En af de ting man ofte hører, hvis man er kritisk overfor masseindvandringen, er at Danmark altid har været et indvandringsland. Underforstået, at hvis man er imod masseindvandringen, så er man imod selve det, som har skabt det land vi lever i. Dette suppleres ofte med bemærkninger om at det ”Morten Korch Danmark”, som højrefløjen drømmer om, aldrig har eksisteret – at det etnokulturelt homogene samfund er en myte, som partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og andre patrioter forsøger at fremme.
Hermed forsøger man at relativisere masseindvandringen ved at foregive, at det er noget, der altid har foregået, at Danmark er et resultat af denne proces, samt at fremstille dem, som ønsker færre indvandrere i landet, som værende fantaster, der ingen kontakt har med virkeligheden.
At der altid er foregået indvandring er en banal sandhed. Den har dog været langt mindre i omfang end i nyere tid, og indvandrere har i højere grad været fra andre europæiske lande, og dermed folk, som har lignet danskerne mere kulturelt. Det er dermed direkte forkert, at Danmark skulle være et udpræget indvandringsland.
I det følgende vil jeg gennemgå lidt statistikker, hvoraf nogle strækker sig over lang tid eller stammer fra folketællinger langt tilbage i tiden, for at vise, at Danmark først i nyere tid kan siges at være et indvandringsland.
Folketællingerne 1921 og 1940
Hvordan man har opgjort den danske befolkning har varieret lidt igennem tiden. Man har tilpasset det efter behov. Når det kommer til begreber som ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, så er de af nyere dato og er noget man er begyndt at bruge som resultat af masseindvandringen. Der var simpelthen ikke behov for disse begreber tidligere. I nogle af tabellerne fra de ældre folketællinger kan man dog finde opgørelser af hvor mange, der er født i udlandet.
Jeg har valgt at se på tallene fra folketællingerne fra 1921 og 1940. Grunden til at jeg starter med 1921 er at vi ikke behøver at gå længere tilbage for at se, hvor enorme forandringer vi har været igennem. I 1921 udgjorde befolkningen i Danmark 3.267.831 personer, altså væsentligt færre end i dag. Dengang opgjorde man folk i fødested, og tallene vi kan se på fra denne periode i forhold til indvandring er de såkaldt ”fremmedfødte”. I 1921 kom indvandrere især fra følgende lande: Sverige, Norge, Slesvig, Østrig, Rusland og Polen. Fra Polen kom der 7.500 arbejdere, mest kvinder, der skulle arbejde i roeproduktionen. Indvandrere i 1921 var således fra Europa. Det var mennesker, der nok var forskellige fra danskerne, men dog fra den europæiske kulturkreds og dermed ikke så fremmede som dem, der senere kom med masseindvandringen.
Folk der var født udenfor Europa udgjorde 3.802 personer. Dette er dog inklusive USA. Hvis man trækker USA fra, ender vi på 1.374 personer. Dette svarer til 0,042% af befolkningen i Danmark på daværende tidspunkt. Dette er jo ingenting i forhold til, hvad vi ser i dag.
I 1921 talte man også de udlændinge, som var her midlertidigt, altså uden fast ophold. Heraf fremgår det, at der var 10 personer fra Afrika, og 99 fra Asien. Det var med andre ord et sjældent syn med folk, der var fra fjerne egne her i landet.
Hopper vi 19 år frem til 1940, så er befolkningen vokset en smule – nu er den på 3.844.312 personer. Antallet af fremmedfødte udenfor Europa er, hvis man ikke medtager USA, på 3.283 personer. Dette svarer til 0,085% af befolkningen.
Når vi ser på tiden før anden verdenskrig, så er der altså ingen tvivl om at Danmark på det tidspunkt på ingen måde var et ”indvandringsland”. Ligesom vi kan konstatere, at den indvandring der var, hovedsageligt kom fra lande, der var meget tæt på os. Det var dermed folk, der lignede danskerne langt mere end hvad man så ved den senere masseindvandring.
Udviklingen over tid
I denne del vil jeg se lidt på udviklingen af indvandring til Danmark over tid. Her bruger jeg en del materiale fra Danmarks Statistiks publikation ”Befolkningen i 150 år”, som udkom i 2000. Af denne fremgår det, at Danmark hovedsageligt har været et udvandringsland indtil nyere tid. Som det fremgår i figuren herunder, der viser nettoindvandringen fra 1850 til 2000, har der mest været tale om udvandring. Fra 1930 og til 1982 er der store variationer, men fra 1982 og frem er der en ubrudt række af positive tal. Her er det værd at minde om Udlændingeloven af 1983, der ændrede indvandringsmønsteret til Danmark meget voldsomt. Det er først her at Danmark bliver et land, der modtager indvandrere i stor stil.
