Forfatter: Stormovereuropa

Derfor støtter den globale kapitalisme Black Lives Matter

Den globaliserede kapitalisme støtter i høj grad op om Black Lives Matter, ligesom også venstrefløjen gør det. Igen og igen ser vi, at den yderste venstrefløj har præcis samme dagsorden, som store multinationale virksomheder. Det være sig feminisme, LGBT-sager, klimaspørgsmål, indvandring eller kampagner for lighed.

Der var engang, hvor den yderste venstrefløj rent faktisk udgjorde en trussel mod kapitalismen. Det var dengang, hvor man skabte Sovjetunionen og hvad der fulgte efter. Et reelt håndgribeligt alternativ, der senere viste sig ikke at kunne indfri sine løfter og derefter kollapsede. Siden dengang har det meste af venstrefløjen reelt været klakører for den grænseoverskridende kapitalisme.

Den globaliserede kapitalisme støtter i høj grad op om Black Lives Matter, ligesom også venstrefløjen gør det. Igen og igen ser vi, at den yderste venstrefløj har præcis samme dagsorden, som store multinationale virksomheder. Det være sig feminisme, LGBT-sager, klimaspørgsmål, indvandring eller kampagner for lighed.

Der var engang, hvor den yderste venstrefløj rent faktisk udgjorde en trussel mod kapitalismen. Det var dengang, hvor man skabte Sovjetunionen og hvad der fulgte efter. Et reelt håndgribeligt alternativ, der senere viste sig ikke at kunne indfri sine løfter og derefter kollapsede. Siden dengang har det meste af venstrefløjen reelt været klakører for den grænseoverskridende kapitalisme.

Udviskning af kulturelle tilhørsforhold, folkelig identitet, kønsidentitet, religion, osv. er ønskeligt for disse firmaer. En verden, hvor arbejdskraft bevæger sig frit, hvor mennesket ikke er bundet af hvem de er, men hvor identitet i stedet skabes frit igennem forbrug vil betyde flere indtægter og mere magt til til firmaer, der opererer på tværs af landegrænser. Når de søger at fremme disse værdier, så er det ikke fordi de lader som om de støtter det. Nej, det er ganske oprigtigt. Disse firmaer ER progressive firmaer, og dette er deres værdier. Der er ikke tale om ”pinkwashing”, ”greenwashing” og hvad man ellers kalder det.

Penge i at være progressiv

Den progressive strømning giver god mulighed for at skabe nye produkter og nye markeder. What’s not to like fra disse firmaers side? De har den materialistiske verdensforståelse til fælles med venstrefløjen, og ligesom dem fokuserer de kun på her og nu. For den internationale kapitalisme handler det kun om det næste salg, og hvordan man skaber mere profit. Her har progressive bevægelser vist sig at være guld værd. Bare se på antallet af trøjer i kædebutikkerne med klimaslogans eller feministiske slagord, eller se på begivenheder som Pride.

Fra medieforetagender ser vi også, hvordan man generelt er positivt stemt overfor progressive bevægelser. Voldsparate venstreorienterede får generelt en blidere medfart end højreorienterede, der tager klar afstand fra vold. Man behøver bare at åbne avisen eller tænde for TV’et, hvis man skulle være i tvivl om dette.

Oprør som vare

Det oprør som en del unge tror de er i gang med, er bare en vare de har købt. Det er noget de forsøger, at fylde sig selv op med, fordi markedssamfundet har berøvet dem deres organiske identitet. Progressiv kapitalisme og velfærdsstat har i samarbejde opløst familierne, de små samfund, og efterhånden det meste af, hvad der binder os sammen. De arbejder stadig på at opløse køn, nation og folk, så mennesket kan blive helt frit for snærende bånd. Når man ikke længere har en givet identitet, så bliver man tom indeni, og så forbruger vi for at fylde tomheden – for at være nogen.

Black Lives Matter demonstrationen i København, er et glimrende eksempel. En vare solgt af de allerstørste multinationale selskaber, der findes. En myte om massiv undertrykkelse og uretfærdighed, som lydigt bæres videre af hjemlige medier, der giver foder til den ideologiske forbruger. Black Lives Matter og myten de kæmper imod, er importeret fra USA, den store kulturimperialistiske nation, der har haft større indflydelse på os end noget andet. Nike, Amazon, Netflix og alle de andre marcherer i takt ved siden af de danske deltagere, der i deres naivitet tror, at de kæmper mod et racistisk system.

Men sagen er, at de om nogen arbejder for den kapitalisme, som de ellers altid taler om at afskaffe. For hvorfor skulle de ellers støtte op om disse ting? Fordi de var bad for business? Det tror jeg næppe.

