit nye podcastformat, hvor jeg taler om, hvad jeg lægger i at være højreorienteret og hvorfor jeg mener, det er alt andet overlegent. Jeg fortæller også lidt om, hvorfor jeg ikke bryder mig om at blive kaldt borgerlig eller konservativ, om oplysningstidens forbandelse, og meget andet.

Findes også på Spotify og Spreaker.

Opfølgning på da jeg blev overfaldet af Antifa

Som en del af jer vil huske, så blev jeg og min ven Jeppe overfaldet af en større gruppe venstreradikale på Nørrebro i maj 2019. Nu er sagen afsluttet, og selv om ingen bliver dømt, så synes jeg, at forløbet er interessant nok til at dele med jer. Mange tror, at politiet slet ikke gør noget i disse sager, men det gjorde de i denne. Det vil jeg gerne rose dem for, også selv om det endte med at påtaleopgivelse for de sigtede.

Her kan du læse om de sigtede og hvad der videre skete i sagen.

Som en del af jer vil huske, så blev jeg og min ven Jeppe overfaldet af en større gruppe venstreradikale på Nørrebro i maj 2019. Nu er sagen afsluttet, og selv om ingen bliver dømt, så synes jeg, at forløbet er interessant nok til at dele med jer. Mange tror, at politiet slet ikke gør noget i disse sager, men det gjorde de i denne. Det vil jeg gerne rose dem for, også selv om det endte med at påtaleopgivelse for de sigtede.

Hvis du ikke kender historien, så var den meget kort fortalt at min ven Jeppe, som dengang var aktivist i en vis patriotisk ungdomsorganisation, blev konfronteret af to nervøse fyre inde på Escobar i Blågårdsgade, hvor han var med en ven. De to fyre truede Jeppe, og da han forsøgte at forlade etablissementet så havde der forsamlet sig en gruppe udenfor stedet, der kastede flasker på ham, når han forsøgte at komme ud. Der var vel omkring en 10 stykker, hvoraf nogen var maskerede. Jeg var i kontakt med Jeppe, og fik ham til at ringe til politiet, mens jeg selv hoppede i en taxa i håb om at kunne samle ham op med den og få ham ud fra området i sikkerhed. Det endte med at jeg selv blev slået ned og fik kastet en flaske på mig. Hele historien gennemgår jeg detaljeret her i en Youtube video.

Ved hjælp af fotos taget af vidner og videoovervågning kunne politiet faktisk finde frem til nogen af dem, der var involveret i optrinnet. I følge politiet var de personer, der truede Jeppe på baren disse to fyre Victor Palsby og Benjamin Lawrence Nørgaard Muasya. Derudover var der en tredje person, som blev identificeret som værende med: Joachim Palsby. Alle tre er ifølge politiet kendt fra det venstreorientede miljø, og det var højst sandsynligt derfor, at politiet kunne identificere dem ud fra billeder.

Alle tre personer er aktive i det københavnske natteliv og er forbundne til en event og musikorganisation, der hedder Fast Forward Productions. Victor Palsby og Muasya har desuden et event-firma sammen, der hedder Endurance CPH, som holder technofester. Politiet har i forbindelse med sagen ransaget Victor Palsbys hjem og hans telefon. Men selv om de kan placere dem på stedet og endda kan sige, at det var Victor Palsby og Benjamin Lawrence Nørgaard Muasya, som henvendte sig til Jeppe og truede ham, så mener anklagemyndigheden, at der ikke er beviser for at de sigtede deltog i voldshandlinger, ligesom det ikke kan bevises, at de vidste, at der ville foregå vold.

Det første er naturligvis svært at bevise. Jeg blev selv slået ned bagfra af en maskeret person, og aner ikke, hvem det var. Men det andet er måske lidt mere tvivlsomt, da hele optrinnet sådan set startede med at Victor Palsby og Benjamin Lawrence Nørgaard Muasya henvendte sig til Jeppe og truede ham. Truslerne ser dog ikke ud til at have været alvorlige nok til en straffesag. Her er hvad politiet skrev til Jeppe:

”Efter anklagemyndighedens opfattelse var det Victor Palsby og Benjamin Lawrence Nørgaard Muasya, der tog kontakt til dig på Escobar. De havde en truende adfærd og fremkom med truende udtalelser rettet mod dig.

Efter straffelovens § 266 straffes trusler, som er egnede til at fremkalde alvorlig frygt for den forurettedes eller andres liv, helbred eller velfærd. Det følger af denne formulering, at alene trusler om at begå en strafbar handling af en vis grovhed omfattes at bestemmelsen. En trussel om simpel vold efter straffelovens § 244, stk. 1, er således som udgangspunkt ikke strafbar efter straffelovens § 266.

Udtalelserne ”du er ikke velkommen på Nørrebro” og ”nu er du advaret” efterfulgt af en udtalelse om, at du godt selv ved, hvad det betyder, falder efter anklagemyndighedens opfattelse uden for det strafbare område i straffelovens § 266. Det er ikke en trussel, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for liv, helbred eller velfærd.”

Og det er altså selv om, at der var et overfald lige bagefter. Truslen skal altså være mere konkret før, at det kan føre til en sag. Det er jo pudsigt, for netop udtalelsen at ”du godt selv ved, hvad det betyder” er jo ikke til at tage fejl af. Jeg fik en knytnæve på siden af hovedet bagfra, alene fordi jeg var på det forkert sted på det forkerte tidspunkt, og har de holdninger jeg har. Det er ikke noget nyt på Nørrebro. Vi husker alle overfaldet på Pia Kjærsgaard i sin tid, og mange andre mindre kendte som mig selv har fået en tur siden da. Sådan vil det være indtil den dag, hvor myndighederne slår ned på de venstreradikale miljøer, og det sker først når der er tilstrækkelig politisk interesse. Jeg kan godt blive nervøs for, at der er nogen, der skal komme alvorligt til skade før det sker.

Summa summarum: Politiet har gjort hvad de kan. Selv om de kunne finde frem til nogle af de centrale personer, så kunne de ikke bevise, at de var involveret i vold, ligesom at truslerne var for milde til, at det kunne føre til noget.

