Vi befinder os endnu engang i Pride Week, hvor mange danskere, organisationer og virksomheder fejrer LGBT-miljøet og -personer. Netop LGBT-sagen er blevet en hjørnesten i den identitetspolitiske dagsorden, som venstrefløjen i stigende grad har taget til sig, men den er også det stærkeste eksempel på at venstrefløjen i dag deler dagsorden med den grænseoverskridende kapitalisme, som traditionelt set har været deres modstandere. Men hvordan er det egentlig kommet dertil, at venstrefløjen er blevet nikkedukker for den liberale dagsorden, og Pernille Skipper er at finde side om side med Nykredit, Liberal Alliance og Accenture til Pride-parade?
Venstrefløjens krise
Venstrefløjens march mod det identitetspolitiske overdrev har været lang. Allerede efter Anden Verdenskrig begyndte man at kunne ane, at hvis man skulle have en revolution i den vestlige verden, så var det næppe proletariatet man skulle forsøge at mobilisere. Den sultens slavehær, som Marx så som revolutions kraftcenter, var blevet godt bedøvet af en ny forbrugskultur. Stigende velstand og velfærdsstater gjorde, at arbejderne kunne mærke en kraftig forbedring af levevilkår. Man ville have en god skole til sine børn, en bil, et hus, mulighed for at komme på hospitalet og alt det der. Verdensrevolutionen var man ikke så interesseret i, hvilket mange yderligtgående venstreorienterede måtte sande op igennem halvfjerdserne, når de forgæves forsøgte at sælge deres partiaviser til arbejderne fra danske produktionsvirksomheder, når de fik fri. Skulle man mobilisere nogen, så krævede det en ny analyse, hvor man definerede de undertrykte klasser på ny.
Der har været mange forskellige forsøg på dette, men vi kommer ikke uden om Frankfurterskolen og deres teoretisk arbejde i forhold til at identificere nye former for undertrykkelse, som ortodoks marxistisk teori ikke have øje for. Det er fx kernefamilien, som teoretikeren Adorno anså for at være en ”fabrik for reaktionær ideologi”, og der opstår også i denne skole, hos Erich Fromm, en stærk kritik af ”patriarkatet”, som i dag er meget udbredt på den bredere venstrefløj. I stedet for det opgør med økonomisk udbytning og den medfølgende fremmedgørelse, som Marx talte om, så har Frankfurterskolen et langt bredere fokus og søger den totale frigørelse. Her bliver Herbert Marcuse, som er en af de store teoretikere fra Frankfurterskolen særdeles vigtig, for han indarbejder både Marx’ og Freuds teorier i en teori, der fokuserer på seksualitet og frigørelse. Kort sagt, tager han Freuds idé om at civilisation og dets institutioner kun kan opretholdes hvis vi undertrykker vores impulser. For Freud er det en forudsætning, at vi ikke bare følger vores drifter og impulser, for så falder vores samfund og civilisation sammen. Marcuse er enig i analysen, men uenig i at man ikke kan frigøre sig fra denne undertrykkelse. Således fokuserer Marcuse særligt på seksualdriften, som selve kilden til fremmedgørelse i vores samfund, og deraf konkluderer han, at hvis ikke vi gør os fri af denne undertrykkelse af seksualdriften, så eliminerer vi enhver mulighed for at vi som mennesker kan blive lykkelige. Det er meget nemt at se, hvordan dette spiller ind i 1968’ernes seksuelle frigørelse, men også i hele den diskurs, der omgiver Pride og LGBT-bevægelserne i dag. Det frie og lykkelige menneske, er det som har lagt hæmningerne bag sig, og derved finder de et autentisk selv, som bringer dem lykke.
Marcuse er også smertefuldt bevist om proletariatets forsvundne revolutionære potentiale. Han anser arbejderklassen for blot at være et værktøj for den herskende ideologi, og derfor søger han andre grupper med revolutionært potentiale. Disse finder han udenfor de økonomiske og sociale systemer, og dermed bliver det minoritetsgrupper som sigøjnere, illegale indvandrere og mange andre, der pludseligt bliver de nye revolutionære klasser. En af disse grupper er også homoseksuelle, som på daværende tidspunkt var væsentligt dårligere stillet end i dag. Igen bør det være tydeligt for enhver, hvordan Marcuses idéer har lagt grunden for senere strømninger, som intersektionel feminisme og andet, der i dag gennemsyrer både venstrefløj og international kapitalisme. Man søger netop de mest marginaliserede grupper, fordi man mener, at der findes et potentiale i dem for oprør. Derfra kommer også den absurde dyrkelse af transkønnede, der vel nærmest har en mystisk status blandt dem der er woke i dag. Et godt eksempel er her Socialistisk Folkepartis nylige Facebook-opslag, der fremsatte LGBT som et ideal med ordene erklæring om at det er smukt at være LGBT+.