Et oprør må i dag nødvendigvis komme fra højre. Gå i kirke, stift familie, værn om dine kulturelle værdier, dit land, din historie og den identitet du har modtaget i arv, uden at skulle betale noget for den. Det er hvad den globale kapitalisme virkelig frygter, for det vil både begrænse det globale marked og flytte identitetsdannelse væk fra markedet og tilbage i hænderne på samfundet. Der er ingen tvivl om at markeder gør meget godt for os, men et markedssamfund? Det skal vi ikke have.

Mand i koma efter Antifa-overfald

Medlem af tysk højreorienteret fagforening blev d. 16 maj overfaldet af venstreradikale, og ligger fortsat i koma. Her kan du læse om, hvad der skete, da Andreas Ziegler ville deltage i en demonstration men endte på hospitalet i kritisk tilstand.

Medlem af tysk højreorienteret fagforening blev d. 16 maj overfaldet af venstreradikale, og ligger fortsat i koma. Her kan du læse om, hvad der skete, da Andreas Ziegler ville deltage i en demonstration men endte på hospitalet i kritisk tilstand.

Ligger i koma

Den 16. maj blev tyskeren Andreas Ziegler overfaldet på vej til en demonstration mod regeringens corona-tiltag i byen Stuttgart. Han kom gående med to kollegaer på vej til demonstrationen, da de stødte ind i en gruppe på omkring 40 maskerede venstreradikale. Gruppen med venstreradikale var på vej væk, da en af dem råbte til de andre, at de skulle komme tilbage for her var ”to af dem”. Med to af ”dem”, mente de højst sandsynlig højreorienterede, der skulle deltage i demonstrationen. Demonstrationerne mod corona-tiltagene har tidligere haft deltagere fra både højre- og venstrefløj, så de venstreradikale vidste, at de kunne finde folk fra højrefløjen, som de kunne overfalde.

Den ene af Zieglers kollegaer, Ingo Tuth, råber til Ziegler, at de skal komme væk og begynder at løbe. Han har to venstreradikale efter sig, som sparker ham så han falder og sprøjter peberspray i ansigtet på ham. Da Tuth lå på jorden hørte han et skud. To tilfældigt forbipasserende kvinder råber dog overfaldsmændene an, og hiver ham ind i sikkerhed i deres bil.

Så godt skulle det ikke gå for Andreas Ziegler. Han slap ikke væk, og blev overfaldet af den store gruppe af venstreradikale, der gennempryglede ham. Gruppen løb først væk, da de hørte politisirener. Nu lå Ziegler så på gaden, livløs og alvorligt kvæstet. Den tredje kollega, der havde forsøgt at beskytte Ziegler mod den store overmagt blev også skadet. Han brækkede en finger og sin næse, og fik kvæstet sit ene øje.

Ved gerningsstedet blev der fundet en gaspistol, som forklarer det skud, som Tuth hørte, og et knojern, som de venstreradikale havde tabt i kampens hede. Ziegler belv svært kvæstet i hovedet, og hans tilstand er kritisk. Han ligger i skrivende stund stadigvæk i coma, efter hvad der kun kan karakteriseres som et mordforsøg udført af den yderste venstrefløj.

Der var flere andre demonstrationsdeltagere, der blev overfaldet samme dag af venstreradikale. Der blev desuden udført hærværk mod biler, der tilhørte demonstrationseltagere. Ligeledes blev tre lastbiler, der tilhørte et firma, der skulle levere højtalere og andet til demonstrationen brændt af i en påsat brand aftenen før.

Venstreradikale forsvarer vold

Anonyme venstreradikale udsendte d. 27. maj en pressemeddelelse om overfaldet via det venstreekstreme website Indymedia. Her beskriver de hændelsesforløbet, og medgiver, at der var tale om såkaldte ”antifascister”, der overfaldt højreorienterede som en del af en kampagne, for at mindske den højreorienterede tilstedeværelse til corona-demonstrationerne. De skriver også at slåskampen ikke var ”sportslig og fair”, samt at ”det jo heller ikke skal være det som karakteriserer en antifascistisk intervention.” Man ser også herhjemme, hvordan venstreradikale kun angriber når de er i stort overtal, så denne tilgang, hvor man er mange om få er et kendetegn ved de voldelige venstreradikale grupper.

I erklæringen påstår de venstreradikale, at de ikke direkte sigter efter at slå folk ihjel, men at det jo er en reel risiko, når man angriber sine politiske modstandere. Dog mener de at alternativet, at højreorienterede færdes frit på gaden er langt værre. Til slut erklærer de deres fortsatte tilslutning til den voldelige strategi, som farbar vej i kampen mod højrefløjen. Der er ingen fortrydelse at spore.