Om de sigtede

(Ezy pressebillede)

Jeg var ikke overrasket over, at Victor Palsby var en af de sigtede. Som nogen måske ved, så ernærede jeg mig ved at spille som techno-DJ i henved 15 års tid. Det er dog mange år siden, at jeg mistede interessen for dette. Det kom sådan ca. da eg fik min første datter. Så var der andre ting, der var mere spændende. Victor Palsby er DJ og producer under navnet Ezy og vi har en del fælles bekendte fordi jeg naturligvis kender mange i musikmiljøer. Victor Palsby har kontaktet flere af mine bekendte for at de skulle tage afstand til mig, unfriende mig på sociale medier og den slags fjollede ting. Det har ikke rigtigt haft nogen betydning for mig, men flere har kontaktet mig for at fortælle mig om det, og det er derfor jeg kender hans navn. Derudover kender jeg ham ikke.

(Kilde: Instagram)

Joachim Palsby går under navnet DJ Tool og derudover ved jeg ikke så meget om ham andet end at han ligesom Victor Palsby er dybt involveret i det venstreradikale miljø. Til de fester som Victor Palsby og Benjamin Lawrence Nørgaard Muasya holder, er der ofte venstreradikale budskaber på flyers og invitationer.

(kilde: Facebook)

Benjamin Lawrence Nørgaard Muasya er halvt kenyansk og halvt dansk, og hans mor er den kendte dokumentarist, Vibeke Muasya. Hun har lavet en prisbelønnet dokumentarserie med hendes søn i hovedrollen, der hedder ”Benjis afrikanske eventyr”. Den er fra 2000 og handler angiveligt om, hvordan han ”navigerer imellem to kulturer”.

Alle de sigtede ser ud til at komme fra de højere klasser i samfundet med forældre, der har gode jobs. På den måde er de meget typiske for mennesker på den radikale venstrefløj.

Jeg vil gerne sige, at selv om det ikke førte til dom her, så er det tydeligt, at politiet har taget sagen alvorligt og de har gjort en indsats for at forfølge sagen. Skulle der være nogen af mine følgere, der en dag bliver chikaneret eller overfaldet af folk fra den alleryderste venstrefløj, så er det vigtigt at man anmelder det. Det kan sådan set godt nytte.

Pride Week: Venstrefløjens totale integration i den kapitalistiske orden

Vi befinder os endnu engang i Pride Week, hvor mange danskere, organisationer og virksomheder fejrer LGBT-miljøet og -personer. Netop LGBT-sagen er blevet en hjørnesten i den identitetspolitiske dagsorden, som venstrefløjen i stigende grad har taget til sig, men den er også det stærkeste eksempel på at venstrefløjen i dag deler dagsorden med den grænseoverskridende kapitalisme, som traditionelt set har været deres modstandere. Men hvordan er det egentlig kommet dertil, at venstrefløjen er blevet nikkedukker for den liberale dagsorden, og Pernille Skipper er at finde side om side med Nykredit, Liberal Alliance og Accenture til Pride-parade?

Vi befinder os endnu engang i Pride Week, hvor mange danskere, organisationer og virksomheder fejrer LGBT-miljøet og -personer. Netop LGBT-sagen er blevet en hjørnesten i den identitetspolitiske dagsorden, som venstrefløjen i stigende grad har taget til sig, men den er også det stærkeste eksempel på at venstrefløjen i dag deler dagsorden med den grænseoverskridende kapitalisme, som traditionelt set har været deres modstandere. Men hvordan er det egentlig kommet dertil, at venstrefløjen er blevet nikkedukker for den liberale dagsorden, og Pernille Skipper er at finde side om side med Nykredit, Liberal Alliance og Accenture til Pride-parade?

Venstrefløjens krise

Venstrefløjens march mod det identitetspolitiske overdrev har været lang. Allerede efter Anden Verdenskrig begyndte man at kunne ane, at hvis man skulle have en revolution i den vestlige verden, så var det næppe proletariatet man skulle forsøge at mobilisere. Den sultens slavehær, som Marx så som revolutions kraftcenter, var blevet godt bedøvet af en ny forbrugskultur. Stigende velstand og velfærdsstater gjorde, at arbejderne kunne mærke en kraftig forbedring af levevilkår. Man ville have en god skole til sine børn, en bil, et hus, mulighed for at komme på hospitalet og alt det der. Verdensrevolutionen var man ikke så interesseret i, hvilket mange yderligtgående venstreorienterede måtte sande op igennem halvfjerdserne, når de forgæves forsøgte at sælge deres partiaviser til arbejderne fra danske produktionsvirksomheder, når de fik fri. Skulle man mobilisere nogen, så krævede det en ny analyse, hvor man definerede de undertrykte klasser på ny.

Der har været mange forskellige forsøg på dette, men vi kommer ikke uden om Frankfurterskolen og deres teoretisk arbejde i forhold til at identificere nye former for undertrykkelse, som ortodoks marxistisk teori ikke have øje for. Det er fx kernefamilien, som teoretikeren Adorno anså for at være en ”fabrik for reaktionær ideologi”, og der opstår også i denne skole, hos Erich Fromm, en stærk kritik af ”patriarkatet”, som i dag er meget udbredt på den bredere venstrefløj. I stedet for det opgør med økonomisk udbytning og den medfølgende fremmedgørelse, som Marx talte om, så har Frankfurterskolen et langt bredere fokus og søger den totale frigørelse. Her bliver Herbert Marcuse, som er en af de store teoretikere fra Frankfurterskolen særdeles vigtig, for han indarbejder både Marx’ og Freuds teorier i en teori, der fokuserer på seksualitet og frigørelse. Kort sagt, tager han Freuds idé om at civilisation og dets institutioner kun kan opretholdes hvis vi undertrykker vores impulser. For Freud er det en forudsætning, at vi ikke bare følger vores drifter og impulser, for så falder vores samfund og civilisation sammen. Marcuse er enig i analysen, men uenig i at man ikke kan frigøre sig fra denne undertrykkelse. Således fokuserer Marcuse særligt på seksualdriften, som selve kilden til fremmedgørelse i vores samfund, og deraf konkluderer han, at hvis ikke vi gør os fri af denne undertrykkelse af seksualdriften, så eliminerer vi enhver mulighed for at vi som mennesker kan blive lykkelige. Det er meget nemt at se, hvordan dette spiller ind i 1968’ernes seksuelle frigørelse, men også i hele den diskurs, der omgiver Pride og LGBT-bevægelserne i dag. Det frie og lykkelige menneske, er det som har lagt hæmningerne bag sig, og derved finder de et autentisk selv, som bringer dem lykke.