Det store skift for venstrefløjen kommer for alvor efter Sovjetunionens sammenbrud og den efterfølgende ideologiske krise. Nu havde man ikke engang eksisterende kommunistiske og socialistiske samfund, der kunne indgyde håb om en økonomisk transformation af den dominerende orden. Derved begyndte et skift fra et meget hårdt fokus på fordelingspolitik, som hører til den traditionelle marxisme, og til en form for kulturkamp. Den socialistiske utopi var død, og tilbage stod kun en sidste eksisterende utopi: den liberalistiske universalisme, og for venstrefløjen var der nu ikke andre veje end at lade sig integrere ind i denne orden og den dertil hørende utopi. Med tabet af kravet om kommunistisk revolution, mistede venstrefløjen også det eneste, der gjorde dem til en reel trussel for den liberale verdensorden. I stedet var fokus nu på at opretholde liberale værdier som ligestilling og lighed, og dette gav plads til en sammensmeltning med den grænseoverskridende kapitalisme.
Regnbuekapitalisme
Rettigheder for homoseksuelle har sin oprindelse i hvad man kan kalde rimelige krav: at man ikke ville sættes i fængsel pga. sin seksualitet fx, eller indlægges til psykiatrisk behandling. Derved har LGBT-bevægelsen (som den ikke hed dengang) sin oprindelse i noget, som de fleste mennesker finder er rimelige krav, og selv om den i dag omfatter nogle helt andre og meget radikale synspunkter, så er det fra disse oprindelige rimelige krav, at den henter sin legitimitet, selv når den fremsætter urimelige krav.
Kampen for de rimelige krav er vundet for længst. Man sættes heldigvis ikke i fængsel eller indlægges for, hvad man laver i sit soveværelse. I stedet er kampen rykket videre, og i dag handler den om generel frigørelse og normalisering af snart sagt alt. Her vender vi tilbage til idéen, som fremsat af Frankfurterskolen, hvor det frie menneske er det, som er brudt ud af alt det undertrykkende, og dette er faktisk alle normer. Idéen spiller godt sammen med visse idéer man også finder i liberalismen og hos tænkere fra oplysningstiden, hvor det er individet selv, der besidder den højeste moralske autoritet, snarere end det overleverede, der kan virke som en spændetrøje på det frie individ. Marxismen og liberalismen, der begge er materialistiske filosofier, har ønsket om frisættelse af individet til fælles, men definerer frihed forskelligt. Venstrefløjens mere individualistisk orienterede fokus efter at de opgav den store revolution, som man finder i ren form hos LBGT-bevægelserne, har vist sig at passe som hånd i handske med den grænseoverskridende kapitalisme.
Hvor det før handlede om en ny økonomisk orden, så handler det nu om ord i stedet, hvilket glider lige ind i den liberale verdensorden. Et godt eksempel er Facebook, der netop udvisker ord, holdninger og personer fra deres platform, på samme måde som venstrefløjen nedriver statuer, forbyder at udtale visse ord og fører kampagner mod dem, der har forkerte holdninger ved at skrive til deres arbejdsplads, kontakte deres naboer eller hvad der nu er af forskellige strategier. For den grænseoverskridende kapitalisme, er der intet problem i at tilegne sig disse værdier. Et samfund af atomiserede individer, der kan tjene som arbejdere og forbrugere for disse verdensomspændende virksomheder, er intet mindre end perfekt. Idéen om at hvert enkelt individ ikke er bundet af traditioner, kultur og etnicitet skaber den bedste forbruger man kan tænke sig, for når man ikke længere ved hvem man er, så forbruger man sig til en identitet i stedet. Det er bare nye markeder, set fra et kapitalistisk synspunkt. Således afspejler også arbejderen og forbrugeren den samme mangel på forbindelse til tid og sted, som kapitalen selv opererer under.
På venstrefløjen har denne omfavnelse af LGBT-bevægelsen i længere tid vakt kritik. Man har forsøgt at holde de slemme kapitalister fra livet ved at beskylde dem for at være uærlige i intentionerne, og foretage såkaldt ”pinkwashing”, hvor man foregiver at indoptage LGBT-venlige værdier. Det er muligt, at det har været sådan på et tidspunkt, men der er næppe nogen grund til at tro, at virksomheder, der i dag støtter LGBT-bevægelserne ikke mener det. Det er 100% i deres egen interesse, at have et normløst samfund med rodløse mennesker. Problemet for venstrefløjen er, at de i høj grad definerer sig selv, som dem, der er i en tilstand af konstant oprør. At det er dem, der taler magten imod, så hvad gør man, når dem man hævder at være imod indtager de samme positioner, som en selv?