Fagforening muligvis forbundet med overfald

Andreas Ziegler arbejdede i bilindustrien og var medlem af Zentrum Automobil, som er en højreorienteret fagforening. Han og de tre kollegaer, var på vej hen for at mødes med en flok fra Zentrum Autobil og de skulle sammen til demonstrationen. Efterfølgende har Zentrum Automobil og flere andre peget på, at Antifa i Stuttgart har tætte forbindelser til den venstreorienterede fagforening IG Metall Stuttgart.

IG Metall benægter alle forbindelser, men der findes billedmateriale, der siger noget andet. Der er ingen, der tror at IG Metall står direkte bag overfaldet, men der er nærmere tale om at man støtter venstreradikale kredse, og er forbundet på den måde.

Identitære aktivister udførte lørdag d.30. Maj en banneraktion på en bygning, der tilhører Deutscher Gewerkschaftsbund (DGB), som er en fagforeningsorganisation, som IG Metall Stuttgart indgår i. På deres banner stod der at DGB var medskyldige i overfaldet på Ziegler og hans kollegaer. Aktionen har fået en del medieopmærksomhed, og DGB har anmeldt den til politiet, selv om den var ganske fredelig. De kalder desuden aktionen for et ”fejt angreb”. Meningsfrihed har det svært på venstrefløjen.

Om denne sag vil have konsekvenser for Antifa i Tyskland står endnu uklart. Mens der er enormt mange overfald og hærværksaktioner fra venstreradikal side, ser medier og myndigheder ud til mest at have fokus på højrefløjen. At have fokus på voldelige elementer er ganske givet nødvendigt. Det kan dog undre, at venstrefløjen har så frie tøjler.

Også i Danmark

De voldelige venstreradikale aktivister findes også i Danmark, hvor de blandt andet afholder arrangementer i Københavns Kommunes lokaler i form af Ungdomshuset. På trods af adskillige voldelige overfald, chikane og andet, så har der endnu ikke være villighed til at gribe ind overfor de danske voldelige venstreradikale organisationer. Snarere ser man ud til at tolerere dem og endda støtte de miljøer, som de rekrutterer fra. Det er bestemt muligt, at vi en dag ser at de overfald som de venstreradikale står bag en dag ender med at koste nogen livet. Om det er det, der skal til før politikerne fatter alvoren? Vi kommer forhåbentlig aldrig til den dag, hvor det viser sig om er tilfældet.

Tankefrihed under angreb: Højreorienteret tænketank overvåges i Tyskland

Institut für Staatspolitik (IfS), som både er et forlag, en platform for uddannelse af nye kræfter på højrefløjen og en tænketank, er nu erklæret som ”mistænkt sag” af den særlige tyske efterretningstjeneste, Verfassungsschutz (VS), som officielt har til opgave, at beskytte den tyske forfatning, men som reelt er et stærkt politiseret våben, der igennem tiden er blevet anvendt mod både højre- og venstrefløj. Dog er det for tiden højrefløjen, der står for skud og i de seneste år, har man især anvendt VS i en politisk kamp mod Alternative für Deutschland (AfD). Nu går man så skridtet videre, og forsøger at mistænkeliggøre selve det at tænke højreorienterede tanker.

Institut für Staatspolitik (IfS), som både er et forlag, en platform for uddannelse af nye kræfter på højrefløjen og en tænketank, er nu erklæret som ”mistænkt sag” af den særlige tyske efterretningstjeneste, Verfassungsschutz (VS), som officielt har til opgave, at beskytte den tyske forfatning, men som reelt er et stærkt politiseret våben, der igennem tiden er blevet anvendt mod både højre- og venstrefløj. Dog er det for tiden højrefløjen, der står for skud og i de seneste år, har man især anvendt VS i en politisk kamp mod Alternative für Deutschland (AfD). Nu går man så skridtet videre, og forsøger at mistænkeliggøre selve det at tænke højreorienterede tanker.

Mistænkt sag

Verfassungsschutz blev oprettet kort efter krigen, hvor de havde til opgave at holde øje med nynazister, der ville forsøge at starte nye bevægelser, og kommunister, der ville omvælte samfundet. Igennem tiden har de haft nok at se til i Tyskland, hvor der jo både har været, og stadig er, voldelige venstreradikale grupper, som fx Rote Armee Fraktion og nutidens autonome, der står stærkt i blandt andet Berlin, og diverse voldelige nazistiske grupper, som har stået bag angreb mod politikere og migranter.

“Efter det højreorienterede parti AfD’s store fremgang i Tyskland, har VS i høj grad fungeret som et politisk værktøj, og har endda opfundet nye praksisser helt særligt til AfD.”

At overvåge voldelige ekstremister, er der naturligvis intet galt i. Det gør efterretningstjenester over hele verden, og det skal de for vores alles sikkerheds skyld. VS går dog langt videre end dette, for de overvåger også individer og grupper, som ikke er voldelige og som VS selv har erklæret er ikke-voldelige. Efter det højreorienterede parti AfD’s store fremgang i Tyskland, har VS i høj grad fungeret som et politisk værktøj, og har endda opfundet nye praksisser helt særligt til AfD.