Marcuse er også smertefuldt bevist om proletariatets forsvundne revolutionære potentiale. Han anser arbejderklassen for blot at være et værktøj for den herskende ideologi, og derfor søger han andre grupper med revolutionært potentiale. Disse finder han udenfor de økonomiske og sociale systemer, og dermed bliver det minoritetsgrupper som sigøjnere, illegale indvandrere og mange andre, der pludseligt bliver de nye revolutionære klasser. En af disse grupper er også homoseksuelle, som på daværende tidspunkt var væsentligt dårligere stillet end i dag. Igen bør det være tydeligt for enhver, hvordan Marcuses idéer har lagt grunden for senere strømninger, som intersektionel feminisme og andet, der i dag gennemsyrer både venstrefløj og international kapitalisme. Man søger netop de mest marginaliserede grupper, fordi man mener, at der findes et potentiale i dem for oprør. Derfra kommer også den absurde dyrkelse af transkønnede, der vel nærmest har en mystisk status blandt dem der er woke i dag. Et godt eksempel er her Socialistisk Folkepartis nylige Facebook-opslag, der fremsatte LGBT som et ideal med ordene erklæring om at det er smukt at være LGBT+.

Det store skift for venstrefløjen kommer for alvor efter Sovjetunionens sammenbrud og den efterfølgende ideologiske krise. Nu havde man ikke engang eksisterende kommunistiske og socialistiske samfund, der kunne indgyde håb om en økonomisk transformation af den dominerende orden. Derved begyndte et skift fra et meget hårdt fokus på fordelingspolitik, som hører til den traditionelle marxisme, og til en form for kulturkamp. Den socialistiske utopi var død, og tilbage stod kun en sidste eksisterende utopi: den liberalistiske universalisme, og for venstrefløjen var der nu ikke andre veje end at lade sig integrere ind i denne orden og den dertil hørende utopi. Med tabet af kravet om kommunistisk revolution, mistede venstrefløjen også det eneste, der gjorde dem til en reel trussel for den liberale verdensorden. I stedet var fokus nu på at opretholde liberale værdier som ligestilling og lighed, og dette gav plads til en sammensmeltning med den grænseoverskridende kapitalisme.

Regnbuekapitalisme

Rettigheder for homoseksuelle har sin oprindelse i hvad man kan kalde rimelige krav: at man ikke ville sættes i fængsel pga. sin seksualitet fx, eller indlægges til psykiatrisk behandling. Derved har LGBT-bevægelsen (som den ikke hed dengang) sin oprindelse i noget, som de fleste mennesker finder er rimelige krav, og selv om den i dag omfatter nogle helt andre og meget radikale synspunkter, så er det fra disse oprindelige rimelige krav, at den henter sin legitimitet, selv når den fremsætter urimelige krav.

Kampen for de rimelige krav er vundet for længst. Man sættes heldigvis ikke i fængsel eller indlægges for, hvad man laver i sit soveværelse. I stedet er kampen rykket videre, og i dag handler den om generel frigørelse og normalisering af snart sagt alt. Her vender vi tilbage til idéen, som fremsat af Frankfurterskolen, hvor det frie menneske er det, som er brudt ud af alt det undertrykkende, og dette er faktisk alle normer. Idéen spiller godt sammen med visse idéer man også finder i liberalismen og hos tænkere fra oplysningstiden, hvor det er individet selv, der besidder den højeste moralske autoritet, snarere end det overleverede, der kan virke som en spændetrøje på det frie individ. Marxismen og liberalismen, der begge er materialistiske filosofier, har ønsket om frisættelse af individet til fælles, men definerer frihed forskelligt. Venstrefløjens mere individualistisk orienterede fokus efter at de opgav den store revolution, som man finder i ren form hos LBGT-bevægelserne, har vist sig at passe som hånd i handske med den grænseoverskridende kapitalisme.

Hvor det før handlede om en ny økonomisk orden, så handler det nu om ord i stedet, hvilket glider lige ind i den liberale verdensorden. Et godt eksempel er Facebook, der netop udvisker ord, holdninger og personer fra deres platform, på samme måde som venstrefløjen nedriver statuer, forbyder at udtale visse ord og fører kampagner mod dem, der har forkerte holdninger ved at skrive til deres arbejdsplads, kontakte deres naboer eller hvad der nu er af forskellige strategier. For den grænseoverskridende kapitalisme, er der intet problem i at tilegne sig disse værdier. Et samfund af atomiserede individer, der kan tjene som arbejdere og forbrugere for disse verdensomspændende virksomheder, er intet mindre end perfekt. Idéen om at hvert enkelt individ ikke er bundet af traditioner, kultur og etnicitet skaber den bedste forbruger man kan tænke sig, for når man ikke længere ved hvem man er, så forbruger man sig til en identitet i stedet. Det er bare nye markeder, set fra et kapitalistisk synspunkt. Således afspejler også arbejderen og forbrugeren den samme mangel på forbindelse til tid og sted, som kapitalen selv opererer under.

På venstrefløjen har denne omfavnelse af LGBT-bevægelsen i længere tid vakt kritik. Man har forsøgt at holde de slemme kapitalister fra livet ved at beskylde dem for at være uærlige i intentionerne, og foretage såkaldt ”pinkwashing”, hvor man foregiver at indoptage LGBT-venlige værdier. Det er muligt, at det har været sådan på et tidspunkt, men der er næppe nogen grund til at tro, at virksomheder, der i dag støtter LGBT-bevægelserne ikke mener det. Det er 100% i deres egen interesse, at have et normløst samfund med rodløse mennesker. Problemet for venstrefløjen er, at de i høj grad definerer sig selv, som dem, der er i en tilstand af konstant oprør. At det er dem, der taler magten imod, så hvad gør man, når dem man hævder at være imod indtager de samme positioner, som en selv?

