Den nuværende corona-situation og truslen om snarlige økonomiske kriser og andet, afslører en dyb sårbarhed i vores nuværende livsform. Krisen er streng og hård, men rummer også et potentiale for at få øje for, og rette op på de nuværende svagheder, hvis vi er opmærksomme på det og vil det. Det vi står overfor kan meget vel være en formativ begivenhed, der vil have stor betydning for, hvordan vi vil agere i fremtiden. Jeg diskuterer her, hvilke problematikker, temaer og løsningsrum, som krisen bringer for dagen.
Forleden dag, under aftensmaden spurgte jeg den ene af mine døtre, som snart har nået teenagealderen, om coronakrisen havde ændret hendes syn på noget? Hun svarede, at det var blevet tydeligt for hende, hvor hurtigt ting kan ændre sig meget voldsomt. Det hun, og sådan set også mange voksne mennesker, troede var stabilt og fasttømret, blev lige pludselig afsløret som ekstremt skrøbeligt og sårbart. Denne pludselige erfaring, er noget hun vil bære med sig videre i livet, og måske vil det være en såkaldt ”formativ begivenhed”, som vil være med til at præge hendes syn på livet, på politik og meget andet ude i fremtiden.
Coronakrisen som formativ begivenhed
Formative begivenheder er begivenheder, som berører mange mennesker, og er med til at skabe en ny bevidsthed hos dem. Seymour Martin Lipset, der tidligt skrev om formative begivenheder, nævner Vietnam-krigen som en formativ begivenhed hos 68’erne, der var med til at skabe basis for ungdomsoprøret og mange efterfølgende fænomener hos boomer-generationen. Nogle af de begivenheder vi har set i nyere tid, som kan have karakter af formative begivenheder er fx muhamed-krisen, hvor Danmark pludselig var mål for intens negativ opmærksomhed fra muslimske kredse på grund af nogle banale tegninger, finanskrisen, der viste en stor skrøbelighed i de globale finanssystemer og den påvirkning det havde på os alle, og migrantkrisen i 2015, hvor migranter pludselig gik rundt på vores veje, som var det taget ud af Jean Raspails bog ”Le Camp des Saints”. En begivenhed, der skabte en helt ny nærværende opfattelse af migration, og hvordan det skal håndteres hos både politikere og befolkninger.
Coronakrisen har samme afslørende effekter, som nogen af de nævnte begivenheder har, men her rammer det lige lukt ned i selve den liberale og globaliserede verdensorden, som pludselig knækker sammen. Noget som lige nu sandsynligvis kun står overfor sin spæde begyndelse, for konsekvenserne af krisen er slet ikke begyndt at vise sig for alvor endnu. På samme måde som andre begivenheder af denne slags, kan coronakrisen altså få betydning for, hvordan vi forstår verden og hvordan vi indretter os i fremtiden.
Det globales død
Coronakrisen er et fænomen, der har en tæt sammenhæng med den liberale globaliserede verdensorden, både fordi den har gjort det muligt for virussen at sprede sig med lynets hast, men også fordi den udstiller de overnationale institutioners magtesløshed, og de enorme svagheder ved den måde, hvorpå vi har indrettet os.
“Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi? Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne.”
Et par ugers nedlukning af samfundet, det var, hvad der skulle til, så begyndte det at knirke voldsomt. Folk begyndte at blive fyret i stor stil, og virksomheder gik konkurs. Hurtigt blev der vedtaget hjælpepakker for milliardbeløb, og der kommer stadig flere til. Vores livsform er afhængig af overforbrug for at holde væksten i gang, og så snart det er væk og folk kun køber det nødvendige, så bliver luften slået ud af vores samfund. Hurtigt stod det lysende klart, at alle vores forestillinger om ”det bedste samfund”, som vi ofte prædiker om, er dybt afhængige af, at væksten opretholdes og, at der er harmoni. Så snart den brydes, selv i et kort øjeblik, så ramler det sammen. Når usikkerheden for vores eksistens indtræder, så synes de ting vi normalt beskæftiger os med, som den nyeste iPhone, influencers på SoMe eller superheltefilm ualmindeligt uvigtige. Overlevelse og bekymring for fremtiden træder i stedet ind på scenen, og gør os bevidste om det som for alvor har betydning.
Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi? Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne. De er geografisk afgrænsede områder, som oftest med en nogenlunde homogen befolkning, på trods af mange års politisk pres for at slå disse i stykker. Netop på grund af disse egenskaber, er der mulighed for at lukke ned og afgrænse, og for at handle både politisk og som folk. Italien stod ganske alene, med et EU på sidelinjen, som intet havde at byde ind med andet end idiotiske kampagner på sociale medier, som de havde betalt alt for mange penge for. Hjælpen til Italien kom mange steder fra, men den var først og fremmest bilateral – fra nation til nation (og desværre ikke i særligt høj grad fra Danmark). Hvor er det dog heldigt, at nationalstaterne ikke er blevet mere svækkede end de er, for ellers ville vi have større problemer.
I forhold til at stoppe for spredningen af sygdommen, har det også været nationalstaterne, der valgte at lukke grænserne. Nogle af dem har endda valgt at se stort på internationale aftaler og konventioner, som det nu er blevet endnu tydeligere kun er til fordel for udefrakommende, og ikke for de indfødte befolkninger i Europa. Hvad vi alle sammen ved, uanset hvor meget gutmensch vi er – at man ikke kan hjælpe alle mennesker i hele verden – står mejslet i sten, mens vi ser indad og først og fremmest fokuserer på at hjælpe vore egne. Vores blikke afslører hurtigt de mangler, som vores egen grådighed, liberale principper og efterspørgsel efter billige produkter til identitetsskabelse og tidsfordriv har skabt. Vi er i høj grad afhængige af den globale økonomi, og det er ikke længere en god ting.
For vi har rykket store dele af vores produktion ud i verden, og nogle ting, som fx liberaliseringen af vaccineproduktionen, viser, at vi nu ikke længere er herrer over vor egen tilværelse, men derimod som en flok crackhoveder har røget på globaliseringens store glaspibe, og nu ryster vi fordi der er usikkerhed om, hvor den næste klump skal komme fra, der kan holde rusen kørende. De europæiske landbrug kan ikke klare sig uden østarbejdere, og vi står overfor kæmpeproblemer med at få den kommende høst i hus, både herhjemme, men også i mange andre EU-lande. Imens vi sov med fulde maver, arbejdede rumænere for os i markerne og var villige til at gøre det under forhold, som vi næppe selv gider at arbejde under. Nu mangler landbruget arbejdskraft, og søger efter arbejdere lokalt, men det er svært, for hvem gider at bo fire mand i en campingvogn under hele høsten og arbejde over 12 timer om dagen for småpenge? Klarer landbrugene ikke skærene, så vil høsten ikke komme i hus, og måske vil en del gå konkurs. Hvad vil det betyde for vores forsyningssikkerhed, at vi har ladet det hele været afhængigt af arbejdskraftens frie bevægelighed, i stedet for at sikre ordentlige forhold, som ville have gjort at lokale arbejdere ville og kunne tage tjansen?
” Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.”
De komparative fordele smager ekstra bittert i corona-tiderne. Det står klart for os, at disse fordele nu er vendt til ulemper. Vi har behov for at have en hjemlig produktion af fødevarer, vacciner og mange andre fornødenheder. Det var en dårlig ide at rykke al produktion ud til de allerbilligste egne, for at kunne tjene lidt hurtige håndører, og få billigere (og dårligere) produkter i hyldevis i vores butikker. Og lad os slet ikke snakke om, hvad nedgangen i den internationale økonomi kommer til at betyde, for det har vi slet ikke set konsekvenserne af endnu. Liberalismens forestilling om et globalt marked knuses langsomt lidt mere for hver eneste dag, der går. I stedet rykker det lokale og det nære nærmere end nogensinde før.
Det næres triumf
I en tid, hvor emancipationen er det højeste ideal, og vi helst skal være så løsrevede fra hinanden og selvrealiserende som muligt, er det noget af et slag, når vores frihed uventet begrænses. Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.
Det nære blev lige pludselig meget nærværende, for der kom ingen overnationale institutioner og hjalp os. Det var, og er, op til os selv at sørge for at bringe epidemien under kontrol, og tiltag, der skal hjælpe kræver af os alle, at vi ofrer noget. Lige pludselig er det ikke længere ”din egen sag”, hvad du gør, for det kan betyde andre menneskers død. Vores forbundethed kan aflæses i kurverne over corona-dødsfald og opmuntringer til den enkelte, der skal få vedkommende til at lade være med at tænke på, hvad andre mennesker tænker og bare gøre, hvad de vil, er forstummet. I deres sted er trådt ansvaret overfor hinanden. Hold afstand, host i ærmet, lad være med at mødes i store grupper, sluk for Tinder, hjælp de svage og så videre. Illusionen om at vi ikke har brug for hinanden brast.