VS har ingen rigtige politibeføjelser, men de har nogle andre ret vidtgående beføjelser. Således kan de kategorisere organisationer eller individer som ”mistænkt sag”, ”overvågningssag” eller ”bekræftet højreekstremisk” eller ”bekræftet venstreekstremistisk” fx Når først man har status af bekræftet kan den ansvarlige minister gøre ens organisation eller hvis man er et individ, ens politiske aktiviteter, fuldstændigt ulovlige. Er man en organisation, betyder det, at personerne bag organisationen ikke længere kan ses privat. Det ville de kunne straffes for. Man har som borger mulighed for at anlægge en sag, og få det prøvet ved retten, men det kan tage op til 10 år. Reelt set er der ikke den store mulighed for at gøre noget, hvis først VS har stemplet en. Det er et stort demokratisk problem, at Tyskland har denne form for politisk efterretningstjeneste.

Alene bare når man omtales som mistænkt sag eller overvågningssag, så er det naturligvis stærkt mistænkeliggørende, og VS kan uden videre gøre dette. Det har på den måde store konsekvenser for ens ry, og vi ser også i Danmark at disse vilkårlige ”statusser” viderekolporteres af danske medier, uden, at det ledsages af en eneste kritisk bemærkning om, hvad det betyder eller de demokratiske problemer i VS’ eksistens og praksis.

Særlige tiltag mod AfD

Der har været en række forsøg på at anvende VS til at ramme AfD. Et af de mest tydelige eksempler var da VS opfandt en ny form for sag, de kaldte for Prüffall, altså prøvesag, og sagde at AfD var en sådan. Der var ingen der vidste, hvad sådan en prøvesag indebar, og hvad det betød, for det var bare en status som VS havde fundet på. Der er intet retsligt grundlag for, at give hverken en person eller en organisation denne status. Alligevel vakte det stor mistanke, for det betyder naturligvis noget, når en efterretningstjeneste udpeger en organisation, uanset, hvilket reelt grundlag de gør det på.

“For nyligt ophøjede VS Der Flügel til at være ”bekræftet højreekstremistisk”, hvilket giver efterretningstjenesten flere muligheder for efterforske gruppen ved bl.a. at kunne bruge agenter og lignende.”

I 2019 fik AfD så rettens ord for, at VS havde været forkert på den. Forvaltningsdomstolen i Köln afgjorde, at VS ikke måtte omtale AfD som værende en prøvesag. Det tog altså henved to år for at få den afgørelse, på trods af, at det fra starten var tydeligt, at VS slet ikke havde juridisk basis for deres stempling af partiet.

Tidligere har VS også stemplet AfD’s ungdomsorganisation Junge Alternative som mistænkt sag, og det samme med den nationalkonservative fløj i AfD, kaldet Der Flügel (Fløjen), som har stor tilslutning i det tidligere Østtyskland, hvor AfD får flest stemmer. For nyligt ophøjede VS Der Flügel til at være ”bekræftet højreekstremistisk”, hvilket giver efterretningstjenesten flere muligheder for efterforske gruppen ved bl.a. at kunne bruge agenter og lignende. Dette har betydet, at AfD har opløst Der Flügel. Det har især været de mere liberalistisk orienterede grupper i Vesttyskland, der har stået bag dette, da de står i modsætning til Höcke og hans fløj. Höcke selv dog været mere orienteret mod at styrke partiet og har ladet Der Flügel opløse. Hans politik fortsætter dog, bare uden en officiel fraktion indenfor partiet. AfD ville stå svagt uden folk som Höcke og hans fløj. Der findes allerede et liberalistisk parti i Tyskland landet FDP, og det står ikke specielt stærkt. Nationalkonservativ politik, er der derimod stor efterspørgsel efter.

Nu rammer angrebet mod AfD så den højreintellektuelle Götz Kubitschek og hans tænketank, Institut für Staatspolitik i byen Schnellroda. I det åbne og intellektuelle højremiljø, som Kubitschek her har skabt, har Höcke og andre fra Der Flügel opholdt sig, holdt møder, taler og fået inspiration. Men denne tankefrihed er nu under angreb.

Kubitschek og IfS

IfS har eksisteret i 20 år og blev grundlagt af en række stærke intellektuelle indenfor det nye tyske højre. Her har man i årevis arbejdet på at udvikle og styrke det nye højres positioner, og der udgives en mængde bøger og skrifter, ikke mindst tidsskrifter Sezession, hvor man finder interessante og tankevækkende diskussioner. Der er ligeledes et forlag kaldet Antaios, og Kubitschek og hans hustru Ellen Kozitsa driver en webshop, hvor man kan købe bøger og tidsskrifter udgivet af dem selv og andre. Der holdes foredrag og kurser på stedet. Er man interesseret i at se, hvad karakter de har kan man tjekke Kanal Schnellroda, hvor der ofte lægges foredrag og andet op.