En ting man kan gøre, er at forsøge at indtage en mere radikal position og håbe på, at virksomhederne ikke følger med. Denne tankegang har ført til arrangementet Nørrebro Pride, der ved at inddrage race forsøger at fastholde idéen om at man er antikapitalister. Til Nørrebro Pride praktiseres en form for progressiv racisme, hvor man inddeler folk efter hudfarve og et decideret racehierarki, hvor den hvide mand er nederst. Dette kan nok få en del liberalister og andet godtfolk, til at kritisere dem, men nogen egentlig trussel mod den kapitalistiske orden, er der ikke tale om. For som vi har set, har det ikke haft nogen betydning for integrationen af identitetspolitiske idéer i den internationale kapitalisme. Black Lives Matter har ført til en klar positiv positionering i forhold til ”progressiv racisme”, hvor virksomheder i hobetal bekender sig til radikal identitetspolitik, fremhæver folk pga. deres hudfarve, lover at ansætte flere sorte, osv. Et grotesk eksempel har været McDonald’s, der omdøbte deres Twitter-konto til ”Amplifying Black Voices” og tweetede film med sorte transkvinder, og på den måde bliver svær at kende fra netop det ”rebelske” Nørrebro Pride. Et andet er Google, der gør det muligt at fremsøge virksomheder, der er ejede af sorte mennesker, så man kan handle hos folk baseret på deres hudfarve. Disse ting lader sig tydeligvis problemfrit integrere i nogle af verdens største multinationale selskaber. At der skulle være nogen for ”kapitalismekritik” eller oprør mod den eksisterende orden i LGBT og Black Lives Matter må aflives en gang for alle. Man står på den samme side, som samtlige af verdens mægtigste virksomheder, der uden at blinke indarbejder disse dagsordener i deres forretningspraksis.

Således kan selv ikke det at indtage radikale progressive racistiske positioner frelse den yderste venstrefløj fra at blive opslugt af den liberale verdensorden, og derved bare at blive endnu en støtte af denne orden. Venstrefløjens underliggende emancipationsideologi trækker i samme retning, som Amazon, Nike, Netflix og alle de andre. Der er simpelthen ikke et stærkt nok modsætningsforhold til at venstrefløjen på nogen plausibel måde kan foregive, at de taler magten imod. De er derimod fuldstændigt allierede med magten.

Kapitalismekritik fra højre

Vil man se på, hvad der reelt er et alternativ til den globale liberale orden, så må man vende blikket mod højre. I modsætning til det globaliserede, står det lokale og det nære. I modsætning til det fuldstændigt frigjorte, står det bundne og rodfæstede. Organisk identitet, altså dem som vi er, ikke dem som vi opfinder vi er, kræver ikke konstant bekræftelse i form af forbrug, men er derimod en væren. Ligeledes er vores traditioner ikke noget, der kræver et overforbrug i sig selv. At gå i kirke ligesom ens forfædre, og have et fokus på det åndelige, står i direkte modsætning til vore dages forbrugsvanvid. At spise vores egen kulturs mad kræver blot årstidens lokale ingredienser, og ikke noget, der fløjet ind fra fjerne egne. At synge vore egne sange koster ingenting.

Ønsket om et mere simpelt liv med familien, bundet til det lokale, frem for det urbane karriere- og forbrugsræs finder man også stærkt fokus på, hos den del af højrefløjen, der ønsker et opgør med den globale kapitalisme og den rodløshed, som det medfører. Vi ser i disse år, hvordan disse konservative lokale værdier får bredt fat, blandt andet når folk vælger daginstitutionerne fra, og i stedet vælger at tilbringe tiden med deres egne børn i stedet for på kontoret. Det kræver for de fleste vedkommende, at man vælger forbrug fra, hvis man skal have råd til at mor går hjemme med børnene. Netop dette kan være svært for dem, som er afhængige af forbrug for at skabe en identitet.

Det er ikke uden grund, at det mest oprørske man kan gøre i dag, er at indrette sig med traditionelle kønsroller, arbejde for at bevare sit folk og sin kultur, at dyrke de traditioner man har overleveret, at gå i kirke, og så videre. Vi ser da heller ikke McDonald’s eller andre optage disse idéer, for de er ikke salgbare. Det lokale er ekskluderende i natur, og virksomheder har brug for at inkludere deres globale markeder. Derudover, så ville en traditionelt orienteret konservativ bølge ikke tjene dem, for hvem ville være kunderne til deres elendige standardiserede masseproducerede produkter?

Alternativet findes altså, men det er alt det som venstrefløjen hader: normativt og rodfæstet. Dette er ikke farbar vej for dem til venstre, og derfor har de ingen andre muligheder end at lade sig integrere i den liberale orden. Til gengæld er det os til højre, der står med de ægte alternativer. Som det er i dag, så udnytter vi dem ikke, for de fleste på højrefløjen har allieret sig med den globale kapitalisme, og dertil hørende værdier. Derfor er mange af dem også at finde i Pride-paraden med Enhedslisten og alle firmaerne. For at kunne præsentere et alternativ til den åndløse tomhed, som den globalt orienterede forbrugsorden tilbyder, så må vi også have modet til at forkaste den, og præsentere en vision. Gør vi ikke det, så overlader vi arenaen fuldstændigt til regnbueflag og dollartegn.

Der er brug for en miljøpolitik fra højre

Som det er i dag har højrefløjen svigtet miljøpolitikken ved at overlade den til venstreorienterede og andre materialister. Der er behov for at gentænke miljøpolitik. Her kan du læse mit første spæde forsøg på at lægge en retning for noget, som der mangler i det politiske landskab i dag: En politik, der lægger vægt på beskyttelse af natur og miljø set fra et højreorienteret perspektiv.

Efter Greta Thunbergs insisterende taler, Fridays for Future, pres fra FN og EU med mere, begyndte det at stå klart for de borgerlige partier, at de havde sovet i timen. I årevis havde man enten koncentreret sig om at varetage arbejdsgivernes interesser i forhold til miljøet, eller man havde ignoreret det og haft fokus på sine kernesager, hvis man da ikke havde haft en direkte hånlig holdning til miljøsager og var typen, der lagde et billede op af en stor bøf fulgt af en fuckfinger til de klimafrelste.

Da det gik op for de sidste af dem, at klimaet var blevet en varm sag, som man skulle have en holdning til, tilsluttede nogle sig de Co2-reducerende og stemte endda for ”verdens mest ambitiøse klimalov”, mens andre valgte den modsatte side, hvor man var skeptisk overfor alt det der, og forsvarede retten til bøffer, biler og status quo. Klimadebattens to råbekor, der står på hver sin side og råber at de andre enten kører os alle i døden, eller er hysteriske alarmister.

