Efter Greta Thunbergs insisterende taler, Fridays for Future, pres fra FN og EU med mere, begyndte det at stå klart for de borgerlige partier, at de havde sovet i timen. I årevis havde man enten koncentreret sig om at varetage arbejdsgivernes interesser i forhold til miljøet, eller man havde ignoreret det og haft fokus på sine kernesager, hvis man da ikke havde haft en direkte hånlig holdning til miljøsager og var typen, der lagde et billede op af en stor bøf fulgt af en fuckfinger til de klimafrelste.
Da det gik op for de sidste af dem, at klimaet var blevet en varm sag, som man skulle have en holdning til, tilsluttede nogle sig de Co2-reducerende og stemte endda for ”verdens mest ambitiøse klimalov”, mens andre valgte den modsatte side, hvor man var skeptisk overfor alt det der, og forsvarede retten til bøffer, biler og status quo. Klimadebattens to råbekor, der står på hver sin side og råber at de andre enten kører os alle i døden, eller er hysteriske alarmister.
Ovenstående er en hurtig opridsning af det svigt som den samlede danske højrefløj har stået for når det kommer til miljøpolitik. Uanset om man er klimaskeptiker eller klima-alarmist, så er man på det forkerte hold, vil jeg vove at påstå. Højrefløjen har haft en enorm chance for at formulere en fornuftig politik på dette vigtige område, men har i stedet været optaget af vækst eller de sædvanlige sager man er gået til valg på. Resultatet har været, at venstrefløjsere, liberalister og alternativister har sat dagsordenen og højrefløjen har enten måtte gå med på deres dagsorden, eller definere deres position ved at modsætte sig den.
Svigtet
Højrefløjen har rent ud sagt svigtet den danske miljøpolitik og foræret dagsordenen til venstrefløjen, liberalister og EU-bureaukraterne, som udnytter den til mere centralisering og til at fremme andre dagsordener i forhold til økonomi, vækst og meget andet. Et af problemerne er, at man i høj grad har ladet sine positioner til miljø og klima være styret af en negation af venstrefløjen. Altså, når de har indtaget en position, så har man holdt sig for ørerne og indtaget den modsatte position.
Noget andet er, at højrefløjen økonomisk set er ret liberalt orienteret og derfor har svært ved at indarbejde alt det, som går imod den evige drift mod vækst. Man frygter, at indgreb i forhold til klima og miljø vil koste for meget og gøre os fattigere, og dette er en medvirkende årsag til, at man har ignoreret dette område eller været deciderede modstandere.
En yderligere grund til svigtet er, at den danske højrefløj, igen på grund af det stærke liberalistiske islæt, ikke er særligt fællesskabsorienteret. På trods af, at netop orientering mod fællesskabet er et klassisk konservativt fokus, så er man skeptisk overfor dette på højrefløjen. Men beskyttelse af miljø og natur er lige præcis en fælles og ikke en individuel sag.
I forhold til diskussionen om klima har svigtet været totalt, i det man kun har talt ind i den eksisterende diskurs, frem for at præsentere et ægte højreorienteret alternativ, selv om det egentlig ligger lige for at gøre dette. Jeg vil mene, at man her især har tabt de unge vælgere, fordi det ligger ungdommen meget på sinde.
Fokus er forkert
I stedet for at byde ind med egne løsninger har man deltaget i de to råbekor, som i klimadebatten står overfor hinanden. Den ene fløj med en harmdirrende Greta Thunberg i front, den anden med klimaskeptikere. Det de råber om er Co2-udledningernes størrelse og deres betydning. Men det er ikke dér kampen skal føres. Selve præmissen er forkert, for miljødebatten bør ikke handle om Co2, men derimod om noget andet.
At der udledes meget Co2 er ikke et centralt problem, men derimod en bivirkning ved den livsform, som vi har i dag. I vores konstante higen efter mere vækst og højere produktivitet har vi brug for enorme mængder energi – den energi har vi haft til rådighed og det har betydet enorm ødelæggelse af naturen. Vi lever i det man kalder et højenergi-samfund, og heri ligger problemet som vi står overfor.