“Kubitschek selv har været en stor inspirator for mange indenfor det tyske nye højre. I sin tid var han selv gadeaktivist, og udførte i gruppen Konservative-Subversiven Aktion en række happenings, der vakte stor opsigt.”

Der er tale om et ret livligt og stærkt intellektuelt miljø, hvor der ofte er uenighed, som så fører til mange interessante udvekslinger. Vi har ikke noget tilsvarende her i Danmark, hvor der desværre er lidt længere mellem de højreintellektuelle end hos vores store nabo mod syd.

Kubitschek selv har været en stor inspirator for mange indenfor det tyske nye højre. I sin tid var han selv gadeaktivist, og udførte i gruppen Konservative-Subversiven Aktion en række happenings, der vakte stor opsigt. På mange måder har Kubitschek været inspirator for den tyske identitære bevægelse, ligesom han også har været det for Pegida. Således er der tale om en af de største intellektuelle på den nye tyske højrefløj.

Nu er Kubitscheks IfS så blevet en mistænkt sag hos VS. Det er påfaldende, at dette sker efter, at Der Flügel er kommet i søgelyset. Læg mærke til, at hverken Der Flügel eller IfS er fortalere for voldelige revolutioner eller noget, der ligner. AfD er Tyskland tredjestørste parti – og der demokratisk valgte, men alligevel udpeges og mistænkeliggøres de og nu også dem, som de associerer sig med af den tyske stat. Det nævnes da også som direkte årsag til, at IfS nu er en mistænkt sag, at medlemmer fra Der Flügel har deltaget i arrangementer i Schnellroda. Der lægges på denne måde pres på den nye tyske højrefløj, ligesom det er et oplagt forsøg på at mistænkeliggøre dem med henblik på at marginalisere dem og sætte dem udenfor indflydelse.

Kubitcheks Konservative-Subversiven Aktion

Sagen mod de identitære

Det er ikke unormalt, at man i Tyskland retter skytset mod grupper på højrefløjen, hvis de begynder at have succes. Den tyske identitære bevægelse var i flere år overvågningssag, men fik så pludselig status som ”bekræftet højreekstremistisk”. Der blev fremlagt en del materiale, der skulle bevise, at de arbejdede imod den tyske forfatning, herunder en aktion, hvor sloganet var ”Forfatningen i stedet for sharia”. Hvordan dette kunne være bevis for det modsatte, ved ingen.

“I VS’ egen pressemeddelse om beslutningen om at stemple de identitære som højreekstremistiske fremgik det i øvrigt, at VS ikke mente, at der var tale om en voldelig bevægelse. Derimod mente man, at de var ”åndelige brandstiftere”.”

Forvaltningsdomstolen har i skrivende stund underkendt VS’ afgørelse, fordi de baserede den på præcis det samme materiale, som de brugte da de besluttede sig for at holde øje med den tyske identitære bevægelse. Der var med andre ord ikke noget nyt materiale, der lå bag beslutningen, hvilket gjorde det endnu mere tydeligt, at det var en politisk afgørelse. Forvaltningsdomstolens afgørelse er blevet anket til en højere instans, så VS kan altså nå at få medhold endnu.

I VS’ egen pressemeddelse om beslutningen om at stemple de identitære som højreekstremistiske fremgik det i øvrigt, at VS ikke mente, at der var tale om en voldelig bevægelse. Derimod mente man, at de var ”åndelige brandstiftere”. Deres forbrydelse lå altså i at italesætte befolkningsudskiftningen i Tyskland. Den lå i deres meninger.

Udemokratisk

At man på den måde frit kan mistænkeliggøre store demokratisk valgte politiske partier og fredelige aktivistbevægelser, er et enormt demokratisk problem. Man vejer deres meninger og finder om de er korrekte nok eller ej, og handler derefter. Er du ikke enig med magthaverne, så kan du ende som en sag hos VS, og måske endda ende med at blive forbudt. Det hører på ingen måde hjemme i en demokratisk stat.

“Med denne nye afgørelse har VS besluttet sig for at angribe selve tankefriheden i Tyskland, og det har potentiale til at optrappe allerede eksisterende konflikter yderligere.”