Ovenstående er en hurtig opridsning af det svigt som den samlede danske højrefløj har stået for når det kommer til miljøpolitik. Uanset om man er klimaskeptiker eller klima-alarmist, så er man på det forkerte hold, vil jeg vove at påstå. Højrefløjen har haft en enorm chance for at formulere en fornuftig politik på dette vigtige område, men har i stedet været optaget af vækst eller de sædvanlige sager man er gået til valg på. Resultatet har været, at venstrefløjsere, liberalister og alternativister har sat dagsordenen og højrefløjen har enten måtte gå med på deres dagsorden, eller definere deres position ved at modsætte sig den.

Svigtet

Højrefløjen har rent ud sagt svigtet den danske miljøpolitik og foræret dagsordenen til venstrefløjen, liberalister og EU-bureaukraterne, som udnytter den til mere centralisering og til at fremme andre dagsordener i forhold til økonomi, vækst og meget andet. Et af problemerne er, at man i høj grad har ladet sine positioner til miljø og klima være styret af en negation af venstrefløjen. Altså, når de har indtaget en position, så har man holdt sig for ørerne og indtaget den modsatte position.

Noget andet er, at højrefløjen økonomisk set er ret liberalt orienteret og derfor har svært ved at indarbejde alt det, som går imod den evige drift mod vækst. Man frygter, at indgreb i forhold til klima og miljø vil koste for meget og gøre os fattigere, og dette er en medvirkende årsag til, at man har ignoreret dette område eller været deciderede modstandere.

En yderligere grund til svigtet er, at den danske højrefløj, igen på grund af det stærke liberalistiske islæt, ikke er særligt fællesskabsorienteret. På trods af, at netop orientering mod fællesskabet er et klassisk konservativt fokus, så er man skeptisk overfor dette på højrefløjen. Men beskyttelse af miljø og natur er lige præcis en fælles og ikke en individuel sag.

I forhold til diskussionen om klima har svigtet været totalt, i det man kun har talt ind i den eksisterende diskurs, frem for at præsentere et ægte højreorienteret alternativ, selv om det egentlig ligger lige for at gøre dette. Jeg vil mene, at man her især har tabt de unge vælgere, fordi det ligger ungdommen meget på sinde.

Skov om sommeren

Fokus er forkert

I stedet for at byde ind med egne løsninger har man deltaget i de to råbekor, som i klimadebatten står overfor hinanden. Den ene fløj med en harmdirrende Greta Thunberg i front, den anden med klimaskeptikere. Det de råber om er Co2-udledningernes størrelse og deres betydning. Men det er ikke dér kampen skal føres. Selve præmissen er forkert, for miljødebatten bør ikke handle om Co2, men derimod om noget andet.

At der udledes meget Co2 er ikke et centralt problem, men derimod en bivirkning ved den livsform, som vi har i dag. I vores konstante higen efter mere vækst og højere produktivitet har vi brug for enorme mængder energi – den energi har vi haft til rådighed og det har betydet enorm ødelæggelse af naturen. Vi lever i det man kalder et højenergi-samfund, og heri ligger problemet som vi står overfor.

Når man flytter fokus over på Co2-udledning, så sker det i håb om at man kan fortsætte som hidtil. At vi kan blive ved med at lade vores produktivitet stige og status quo kan opretholdes. Man håber på et teknisk fix i form af nye energikilder, nye batterityper, nye former for produktion og endda at disse ting kan stimulere væksten i sig selv. Tilhængerne af de materialistiske ideologier blandt både liberalister og socialister kan sagtens finde fælles fodslag her, men set fra højre bør det se anderledes ud. Her kan vi ikke forsvare at fortsætte en hovedløs kurs mod afgrunden.

Natur vs klima

De materialistiske ideologier har et natursyn, hvor mennesker alene står som betvinger af naturen. Den er kun en ressource, som har værdi når den udnyttes til fordel for mere materiel velstand. Denne form for indstilling ser mennesket, som et væsen adskilt fra naturen. Først når kullet hives op af jorden, når træet fældes eller vi på en eller anden måde drager nytte af naturen har den værdi for os. Vi anvender vores rationalitet med henblik på maksimering af nytte og derved bliver naturen blot et middel for os.

Overfor dette står ideen om at mennesket er en del af naturen, og at den har en værdi i sig selv. Naturen er en betingelse for vores væren, og ikke blot af værdi når den giver os mad på bordet eller udnyttes på anden vis. Dette anti-materialistiske syn vil jeg mene tilhører højrefløjen alene, og det er ud fra dette syn en alternativ politik til de nuværende klimaorienterede politikker skal formuleres. Vi må gå fra klimabeskyttelse til naturbeskyttelse, der omfatter helheden frem for kun at fiksere på mængden af Co2 som målbar enhed for succes.

Dette skal også ske som en erkendelse af, at den nuværende klimapolitik ikke løser noget som helst, men alene er et forsøg på at undgå at tage konsekvenserne af den indvirkning vores højenergi-samfund har på naturen her og nu, og i stedet overlade det til de kommende generationer. For vi skader naturen som det er i dag, og de teknologiske fix i form af alternative energikilder, der skal gøre at vi kan opretholde vores nuværende livsform er ikke holdbare.

Naturbeskyttelse er således forbundet med nogle forholdsvis radikale ændringer, som til gengæld gør det muligt at gøre det, som man som højreorienteret bør have fokus på: at passe på det man har fået overleveret fra dem, der gik før og levere noget, der er bedre videre til dem, der kommer efter os.

Alternative energikilder er ikke nok

Politikere og virksomheder har travlt med at finde nye muligheder indenfor energi, der kan tilfredsstille efterspørgslen i vores højenergi-samfund, således at vi kan fortsætte samme kurs som hidtil. Men det teknologiske fix ser ikke ud til at blive til noget, og fordi fokus alene er på Co2, så ”glemmer” man, at alternativ energi er forbundet med skade på naturen.

Vindmøller, som vi jo har støttet meget i Danmark, er ikke så bæredygtige som man skulle tro. Udover at de er hæslige og larmer, så dræber de enorme mængder insekter, fugle og flagermus. De er således klimavenlige, men ikke venlige overfor naturen. Noget vi overser, når vi har et ensidigt fokus på at opfylde klimamål. Biodiversiteten trues af vindmøller, og det kan have enorme konsekvenser. Derudover så er det en kendt sag, at vindmøller bygges af ikke-nedbrydeligt materiale, som så skal smides et eller andet sted. Nogle steder graver man det ned i jorden eller kommer det ind i grotter, som var det atomaffald, når de har udtjent deres levetid, der er omkring sølle tyve år.