Når man flytter fokus over på Co2-udledning, så sker det i håb om at man kan fortsætte som hidtil. At vi kan blive ved med at lade vores produktivitet stige og status quo kan opretholdes. Man håber på et teknisk fix i form af nye energikilder, nye batterityper, nye former for produktion og endda at disse ting kan stimulere væksten i sig selv. Tilhængerne af de materialistiske ideologier blandt både liberalister og socialister kan sagtens finde fælles fodslag her, men set fra højre bør det se anderledes ud. Her kan vi ikke forsvare at fortsætte en hovedløs kurs mod afgrunden.
Natur vs klima
De materialistiske ideologier har et natursyn, hvor mennesker alene står som betvinger af naturen. Den er kun en ressource, som har værdi når den udnyttes til fordel for mere materiel velstand. Denne form for indstilling ser mennesket, som et væsen adskilt fra naturen. Først når kullet hives op af jorden, når træet fældes eller vi på en eller anden måde drager nytte af naturen har den værdi for os. Vi anvender vores rationalitet med henblik på maksimering af nytte og derved bliver naturen blot et middel for os.
Overfor dette står ideen om at mennesket er en del af naturen, og at den har en værdi i sig selv. Naturen er en betingelse for vores væren, og ikke blot af værdi når den giver os mad på bordet eller udnyttes på anden vis. Dette anti-materialistiske syn vil jeg mene tilhører højrefløjen alene, og det er ud fra dette syn en alternativ politik til de nuværende klimaorienterede politikker skal formuleres. Vi må gå fra klimabeskyttelse til naturbeskyttelse, der omfatter helheden frem for kun at fiksere på mængden af Co2 som målbar enhed for succes.
Dette skal også ske som en erkendelse af, at den nuværende klimapolitik ikke løser noget som helst, men alene er et forsøg på at undgå at tage konsekvenserne af den indvirkning vores højenergi-samfund har på naturen her og nu, og i stedet overlade det til de kommende generationer. For vi skader naturen som det er i dag, og de teknologiske fix i form af alternative energikilder, der skal gøre at vi kan opretholde vores nuværende livsform er ikke holdbare.
Naturbeskyttelse er således forbundet med nogle forholdsvis radikale ændringer, som til gengæld gør det muligt at gøre det, som man som højreorienteret bør have fokus på: at passe på det man har fået overleveret fra dem, der gik før og levere noget, der er bedre videre til dem, der kommer efter os.
Alternative energikilder er ikke nok
Politikere og virksomheder har travlt med at finde nye muligheder indenfor energi, der kan tilfredsstille efterspørgslen i vores højenergi-samfund, således at vi kan fortsætte samme kurs som hidtil. Men det teknologiske fix ser ikke ud til at blive til noget, og fordi fokus alene er på Co2, så ”glemmer” man, at alternativ energi er forbundet med skade på naturen.
Vindmøller, som vi jo har støttet meget i Danmark, er ikke så bæredygtige som man skulle tro. Udover at de er hæslige og larmer, så dræber de enorme mængder insekter, fugle og flagermus. De er således klimavenlige, men ikke venlige overfor naturen. Noget vi overser, når vi har et ensidigt fokus på at opfylde klimamål. Biodiversiteten trues af vindmøller, og det kan have enorme konsekvenser. Derudover så er det en kendt sag, at vindmøller bygges af ikke-nedbrydeligt materiale, som så skal smides et eller andet sted. Nogle steder graver man det ned i jorden eller kommer det ind i grotter, som var det atomaffald, når de har udtjent deres levetid, der er omkring sølle tyve år.
Andre former for alternativ energi som solceller har også sine problemer. Vandenergi, hvor man opdæmmer vand for at udnytte energien derfra, har store ødelæggende effekter. Her i landet har vi af gode grunde ikke så mange vandkraftværker. Vi har kun et af betydning, der ligger ved Gudenåen. Selv dette lille kraftværk har haft konsekvenser for naturen, og har betydet at fiskearter, der før var normale i Gudenåen ikke længere findes der.
El-biler og andet hyldes ofte som løsninger på Co2-problemer. Her kan man drive biler ved energi fra alternative energikilder, som så kan opsamles i batterier i bilerne, og det nedsætter jo Co2-udledningerne. Men batterier der indeholder lithium eller kobolt er meget giftige, er ressourcekrævende at lave, ligesom udvindingen af de sjældne jordarter, der også er begrænsede ressourcer, er stærkt forurenende. Selv om man i høj grad forsøger at genbruge lithium, så kan det ikke alt sammen genbruges, og derved skal det meget giftige stof skaffes af vejen et sikkert sted.