Vi kan også se, hvordan indvandring fram til 1930 hovedsageligt kommer fra vores tre nabolande: Tyskland, Sverige og Norge. Som man kan se på figuren er der en del fra ”øvrige udland” i 1921, som jeg nævnte tidligere, er dette hovedsageligt mennesker fra Polen og andre europæiske lande.
Ser vi på hvordan befolkningssammensætningen blandt indvandrere har udviklet sig senere, så kan man se på denne sammenligning af 1966 og 1999. Mens kun 14% af indvandrere kom fra lande udenfor Europa og Nordamerika, så steg dette tal til 31% i 1999. I publikationen ”Befolkningen i 150 år” står der:
”I 1980 kommer mere end halvdelen af indvandrerne og efterkommerne fra et nordisk land eller fra et andet EU-land. Andelen fra Asien er kun lidt mere end 10 pct. og fra Afrika er den kun godt 3 pct. (se figur 6.13). 20 år senere udgør personer fra de nordiske lande og EU-landene mindre end en fjerdedel af indvandrerbefolkningen, mens grupperne fra øvrige Europa (hovedsagelig Tyrkiet og tidl. Jugoslavien) og Asien hver for sig er en delstørre. Også det afrikanske islæt er vokset, således at det nu udgør næsten 10 pct. af samtlige indvandrere og efterkommere. ”
Dette har, som vi ved, skabt enorme udfordringer for Danmark. Det er meget tydeligt, at den indvandring, der har været tidligere er komplet usammenlignelig med den vi har set siden firserne. Der er meget langt fra, hvordan landet så ud bare i tresserne og så til, hvordan det ser ud i dag.
Det er også værd at kaste et blik på denne graf, der viser udenlandske statsborgere, indvandrere og efterkommere fra 1974 til 2000. I følgeteksten til grafen hedder det:
”Antallet af udenlandske statsborgere stiger kun langsomt frem til midten af 1980’erne, da det når op på godt 100.000. I løbet af de følgende ti år fordobles antallet næsten, og den kraftige stigning fortsætter i resten af 1990’erne. I begyndelsen af år 2000 er der godt 259.000 udenlandske statsborgere i Danmark (se figur 6.12). Samtidigt stiger antallet af personer, der erhverver dansk statsborgerskab, således at gruppen af personer med udenlandsk baggrund stiger endnu kraftigere.”
Der er udelukkende tale om en opadgående tendens, som på ingen måde ligner noget vi tidligere har set i Danmarks historie.
Her er vi nu
I følge Danmarks Statistik udgjorde indvandrere og efterkommere i 2019 14% af Danmarks befolkning. Indvandrere var i alt 10% og ikke-vestlige udgjorde lidt over halvdelen, altså ca. 6% af befolkningen i landet. Til sammenligning var antallet af indvandrere i 1940 i alt 2,3% og som tidligere demonstreret, var de stort set alle sammen fra Europa eller Nordamerika. Danmarks Statistik forventer, at antallet af indvandrere og efterkommere vil være 21% i 2060.
Der er dermed ingen tvivl om, at den udvikling vi har set og fortsat ser er helt unik i landets historie. Der har ikke tidligere været en lignende indvandring, og enhver sammenligning med tidligere tiders indvandring må derfor anses som værende komplet useriøs. Alligevel ser vi igen og igen, at der foretages den slags sammenligninger – ”vi har altid haft indvandring”, og den slags postuleres stadig som en form for forsvar for masseindvandringen.
Det er netop dette, der har motiveret mig til at skrive denne lille artikel. Myten om Danmark som indvandringsland er komplet uholdbar. Der er tale om noget, der hovedsageligt er sket siden firserne. Ikke engang de første gæstearbejdere og deres familier har haft et omfang, som vi siden har set. Masseindvandringen har været et voldsomt eksperiment med vores land, og de demografiske forandringer har fuldstændigt ændret samfundet og desværre ikke til det bedre. Selv er jeg optimist og mener, at vi kan nå at handle endnu, men det vil kræve lidt mere mod og politisk vilje end, hvad vi ser nu.