Andre former for alternativ energi som solceller har også sine problemer. Vandenergi, hvor man opdæmmer vand for at udnytte energien derfra, har store ødelæggende effekter. Her i landet har vi af gode grunde ikke så mange vandkraftværker. Vi har kun et af betydning, der ligger ved Gudenåen. Selv dette lille kraftværk har haft konsekvenser for naturen, og har betydet at fiskearter, der før var normale i Gudenåen ikke længere findes der.

El-biler og andet hyldes ofte som løsninger på Co2-problemer. Her kan man drive biler ved energi fra alternative energikilder, som så kan opsamles i batterier i bilerne, og det nedsætter jo Co2-udledningerne. Men batterier der indeholder lithium eller kobolt er meget giftige, er ressourcekrævende at lave, ligesom udvindingen af de sjældne jordarter, der også er begrænsede ressourcer, er stærkt forurenende. Selv om man i høj grad forsøger at genbruge lithium, så kan det ikke alt sammen genbruges, og derved skal det meget giftige stof skaffes af vejen et sikkert sted.

Visse stemmer på højrefløjen drømmer om thorium-reaktorer, som den energikilde, der kan redde væksten, ligesom andre taler varmt om mere traditionel atomenergi. Men disse energiformer kommer med deres egne problemer, der er velkendte.

Vi har bygget vores livsform op på et massivt forbrug af energi og vi kommer ikke uden om, at det er dette vi er nødt til at se på, hvis vi skal efterlade en ordentlig verden til vores efterkommere. Derved er det også et eksistentielt problem vi har med at gøre, hvis løsningsmuligheder har omfattende konsekvenser, som også kan ses som positive muligheder for et bedre liv.

Miljøpolitik fra højre

Så hvad er de muligheder vi har for tage fat om problemets rod, frem for blot at tilslutte os de eksisterende fronter i klimakampen? Jeg vil mene, at vi er nødt til at se på vores energiforbrug, altså det højenergi-samfund vi lever i og dets manglende bæredygtighed i forhold til at have en sund natur. Det er en stor opgave, for det kræver først og fremmest en kulturændring.

For det første, så kræver det, at vi får et andet blik på naturen. At vi ser os selv som en del af naturen, med ansvar for dens opretholdelse og ikke blot anser den for at være en ressource, der uhæmmet kan manipuleres og udnyttes.

For det andet, så er vi nødt til at genoverveje vores industrielle samfund og den forbrugskultur, som vi dyrker i så høj grad. Højenergi-samfundet hænger i ekstrem grad sammen med vores forbrugssamfund, hvor vi hele tiden køber nyt og smider det gamle væk. Møbler, tøj, ja selv bygninger, er ikke længere bygget til at holde. Mange af vores materialer kræver højteknologisk produktion, som består af komplekse processer, der er stærkt energikrævende. Her er byggematerialer til huse et godt eksempel. Hvor et gammelt hus er bygget af lavteknologiske produkter som fx mursten, tegl, glas, sten og træ, så er en moderne bygning bygget af meget avancerede materialer. Med sidstnævnte kan vi lave store bygninger, der står færdige på under et år, men deres holdbarhed vil så også ofte være begrænset. Vi river bare ned og bygger nyt, og forbruger derved mere energi.

Vores forbrugskultur drives af flere ting. Den moderne verden og det industrielle samfund, som har ført til centraliseringen i byerne, har destabiliseret vores organiske identiteter. Hvor vores væren og identitet tidligere var forbundet til vores lokale tilhørsforhold, tro og kultur, er identitet i dag noget vi i høj grad selv skaber og dette gøres først og fremmest gennem forbrug. Bare se verdensborgeren, der forbruger rejser og produkter fra hele verden, for at understrege deres status som værende globale, som et ekstremt eksempel herpå. Det er dog ikke begrænset til disse typer, for det er noget vi alle sammen gør til en vis grænse i det moderne samfund.

En anden stor drivkraft er den økonomiske model,som vi har indrettet os efter, hvor vi hele tiden er tvunget til at have økonomisk vækst. Denne model kræver i sagens natur masser af energi, når der skal produceres mere og mere. Det er skruen uden ende, for væksten kan kun gå op, uanset hvor mange ting vi måtte omgive os med.

Det industrielle samfund har gjort, at vi har en stærk tendens mod centralisering. I dag bor langt de fleste mennesker i de større byer, som bruger enorme mængder af energi. Også denne centralisering i byerne er med til at drive vores højenergi-samfund.

Oprør mod effektiviteten

En miljøpolitik fra højre må, efter min mening, angribe højenergi-samfundet og den materialistiske og tomme livsstil, der følger med dette. For højenergi-samfundet kræver meget af os. Vi skal bruge store dele af vores tid på at arbejde, i stedet for at anvende den til at være sammen med vores børn og ægtefæller. Så hvorledes gør man det? Jeg forsøger her at beskrive nogle tanker omkring de emner, som kan være med til at skabe det lavenergisamfund, som jeg mener er vejen frem.

Udgangspunktet må være lokalt. Hvor klimapolitik er abstrakt, så er det lokale netop håndgribeligt og konkret. Det er noget vi som mennesker kan have et forhold til. Den globale frihandel gør at produktion rykkes udenlands, og varer transporteres over store afstande. Det er energikrævende, og har i øvrigt dræbt vores egen produktion herhjemme, hvilket i høj grad har medvirket til den centralisering i storbyerne, som vi har set. Når der ikke er arbejde på landet længere, så flytter folk naturligvis til byerne, hvilket bidrager til højenergi-samfundet og samtidig har det dræbt så mange af vores lokalsamfund.

I stedet for globalisering skal vi tænke mere i regionalisering. Produktionen skal rykkes hjem og gerne decentraliseres i høj grad, så de små samfund kan få livsnerven tilbage. Før i tiden kunne fx øsamfund blomstre fordi man havde et mejeri og andet, som kunne understøtte de lokale småproduktioner. Den nemme adgang til billig energi har ført til at man kunne effektivisere og lave energi-intensiv storproduktion, med de små landbrugs destruktion til følge, og derefter de små samfunds langsomme død.

En begrænsning af den globaliserede handel og af energitunge storbrug kan være med til at fremme en gen-ruralisering af Danmark, og knække centraliseringen. Dette oprør mod effektivitetsmaksimen, som har regeret vores samfund i så mange år, er en bevægelse væk fra det umenneskelige og hen imod det menneskelige. Hermed er det ikke fordi vi kun skal give afkald på noget ved at foretage ændringer, men derimod har vi meget at vinde. Et liv væk fra det industrielle storbysamfunds fremmedgørelse og et mere roligt tempo end det, som det hæsblæsende vækstorienterede samfund kræver af os.