Visse stemmer på højrefløjen drømmer om thorium-reaktorer, som den energikilde, der kan redde væksten, ligesom andre taler varmt om mere traditionel atomenergi. Men disse energiformer kommer med deres egne problemer, der er velkendte.
Vi har bygget vores livsform op på et massivt forbrug af energi og vi kommer ikke uden om, at det er dette vi er nødt til at se på, hvis vi skal efterlade en ordentlig verden til vores efterkommere. Derved er det også et eksistentielt problem vi har med at gøre, hvis løsningsmuligheder har omfattende konsekvenser, som også kan ses som positive muligheder for et bedre liv.
Miljøpolitik fra højre
Så hvad er de muligheder vi har for tage fat om problemets rod, frem for blot at tilslutte os de eksisterende fronter i klimakampen? Jeg vil mene, at vi er nødt til at se på vores energiforbrug, altså det højenergi-samfund vi lever i og dets manglende bæredygtighed i forhold til at have en sund natur. Det er en stor opgave, for det kræver først og fremmest en kulturændring.
For det første, så kræver det, at vi får et andet blik på naturen. At vi ser os selv som en del af naturen, med ansvar for dens opretholdelse og ikke blot anser den for at være en ressource, der uhæmmet kan manipuleres og udnyttes.
For det andet, så er vi nødt til at genoverveje vores industrielle samfund og den forbrugskultur, som vi dyrker i så høj grad. Højenergi-samfundet hænger i ekstrem grad sammen med vores forbrugssamfund, hvor vi hele tiden køber nyt og smider det gamle væk. Møbler, tøj, ja selv bygninger, er ikke længere bygget til at holde. Mange af vores materialer kræver højteknologisk produktion, som består af komplekse processer, der er stærkt energikrævende. Her er byggematerialer til huse et godt eksempel. Hvor et gammelt hus er bygget af lavteknologiske produkter som fx mursten, tegl, glas, sten og træ, så er en moderne bygning bygget af meget avancerede materialer. Med sidstnævnte kan vi lave store bygninger, der står færdige på under et år, men deres holdbarhed vil så også ofte være begrænset. Vi river bare ned og bygger nyt, og forbruger derved mere energi.
Vores forbrugskultur drives af flere ting. Den moderne verden og det industrielle samfund, som har ført til centraliseringen i byerne, har destabiliseret vores organiske identiteter. Hvor vores væren og identitet tidligere var forbundet til vores lokale tilhørsforhold, tro og kultur, er identitet i dag noget vi i høj grad selv skaber og dette gøres først og fremmest gennem forbrug. Bare se verdensborgeren, der forbruger rejser og produkter fra hele verden, for at understrege deres status som værende globale, som et ekstremt eksempel herpå. Det er dog ikke begrænset til disse typer, for det er noget vi alle sammen gør til en vis grænse i det moderne samfund.
En anden stor drivkraft er den økonomiske model,som vi har indrettet os efter, hvor vi hele tiden er tvunget til at have økonomisk vækst. Denne model kræver i sagens natur masser af energi, når der skal produceres mere og mere. Det er skruen uden ende, for væksten kan kun gå op, uanset hvor mange ting vi måtte omgive os med.
Det industrielle samfund har gjort, at vi har en stærk tendens mod centralisering. I dag bor langt de fleste mennesker i de større byer, som bruger enorme mængder af energi. Også denne centralisering i byerne er med til at drive vores højenergi-samfund.
Oprør mod effektiviteten
En miljøpolitik fra højre må, efter min mening, angribe højenergi-samfundet og den materialistiske og tomme livsstil, der følger med dette. For højenergi-samfundet kræver meget af os. Vi skal bruge store dele af vores tid på at arbejde, i stedet for at anvende den til at være sammen med vores børn og ægtefæller. Så hvorledes gør man det? Jeg forsøger her at beskrive nogle tanker omkring de emner, som kan være med til at skabe det lavenergisamfund, som jeg mener er vejen frem.
Udgangspunktet må være lokalt. Hvor klimapolitik er abstrakt, så er det lokale netop håndgribeligt og konkret. Det er noget vi som mennesker kan have et forhold til. Den globale frihandel gør at produktion rykkes udenlands, og varer transporteres over store afstande. Det er energikrævende, og har i øvrigt dræbt vores egen produktion herhjemme, hvilket i høj grad har medvirket til den centralisering i storbyerne, som vi har set. Når der ikke er arbejde på landet længere, så flytter folk naturligvis til byerne, hvilket bidrager til højenergi-samfundet og samtidig har det dræbt så mange af vores lokalsamfund.