Vi står sammen om vores statsminister, for nu er det ikke tid til at diskutere om vi skal betale to procent mere eller mindre i skat, der er vigtigere ting at tænke på. I stedet er det vigtigt, at vi handler som ét – altså ét folk, og det gør vi i høj grad. Vi følger retningslinjerne og vigtige sociale reguleringsmidler som udskamning er igen blevet taget i brug. Der skal socialt pres til, for at få dem, der ikke er så kvikke til at følge trop, og det virker. For de ved også godt, at de har brug for de andre. Det globale synes langt væk, men det nære er så tæt på som det ikke har været i mands minde.
Multikulturalismens død
Det sociale pres virker dog kun på dem, der indgår i den bredere sociale sammenhæng. Det er blevet end dog meget tydeligt, at der er en del mennesker i vores land, der falder udenfor og følger deres egne regler. I flere europæiske lande har vi set en overrepræsentation af ikke-europæiske migranter og efterkommere, der er blevet ramt af virussen. Samtidigt er det tydeligt, at de ikke er en del af det bredere fællesskab, der følger de fælles regler for at begrænse spredningen af sygdommen. De har hele tiden levet efter deres egne regler og det har været lidt gemt af vejen, men nu kan det ses på demografien blandt dem, der er indlagt på hospitalerne. Fra Berlin har man set videooptagelser af muslimer i stort antal i gaderne, fra Frankrig, gade efter gade i forstæderne til Lyon og Paris, hvor migranternes eksotiske butikker har holdt åbent på trods af forbud, og kunderne strømmede op og ned ad gaderne. Herhjemme har der været bandekrig mens alle os andre ikke engang giver vores fædre og mødre et kram af frygt for konsekvenserne for samfundet, ligesom vandpibecafeer er blevet lukket af Politiet, efter at gæsterne uhæmmet har siddet og suttet grådigt i de samme mundstykker for at smage røgen fra den søde frugttobak.
“En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt.”
Coronakrisen gør det meget tydeligt, at der er et ”dem og os”. Vi andre modtager fælles opdateringer fra myndighederne om alt fra hygiejne og festivaller til, hvornår singler må have sex med hinanden og hvornår kirkerne åbner. Det er informationer til os, men ikke os alle. For der er også særlige informationer til dem. De kommer på ti forskellige sprog, så man kan ramme så mange som muligt. Det hjælper godt nok ikke, for de gør som de vil alligevel, fordi de er ikke en del af samfundet. Sundhedsstyrelsen laver film med særlige ramadan-instrukser i et desperat håb om at begrænse smittespredningen, og Udlændingeministeren opfordrer de ”danske muslimer”, som alle udmærket ved ikke er danske, til at følge instrukserne. Men det er netop fordi de ikke er danske, at de ikke gør det.
Det er ganske veldokumenteret, at homogenitet i en befolkning er altafgørende for tilliden. Danskerne lever i et samfund med høj tillid, og vi forventer simpelthen af hinanden at vi retter os efter retningslinjerne når vi færdes ude. Vi kommer ikke for tæt på, vi vasker, vi afspritter og vi lider afsavn når vi ikke går i kirke i den vigtigste kristne højtid – alt sammen for det fælles bedste. Adfærden og den deraf følgende spredning af sygdommen gør det tydeligt, at tilliden kun er noget vi kan have til vore egne og dem, der er tæt på os. En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt. Multikulturalismen føjer endnu et nederlag til den i forvejen lange liste. Hvis vi vil være et stærkt samfund, må vi kunne handle sammen.
Identitetspolitik i en coronatid
Mens vi andre har bekymret sig over vores befolknings helbred, vores økonomi, vores fremtidige madforsyninger og meget andet, har den aller-yderste venstrefløj lavet mærkelige kampagner uden genklang i befolkningen, med krav om åbne grænser, eller skrevet lattervækkende artikler om tykfobi eller hvidt privilegium. Noget der måske kunne generere klik og skæve smil tidligere, har nu mistet sin sidste rest af relevans. Identitetspolitik er med et slag passé. Det vi har brug for nu er ikke en uendelig liste af køn, diskussioner om forestillet racisme eller tykfobiske strukturer, men derimod de ægte og organiske fællesskaber. Dem vi vender os til, er dem, der ligner os selv. Det er svage danskere, som jeg går ned og køber ind for, når de har brug for det, og jeg gør det fordi jeg skylder dem at hjælpe, fordi vi er i det her sammen. Og jeg er ikke den eneste, for tusindvis af mennesker hjælper deres meddanskere i denne tid i forskellige foreninger, grupper, osv. Det same gælder i øvrigt de herboende muslimer, der organiserer hjælp til deres eget organiske fællesskab. Således kan jeg se på mange muslimske Facebook-sider, hvordan der i moskeerne arrangeres hjælp til muslimske ældre med indkøb og så videre.
“Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.”
Jo, vi rækker hovedsageligt ud til vore egne, for det er naturligt nok dem, der udgør vores lokale samfund for langt de flestes vedkommende. Den forståelse, der findes i et naturligt og organisk fællesskab, kan man ikke konstruere eller politisere sig til. De universitetsstuderendes akademiske øvelser og evindelige larm om køn og hudfarve fordamper, og de ægte bånd manifesteres, når nøden kræver det.
Mens den identitetspolitiske venstrefløj hægtes af, så er den klassiske økonomisk orienterede venstrefløj i fuldt vigør. Det opståede behov for en høj grad af statslig intervention er vand på deres mølle, og den økonomiske liberalisme som den samlede danske højrefløj ser ud til at abonnere på i forskellige grader, har ikke nogen svar at byde ind med. Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.
Eksistensen af den politiske vilje
Coronakrisen har afsløret, at mulighedsrummet i politik pludselig kan udvide sig. Grænserne kan ikke lukkes, sagde de, altså lige indtil vi lukkede dem. I årevis har mange sagt, at det er vores asylpolitik, der fører til menneskesmuglere og dødsfald på Middelhavet, når desperate migranter drukner i forsøget på at leve i europæisk rigdom. Det har de selvbestaltede gode benægtet, mens de har grebet dybt i lommerne (både egne og andres) for at finansiere smuglerskibe drevet af Red Barnet, Læger uden Grænser og alle de andre. Nu ved vi, at vi havde ret og de tog fejl, for nu, når der ikke er udsigt til at komme ind i Europa, er dødstallet på havet rekordlavt. Det er de ondes politik, de lukkede grænser, der redder liv. Det vidste vi godt i forvejen, men nu er det uomtvisteligt.
“Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksom på at det er en valgmulighed, så skal nogen gøre opmærksom på det. Det er hermed gjort.”
Politisk har vi set, at man kan, hvad man vil. Alt det andet er bare undskyldninger, og hvis vi gerne vil bevare Danmark og Europa i fremtiden, så er det bare at gøre det, ganske simpelt. Det handler kun om, hvad man vil, ikke hvad der kan lade sig gøre – for vi VED, at det kan lade sig gøre nu. Det må være en erfaring, at vi lader os begrænse af ligegyldig snak, og forpligtelser overfor alle andre end os selv i den politiske hverdag. Det behøver ikke at være sådan. Også på denne måde, kan coronakrisen være en formativ begivenhed.
Hvad så videre?
Der er ingen tvivl om, at rygterne om liberalismen og den globale verdensordens død er stærkt overdrevne, også i mine egne betragtninger ovenfor. Det er som bekendt et utroligt levedygtigt system, uanset, hvad det i øvrigt har af negative konsekvenser. Coronakrisen vil ikke nødvendigvis føre til, at vi bliver mere orienteret mod vores egne, mindre globalt orienterede, mere selvforsøgende, mindre multikulturelle eller, at vi som folk ønsker en stærkere politisk vilje i fremtiden. Som jeg ser det, indeholder krisen nærmere et potentiale for alle disse ting, fordi erfaringen med problemerne er en realitet og løsningerne ligger i det konservative, det fællesskabsorienterede og det nationale, ikke i det liberale, det individualiserede og det globale. Men hvis coronakrisen virkelig er en formativ begivenhed, som jeg tror det er, i hvert fald i en eller anden grad, er der en god chance for at vi kan gå styrkede ud af den som folk.
Der er naturligvis mange andre udfald end det skitserede ovenfor, der i sagens natur er set igennem mine egn politiske briller og derfor ikke bare er nøgtern analyse, men også udtryk for et håb om, at noget der er rigtigt skidt, i det mindste ikke er helt forgæves, og at det også har positive eftervirkninger. Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksomme på at det er en valgmulighed, så skal nogen fortælle om at det er en vej vi kan gå. Det er hermed gjort.
Den skrøbelighed, som min datter så rigtigt havde observeret, kan vi vende til styrke, men kun hvis krisen virkelig har gjort et indtryk på os, og kun hvis vi vil det.