Således hænger kultur, identitet og livsstil uløseligt sammen med miljøpolitik og naturbeskyttelse, og skal vi videre i retning af at formulere politikker, der kan realiseres, så er det denne helhedstilgang, der er nødvendig, hvis det skal betyde noget. Den nuværende kurs er, for at benytte et gennemtæsket udtryk, ikke bæredygtig.

Idéer kræver udvikling

I det ovenstående har jeg givet mit første skud på at formulere nogle tanker omkring, hvilken retning en miljøpolitik, eller måske snarere en naturpolitik fra højre skal gå i, hvis den skal være et reelt alternativ til den materialisme, som dominerer den nuværende diskurs på området. Vi skal væk fra Co2-snakken og er nødt til at se på årsagerne til problemerne, hvilket har rod i den livsform vi har.

En livsform, der nok skaber en overflod, men som på mange måder er fremmedgørende og reducerer os til konsumerende arbejdsbier. Min tese er at vi hverken har brug for evig vækst eller en så enorm produktion, men at langt mindre kan gøre det, også uden at vi behøver at leve som for 200 år siden. Vækstsamfundet og de effektivitetskrav, som der følger med dette gør ikke noget godt for os som mennesker, det skader naturen og kræver enorme mængder af energi, som er selve kernen i de mange problemstillinger omkring miljø.

Højrefløjen har den styrke, at vi er de eneste, som har en anti-materialistisk tilgang og fokus på organisk identitet. Det er denne styrke, som vi skal sætte i spil, når vi formulerer en ny tilgang til natur- og miljøspørgsmål. At udfordre forbrugskultur, centralisering, urbanisering og meget andet er en stor mundfuld, det er der ingen tvivl om. Men jeg har svært ved at se andre alternativer her hvor vi står i dag. Uanset hvor meget vi forbruger, så bliver vores liv ikke bedre. Fremmedgørelsen forsvinder ikke, uanset hvor mange jobs i storrumskontorer vi opfinder. Troen på, at der faktisk er et bedre liv med plads til familie frem for institutioner, der passer vores børn mens vi slaver for væksten, der kan genvindes, hvis vi tager nogle af de her beslutninger om at ville noget andet er i hvert fald stærk hos mig. Ligesom jeg mener, at det er helt og aldeles nødvendigt, hvis ikke vi skal ødelægge naturen fuldstændigt for vores efterkommere.

En befrielse fra overflodssamfundet vil på langt de fleste fronter være et win for børn, voksne, plante- og dyreliv. Spørgsmålet er naturligvis om der findes nogle på højrefløjen, der har modet til at rejse så radikal en udfordring, som jeg skitserer her?

Denne tekst er ment som et friskt og provokerende indspark i en debat, der desperat har brug for perspektiver fra højre. Derfor er den langt fra færdig og har bestemt sine mangler, men den er ment som en begyndelse. Det er mit håb, at den vil sætte gang i tanker hos andre, der vil være med til at raffinere denne vinkel, se de svagheder der er og forbedre det og byde ind med mere, det kan styrke den.

Myten om Danmark som indvandringsland

En af de ting man ofte hører, hvis man er kritisk overfor masseindvandringen, er at Danmark altid har været et indvandringsland. Underforstået, at hvis man er imod masseindvandringen, så er man imod selve det, som har skabt det land vi lever i. Dette suppleres ofte med bemærkninger om at det ”Morten Korch Danmark”, som højrefløjen drømmer om, aldrig har eksisteret – at det etnokulturelt homogene samfund er en myte, som partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og andre patrioter forsøger at fremme.

Her gennemgår jeg lidt statistikker, hvoraf nogle strækker sig over lang tid eller stammer fra folketællinger langt tilbage i tiden, for at vise, at Danmark først i nyere tid kan siges at være et indvandringsland.

En af de ting man ofte hører, hvis man er kritisk overfor masseindvandringen, er at Danmark altid har været et indvandringsland. Underforstået, at hvis man er imod masseindvandringen, så er man imod selve det, som har skabt det land vi lever i. Dette suppleres ofte med bemærkninger om at det ”Morten Korch Danmark”, som højrefløjen drømmer om, aldrig har eksisteret – at det etnokulturelt homogene samfund er en myte, som partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og andre patrioter forsøger at fremme.

Hermed forsøger man at relativisere masseindvandringen ved at foregive, at det er noget, der altid har foregået, at Danmark er et resultat af denne proces, samt at fremstille dem, som ønsker færre indvandrere i landet, som værende fantaster, der ingen kontakt har med virkeligheden.

At der altid er foregået indvandring er en banal sandhed. Den har dog været langt mindre i omfang end i nyere tid, og indvandrere har i højere grad været fra andre europæiske lande, og dermed folk, som har lignet danskerne mere kulturelt. Det er dermed direkte forkert, at Danmark skulle være et udpræget indvandringsland.

I det følgende vil jeg gennemgå lidt statistikker, hvoraf nogle strækker sig over lang tid eller stammer fra folketællinger langt tilbage i tiden, for at vise, at Danmark først i nyere tid kan siges at være et indvandringsland.

Folketællingerne 1921 og 1940

Hvordan man har opgjort den danske befolkning har varieret lidt igennem tiden. Man har tilpasset det efter behov. Når det kommer til begreber som ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, så er de af nyere dato og er noget man er begyndt at bruge som resultat af masseindvandringen. Der var simpelthen ikke behov for disse begreber tidligere. I nogle af tabellerne fra de ældre folketællinger kan man dog finde opgørelser af hvor mange, der er født i udlandet.

Jeg har valgt at se på tallene fra folketællingerne fra 1921 og 1940. Grunden til at jeg starter med 1921 er at vi ikke behøver at gå længere tilbage for at se, hvor enorme forandringer vi har været igennem. I 1921 udgjorde befolkningen i Danmark 3.267.831 personer, altså væsentligt færre end i dag. Dengang opgjorde man folk i fødested, og tallene vi kan se på fra denne periode i forhold til indvandring er de såkaldt ”fremmedfødte”. I 1921 kom indvandrere især fra følgende lande: Sverige, Norge, Slesvig, Østrig, Rusland og Polen. Fra Polen kom der 7.500 arbejdere, mest kvinder, der skulle arbejde i roeproduktionen. Indvandrere i 1921 var således fra Europa. Det var mennesker, der nok var forskellige fra danskerne, men dog fra den europæiske kulturkreds og dermed ikke så fremmede som dem, der senere kom med masseindvandringen.