En ting man kan gøre, er at forsøge at indtage en mere radikal position og håbe på, at virksomhederne ikke følger med. Denne tankegang har ført til arrangementet Nørrebro Pride, der ved at inddrage race forsøger at fastholde idéen om at man er antikapitalister. Til Nørrebro Pride praktiseres en form for progressiv racisme, hvor man inddeler folk efter hudfarve og et decideret racehierarki, hvor den hvide mand er nederst. Dette kan nok få en del liberalister og andet godtfolk, til at kritisere dem, men nogen egentlig trussel mod den kapitalistiske orden, er der ikke tale om. For som vi har set, har det ikke haft nogen betydning for integrationen af identitetspolitiske idéer i den internationale kapitalisme. Black Lives Matter har ført til en klar positiv positionering i forhold til ”progressiv racisme”, hvor virksomheder i hobetal bekender sig til radikal identitetspolitik, fremhæver folk pga. deres hudfarve, lover at ansætte flere sorte, osv. Et grotesk eksempel har været McDonald’s, der omdøbte deres Twitter-konto til ”Amplifying Black Voices” og tweetede film med sorte transkvinder, og på den måde bliver svær at kende fra netop det ”rebelske” Nørrebro Pride. Et andet er Google, der gør det muligt at fremsøge virksomheder, der er ejede af sorte mennesker, så man kan handle hos folk baseret på deres hudfarve. Disse ting lader sig tydeligvis problemfrit integrere i nogle af verdens største multinationale selskaber. At der skulle være nogen for ”kapitalismekritik” eller oprør mod den eksisterende orden i LGBT og Black Lives Matter må aflives en gang for alle. Man står på den samme side, som samtlige af verdens mægtigste virksomheder, der uden at blinke indarbejder disse dagsordener i deres forretningspraksis.
Således kan selv ikke det at indtage radikale progressive racistiske positioner frelse den yderste venstrefløj fra at blive opslugt af den liberale verdensorden, og derved bare at blive endnu en støtte af denne orden. Venstrefløjens underliggende emancipationsideologi trækker i samme retning, som Amazon, Nike, Netflix og alle de andre. Der er simpelthen ikke et stærkt nok modsætningsforhold til at venstrefløjen på nogen plausibel måde kan foregive, at de taler magten imod. De er derimod fuldstændigt allierede med magten.
Kapitalismekritik fra højre
Vil man se på, hvad der reelt er et alternativ til den globale liberale orden, så må man vende blikket mod højre. I modsætning til det globaliserede, står det lokale og det nære. I modsætning til det fuldstændigt frigjorte, står det bundne og rodfæstede. Organisk identitet, altså dem som vi er, ikke dem som vi opfinder vi er, kræver ikke konstant bekræftelse i form af forbrug, men er derimod en væren. Ligeledes er vores traditioner ikke noget, der kræver et overforbrug i sig selv. At gå i kirke ligesom ens forfædre, og have et fokus på det åndelige, står i direkte modsætning til vore dages forbrugsvanvid. At spise vores egen kulturs mad kræver blot årstidens lokale ingredienser, og ikke noget, der fløjet ind fra fjerne egne. At synge vore egne sange koster ingenting.
Ønsket om et mere simpelt liv med familien, bundet til det lokale, frem for det urbane karriere- og forbrugsræs finder man også stærkt fokus på, hos den del af højrefløjen, der ønsker et opgør med den globale kapitalisme og den rodløshed, som det medfører. Vi ser i disse år, hvordan disse konservative lokale værdier får bredt fat, blandt andet når folk vælger daginstitutionerne fra, og i stedet vælger at tilbringe tiden med deres egne børn i stedet for på kontoret. Det kræver for de fleste vedkommende, at man vælger forbrug fra, hvis man skal have råd til at mor går hjemme med børnene. Netop dette kan være svært for dem, som er afhængige af forbrug for at skabe en identitet.
Det er ikke uden grund, at det mest oprørske man kan gøre i dag, er at indrette sig med traditionelle kønsroller, arbejde for at bevare sit folk og sin kultur, at dyrke de traditioner man har overleveret, at gå i kirke, og så videre. Vi ser da heller ikke McDonald’s eller andre optage disse idéer, for de er ikke salgbare. Det lokale er ekskluderende i natur, og virksomheder har brug for at inkludere deres globale markeder. Derudover, så ville en traditionelt orienteret konservativ bølge ikke tjene dem, for hvem ville være kunderne til deres elendige standardiserede masseproducerede produkter?
Alternativet findes altså, men det er alt det som venstrefløjen hader: normativt og rodfæstet. Dette er ikke farbar vej for dem til venstre, og derfor har de ingen andre muligheder end at lade sig integrere i den liberale orden. Til gengæld er det os til højre, der står med de ægte alternativer. Som det er i dag, så udnytter vi dem ikke, for de fleste på højrefløjen har allieret sig med den globale kapitalisme, og dertil hørende værdier. Derfor er mange af dem også at finde i Pride-paraden med Enhedslisten og alle firmaerne. For at kunne præsentere et alternativ til den åndløse tomhed, som den globalt orienterede forbrugsorden tilbyder, så må vi også have modet til at forkaste den, og præsentere en vision. Gør vi ikke det, så overlader vi arenaen fuldstændigt til regnbueflag og dollartegn.