I stedet for globalisering skal vi tænke mere i regionalisering. Produktionen skal rykkes hjem og gerne decentraliseres i høj grad, så de små samfund kan få livsnerven tilbage. Før i tiden kunne fx øsamfund blomstre fordi man havde et mejeri og andet, som kunne understøtte de lokale småproduktioner. Den nemme adgang til billig energi har ført til at man kunne effektivisere og lave energi-intensiv storproduktion, med de små landbrugs destruktion til følge, og derefter de små samfunds langsomme død.
En begrænsning af den globaliserede handel og af energitunge storbrug kan være med til at fremme en gen-ruralisering af Danmark, og knække centraliseringen. Dette oprør mod effektivitetsmaksimen, som har regeret vores samfund i så mange år, er en bevægelse væk fra det umenneskelige og hen imod det menneskelige. Hermed er det ikke fordi vi kun skal give afkald på noget ved at foretage ændringer, men derimod har vi meget at vinde. Et liv væk fra det industrielle storbysamfunds fremmedgørelse og et mere roligt tempo end det, som det hæsblæsende vækstorienterede samfund kræver af os.
Således hænger kultur, identitet og livsstil uløseligt sammen med miljøpolitik og naturbeskyttelse, og skal vi videre i retning af at formulere politikker, der kan realiseres, så er det denne helhedstilgang, der er nødvendig, hvis det skal betyde noget. Den nuværende kurs er, for at benytte et gennemtæsket udtryk, ikke bæredygtig.
Idéer kræver udvikling
I det ovenstående har jeg givet mit første skud på at formulere nogle tanker omkring, hvilken retning en miljøpolitik, eller måske snarere en naturpolitik fra højre skal gå i, hvis den skal være et reelt alternativ til den materialisme, som dominerer den nuværende diskurs på området. Vi skal væk fra Co2-snakken og er nødt til at se på årsagerne til problemerne, hvilket har rod i den livsform vi har.
En livsform, der nok skaber en overflod, men som på mange måder er fremmedgørende og reducerer os til konsumerende arbejdsbier. Min tese er at vi hverken har brug for evig vækst eller en så enorm produktion, men at langt mindre kan gøre det, også uden at vi behøver at leve som for 200 år siden. Vækstsamfundet og de effektivitetskrav, som der følger med dette gør ikke noget godt for os som mennesker, det skader naturen og kræver enorme mængder af energi, som er selve kernen i de mange problemstillinger omkring miljø.
Højrefløjen har den styrke, at vi er de eneste, som har en anti-materialistisk tilgang og fokus på organisk identitet. Det er denne styrke, som vi skal sætte i spil, når vi formulerer en ny tilgang til natur- og miljøspørgsmål. At udfordre forbrugskultur, centralisering, urbanisering og meget andet er en stor mundfuld, det er der ingen tvivl om. Men jeg har svært ved at se andre alternativer her hvor vi står i dag. Uanset hvor meget vi forbruger, så bliver vores liv ikke bedre. Fremmedgørelsen forsvinder ikke, uanset hvor mange jobs i storrumskontorer vi opfinder. Troen på, at der faktisk er et bedre liv med plads til familie frem for institutioner, der passer vores børn mens vi slaver for væksten, der kan genvindes, hvis vi tager nogle af de her beslutninger om at ville noget andet er i hvert fald stærk hos mig. Ligesom jeg mener, at det er helt og aldeles nødvendigt, hvis ikke vi skal ødelægge naturen fuldstændigt for vores efterkommere.
En befrielse fra overflodssamfundet vil på langt de fleste fronter være et win for børn, voksne, plante- og dyreliv. Spørgsmålet er naturligvis om der findes nogle på højrefløjen, der har modet til at rejse så radikal en udfordring, som jeg skitserer her?
Denne tekst er ment som et friskt og provokerende indspark i en debat, der desperat har brug for perspektiver fra højre. Derfor er den langt fra færdig og har bestemt sine mangler, men den er ment som en begyndelse. Det er mit håb, at den vil sætte gang i tanker hos andre, der vil være med til at raffinere denne vinkel, se de svagheder der er og forbedre det og byde ind med mere, det kan styrke den.