Folk der var født udenfor Europa udgjorde 3.802 personer. Dette er dog inklusive USA. Hvis man trækker USA fra, ender vi på 1.374 personer. Dette svarer til 0,042% af befolkningen i Danmark på daværende tidspunkt. Dette er jo ingenting i forhold til, hvad vi ser i dag.

I 1921 talte man også de udlændinge, som var her midlertidigt, altså uden fast ophold. Heraf fremgår det, at der var 10 personer fra Afrika, og 99 fra Asien. Det var med andre ord et sjældent syn med folk, der var fra fjerne egne her i landet.

Hopper vi 19 år frem til 1940, så er befolkningen vokset en smule – nu er den på 3.844.312 personer. Antallet af fremmedfødte udenfor Europa er, hvis man ikke medtager USA, på 3.283 personer. Dette svarer til 0,085% af befolkningen.

Når vi ser på tiden før anden verdenskrig, så er der altså ingen tvivl om at Danmark på det tidspunkt på ingen måde var et ”indvandringsland”. Ligesom vi kan konstatere, at den indvandring der var, hovedsageligt kom fra lande, der var meget tæt på os. Det var dermed folk, der lignede danskerne langt mere end hvad man så ved den senere masseindvandring.

Udviklingen over tid

I denne del vil jeg se lidt på udviklingen af indvandring til Danmark over tid. Her bruger jeg en del materiale fra Danmarks Statistiks publikation ”Befolkningen i 150 år”, som udkom i 2000. Af denne fremgår det, at Danmark hovedsageligt har været et udvandringsland indtil nyere tid. Som det fremgår i figuren herunder, der viser nettoindvandringen fra 1850 til 2000, har der mest været tale om udvandring. Fra 1930 og til 1982 er der store variationer, men fra 1982 og frem er der en ubrudt række af positive tal. Her er det værd at minde om Udlændingeloven af 1983, der ændrede indvandringsmønsteret til Danmark meget voldsomt. Det er først her at Danmark bliver et land, der modtager indvandrere i stor stil.

Vi kan også se, hvordan indvandring fram til 1930 hovedsageligt kommer fra vores tre nabolande: Tyskland, Sverige og Norge. Som man kan se på figuren er der en del fra ”øvrige udland” i 1921, som jeg nævnte tidligere, er dette hovedsageligt mennesker fra Polen og andre europæiske lande.

Ser vi på hvordan befolkningssammensætningen blandt indvandrere har udviklet sig senere, så kan man se på denne sammenligning af 1966 og 1999. Mens kun 14% af indvandrere kom fra lande udenfor Europa og Nordamerika, så steg dette tal til 31% i 1999. I publikationen ”Befolkningen i 150 år” står der:

”I 1980 kommer mere end halvdelen af indvandrerne og efterkommerne fra et nordisk land eller fra et andet EU-land. Andelen fra Asien er kun lidt mere end 10 pct. og fra Afrika er den kun godt 3 pct. (se figur 6.13). 20 år senere udgør personer fra de nordiske lande og EU-landene mindre end en fjerdedel af indvandrerbefolkningen, mens grupperne fra øvrige Europa (hovedsagelig Tyrkiet og tidl. Jugoslavien) og Asien hver for sig er en delstørre. Også det afrikanske islæt er vokset, således at det nu udgør næsten 10 pct. af samtlige indvandrere og efterkommere. ”

Dette har, som vi ved, skabt enorme udfordringer for Danmark. Det er meget tydeligt, at den indvandring, der har været tidligere er komplet usammenlignelig med den vi har set siden firserne. Der er meget langt fra, hvordan landet så ud bare i tresserne og så til, hvordan det ser ud i dag.

Det er også værd at kaste et blik på denne graf, der viser udenlandske statsborgere, indvandrere og efterkommere fra 1974 til 2000. I følgeteksten til grafen hedder det:

”Antallet af udenlandske statsborgere stiger kun langsomt frem til midten af 1980’erne, da det når op på godt 100.000. I løbet af de følgende ti år fordobles antallet næsten, og den kraftige stigning fortsætter i resten af 1990’erne. I begyndelsen af år 2000 er der godt 259.000 udenlandske statsborgere i Danmark (se figur 6.12). Samtidigt stiger antallet af personer, der erhverver dansk statsborgerskab, således at gruppen af personer med udenlandsk baggrund stiger endnu kraftigere.”

Der er udelukkende tale om en opadgående tendens, som på ingen måde ligner noget vi tidligere har set i Danmarks historie.

Her er vi nu

I følge Danmarks Statistik udgjorde indvandrere og efterkommere i 2019 14% af Danmarks befolkning. Indvandrere var i alt 10% og ikke-vestlige udgjorde lidt over halvdelen, altså ca. 6% af befolkningen i landet. Til sammenligning var antallet af indvandrere i 1940 i alt 2,3% og som tidligere demonstreret, var de stort set alle sammen fra Europa eller Nordamerika. Danmarks Statistik forventer, at antallet af indvandrere og efterkommere vil være 21% i 2060.

Der er dermed ingen tvivl om, at den udvikling vi har set og fortsat ser er helt unik i landets historie. Der har ikke tidligere været en lignende indvandring, og enhver sammenligning med tidligere tiders indvandring må derfor anses som værende komplet useriøs. Alligevel ser vi igen og igen, at der foretages den slags sammenligninger – ”vi har altid haft indvandring”, og den slags postuleres stadig som en form for forsvar for masseindvandringen.

Det er netop dette, der har motiveret mig til at skrive denne lille artikel. Myten om Danmark som indvandringsland er komplet uholdbar. Der er tale om noget, der hovedsageligt er sket siden firserne. Ikke engang de første gæstearbejdere og deres familier har haft et omfang, som vi siden har set. Masseindvandringen har været et voldsomt eksperiment med vores land, og de demografiske forandringer har fuldstændigt ændret samfundet og desværre ikke til det bedre. Selv er jeg optimist og mener, at vi kan nå at handle endnu, men det vil kræve lidt mere mod og politisk vilje end, hvad vi ser nu.