Det skaber store problemer i Tyskland, hvor der er enorme spændinger mellem øst og vest. Østtyskerne har i høj grad de ”forkerte meninger”, og når man forsøger, at angribe AfD og de folk, der står for holdninger, der repræsenterer, hvad mange østtyskere mener, så skaber det endnu større kløfter mellem øst og vest end der er i forvejen. Dette betyder, at VS’ handlinger i høj grad kan være med til at underminere tilliden til det tyske demokrati. Det må og skal være demokratiets opgave at forhindre åbne konflikter i samfundet, og henlægge dem til det demokratiske rum. Anvender man efterretningstjenester til at lukke munden på dem, der har støtte i store dele af befolkningen, kan det betyde, at man begynder at lede efter andre alternativer end det demokratiske.

Med denne nye afgørelse har VS besluttet sig for at angribe selve tankefriheden i Tyskland, og det har potentiale til at optrappe allerede eksisterende konflikter yderligere. Heldigvis lyder der efterhånden en del kritiske røster, der taler om at afskaffe VS. Noget, der ville være godt for det tyske demokrati. Andre europæiske lande klarer sig glimrende uden en sådan politisk efterretningstjeneste, måske det var på tide, at Tyskland også gjorde det.

Coronakrisen – En formativ begivenhed?

Den nuværende corona-situation og truslen om snarlige økonomiske kriser og andet, afslører en dyb sårbarhed i vores nuværende livsform. Krisen er streng og hård, men rummer også et potentiale for at få øje for, og rette op på de nuværende svagheder, hvis vi er opmærksomme på det og vil det. Det vi står overfor kan meget vel være en formativ begivenhed, der vil have stor betydning for, hvordan vi vil agere i fremtiden. Jeg diskuterer her, hvilke problematikker, temaer og løsningsrum, som krisen bringer for dagen.

Den nuværende corona-situation og truslen om snarlige økonomiske kriser og andet, afslører en dyb sårbarhed i vores nuværende livsform. Krisen er streng og hård, men rummer også et potentiale for at få øje for, og rette op på de nuværende svagheder, hvis vi er opmærksomme på det og vil det. Det vi står overfor kan meget vel være en formativ begivenhed, der vil have stor betydning for, hvordan vi vil agere i fremtiden. Jeg diskuterer her, hvilke problematikker, temaer og løsningsrum, som krisen bringer for dagen.

Forleden dag, under aftensmaden spurgte jeg den ene af mine døtre, som snart har nået teenagealderen, om coronakrisen havde ændret hendes syn på noget? Hun svarede, at det var blevet tydeligt for hende, hvor hurtigt ting kan ændre sig meget voldsomt. Det hun, og sådan set også mange voksne mennesker, troede var stabilt og fasttømret, blev lige pludselig afsløret som ekstremt skrøbeligt og sårbart. Denne pludselige erfaring, er noget hun vil bære med sig videre i livet, og måske vil det være en såkaldt ”formativ begivenhed”, som vil være med til at præge hendes syn på livet, på politik og meget andet ude i fremtiden.

Coronakrisen som formativ begivenhed

Formative begivenheder er begivenheder, som berører mange mennesker, og er med til at skabe en ny bevidsthed hos dem. Seymour Martin Lipset, der tidligt skrev om formative begivenheder, nævner Vietnam-krigen som en formativ begivenhed hos 68’erne, der var med til at skabe basis for ungdomsoprøret og mange efterfølgende fænomener hos boomer-generationen. Nogle af de begivenheder vi har set i nyere tid, som kan have karakter af formative begivenheder er fx muhamed-krisen, hvor Danmark pludselig var mål for intens negativ opmærksomhed fra muslimske kredse på grund af nogle banale tegninger, finanskrisen, der viste en stor skrøbelighed i de globale finanssystemer og den påvirkning det havde på os alle, og migrantkrisen i 2015, hvor migranter pludselig gik rundt på vores veje, som var det taget ud af Jean Raspails bog ”Le Camp des Saints”. En begivenhed, der skabte en helt ny nærværende opfattelse af migration, og hvordan det skal håndteres hos både politikere og befolkninger.

Coronakrisen har samme afslørende effekter, som nogen af de nævnte begivenheder har, men her rammer det lige lukt ned i selve den liberale og globaliserede verdensorden, som pludselig knækker sammen. Noget som lige nu sandsynligvis kun står overfor sin spæde begyndelse, for konsekvenserne af krisen er slet ikke begyndt at vise sig for alvor endnu. På samme måde som andre begivenheder af denne slags, kan coronakrisen altså få betydning for, hvordan vi forstår verden og hvordan vi indretter os i fremtiden.

Det globales død

Coronakrisen er et fænomen, der har en tæt sammenhæng med den liberale globaliserede verdensorden, både fordi den har gjort det muligt for virussen at sprede sig med lynets hast, men også fordi den udstiller de overnationale institutioners magtesløshed, og de enorme svagheder ved den måde, hvorpå vi har indrettet os.

“Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi? Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne.”

Et par ugers nedlukning af samfundet, det var, hvad der skulle til, så begyndte det at knirke voldsomt. Folk begyndte at blive fyret i stor stil, og virksomheder gik konkurs. Hurtigt blev der vedtaget hjælpepakker for milliardbeløb, og der kommer stadig flere til. Vores livsform er afhængig af overforbrug for at holde væksten i gang, og så snart det er væk og folk kun køber det nødvendige, så bliver luften slået ud af vores samfund. Hurtigt stod det lysende klart, at alle vores forestillinger om ”det bedste samfund”, som vi ofte prædiker om, er dybt afhængige af, at væksten opretholdes og, at der er harmoni. Så snart den brydes, selv i et kort øjeblik, så ramler det sammen. Når usikkerheden for vores eksistens indtræder, så synes de ting vi normalt beskæftiger os med, som den nyeste iPhone, influencers på SoMe eller superheltefilm ualmindeligt uvigtige. Overlevelse og bekymring for fremtiden træder i stedet ind på scenen, og gør os bevidste om det som for alvor har betydning.

Vi søger løsninger på de nye udfordringer – hvordan bekæmper man en verdensomspændende pandemi? Det gøres pudsigt nok hverken gennem EU, FN, WHO eller lignende, men gennem nationalstaterne. De er geografisk afgrænsede områder, som oftest med en nogenlunde homogen befolkning, på trods af mange års politisk pres for at slå disse i stykker. Netop på grund af disse egenskaber, er der mulighed for at lukke ned og afgrænse, og for at handle både politisk og som folk. Italien stod ganske alene, med et EU på sidelinjen, som intet havde at byde ind med andet end idiotiske kampagner på sociale medier, som de havde betalt alt for mange penge for. Hjælpen til Italien kom mange steder fra, men den var først og fremmest bilateral – fra nation til nation (og desværre ikke i særligt høj grad fra Danmark). Hvor er det dog heldigt, at nationalstaterne ikke er blevet mere svækkede end de er, for ellers ville vi have større problemer.

I forhold til at stoppe for spredningen af sygdommen, har det også været nationalstaterne, der valgte at lukke grænserne. Nogle af dem har endda valgt at se stort på internationale aftaler og konventioner, som det nu er blevet endnu tydeligere kun er til fordel for udefrakommende, og ikke for de indfødte befolkninger i Europa. Hvad vi alle sammen ved, uanset hvor meget gutmensch vi er – at man ikke kan hjælpe alle mennesker i hele verden – står mejslet i sten, mens vi ser indad og først og fremmest fokuserer på at hjælpe vore egne. Vores blikke afslører hurtigt de mangler, som vores egen grådighed, liberale principper og efterspørgsel efter billige produkter til identitetsskabelse og tidsfordriv har skabt. Vi er i høj grad afhængige af den globale økonomi, og det er ikke længere en god ting.

For vi har rykket store dele af vores produktion ud i verden, og nogle ting, som fx liberaliseringen af vaccineproduktionen, viser, at vi nu ikke længere er herrer over vor egen tilværelse, men derimod som en flok crackhoveder har røget på globaliseringens store glaspibe, og nu ryster vi fordi der er usikkerhed om, hvor den næste klump skal komme fra, der kan holde rusen kørende. De europæiske landbrug kan ikke klare sig uden østarbejdere, og vi står overfor kæmpeproblemer med at få den kommende høst i hus, både herhjemme, men også i mange andre EU-lande. Imens vi sov med fulde maver, arbejdede rumænere for os i markerne og var villige til at gøre det under forhold, som vi næppe selv gider at arbejde under. Nu mangler landbruget arbejdskraft, og søger efter arbejdere lokalt, men det er svært, for hvem gider at bo fire mand i en campingvogn under hele høsten og arbejde over 12 timer om dagen for småpenge? Klarer landbrugene ikke skærene, så vil høsten ikke komme i hus, og måske vil en del gå konkurs. Hvad vil det betyde for vores forsyningssikkerhed, at vi har ladet det hele været afhængigt af arbejdskraftens frie bevægelighed, i stedet for at sikre ordentlige forhold, som ville have gjort at lokale arbejdere ville og kunne tage tjansen?

” Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.”

De komparative fordele smager ekstra bittert i corona-tiderne. Det står klart for os, at disse fordele nu er vendt til ulemper. Vi har behov for at have en hjemlig produktion af fødevarer, vacciner og mange andre fornødenheder. Det var en dårlig ide at rykke al produktion ud til de allerbilligste egne, for at kunne tjene lidt hurtige håndører, og få billigere (og dårligere) produkter i hyldevis i vores butikker. Og lad os slet ikke snakke om, hvad nedgangen i den internationale økonomi kommer til at betyde, for det har vi slet ikke set konsekvenserne af endnu. Liberalismens forestilling om et globalt marked knuses langsomt lidt mere for hver eneste dag, der går. I stedet rykker det lokale og det nære nærmere end nogensinde før.

Det næres triumf

I en tid, hvor emancipationen er det højeste ideal, og vi helst skal være så løsrevede fra hinanden og selvrealiserende som muligt, er det noget af et slag, når vores frihed uventet begrænses. Alle de store hedonistiske begivenheder i løbet af året, hvor man mødes og drikker hjernen ud, ender i kanen med hinanden og beruser sig i en midlertidig følelse af forloren frihed, er blevet aflyst. The Orange Feeling® – fællesskabsfølelsen i corporate indpakning, er afløst af et glemt, eller måske nærmere fornægtet, men i allerhøjeste grad reelt fællesskab – det folkelige.

Det nære blev lige pludselig meget nærværende, for der kom ingen overnationale institutioner og hjalp os. Det var, og er, op til os selv at sørge for at bringe epidemien under kontrol, og tiltag, der skal hjælpe kræver af os alle, at vi ofrer noget. Lige pludselig er det ikke længere ”din egen sag”, hvad du gør, for det kan betyde andre menneskers død. Vores forbundethed kan aflæses i kurverne over corona-dødsfald og opmuntringer til den enkelte, der skal få vedkommende til at lade være med at tænke på, hvad andre mennesker tænker og bare gøre, hvad de vil, er forstummet. I deres sted er trådt ansvaret overfor hinanden. Hold afstand, host i ærmet, lad være med at mødes i store grupper, sluk for Tinder, hjælp de svage og så videre. Illusionen om at vi ikke har brug for hinanden brast.

Vi står sammen om vores statsminister, for nu er det ikke tid til at diskutere om vi skal betale to procent mere eller mindre i skat, der er vigtigere ting at tænke på. I stedet er det vigtigt, at vi handler som ét – altså ét folk, og det gør vi i høj grad. Vi følger retningslinjerne og vigtige sociale reguleringsmidler som udskamning er igen blevet taget i brug. Der skal socialt pres til, for at få dem, der ikke er så kvikke til at følge trop, og det virker. For de ved også godt, at de har brug for de andre. Det globale synes langt væk, men det nære er så tæt på som det ikke har været i mands minde.

Multikulturalismens død

Det sociale pres virker dog kun på dem, der indgår i den bredere sociale sammenhæng. Det er blevet end dog meget tydeligt, at der er en del mennesker i vores land, der falder udenfor og følger deres egne regler. I flere europæiske lande har vi set en overrepræsentation af ikke-europæiske migranter og efterkommere, der er blevet ramt af virussen. Samtidigt er det tydeligt, at de ikke er en del af det bredere fællesskab, der følger de fælles regler for at begrænse spredningen af sygdommen. De har hele tiden levet efter deres egne regler og det har været lidt gemt af vejen, men nu kan det ses på demografien blandt dem, der er indlagt på hospitalerne. Fra Berlin har man set videooptagelser af muslimer i stort antal i gaderne, fra Frankrig, gade efter gade i forstæderne til Lyon og Paris, hvor migranternes eksotiske butikker har holdt åbent på trods af forbud, og kunderne strømmede op og ned ad gaderne. Herhjemme har der været bandekrig mens alle os andre ikke engang giver vores fædre og mødre et kram af frygt for konsekvenserne for samfundet, ligesom vandpibecafeer er blevet lukket af Politiet, efter at gæsterne uhæmmet har siddet og suttet grådigt i de samme mundstykker for at smage røgen fra den søde frugttobak.

“En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt.”

Coronakrisen gør det meget tydeligt, at der er et ”dem og os”. Vi andre modtager fælles opdateringer fra myndighederne om alt fra hygiejne og festivaller til, hvornår singler må have sex med hinanden og hvornår kirkerne åbner. Det er informationer til os, men ikke os alle. For der er også særlige informationer til dem. De kommer på ti forskellige sprog, så man kan ramme så mange som muligt. Det hjælper godt nok ikke, for de gør som de vil alligevel, fordi de er ikke en del af samfundet. Sundhedsstyrelsen laver film med særlige ramadan-instrukser i et desperat håb om at begrænse smittespredningen, og Udlændingeministeren opfordrer de ”danske muslimer”, som alle udmærket ved ikke er danske, til at følge instrukserne. Men det er netop fordi de ikke er danske, at de ikke gør det.

Det er ganske veldokumenteret, at homogenitet i en befolkning er altafgørende for tilliden. Danskerne lever i et samfund med høj tillid, og vi forventer simpelthen af hinanden at vi retter os efter retningslinjerne når vi færdes ude. Vi kommer ikke for tæt på, vi vasker, vi afspritter og vi lider afsavn når vi ikke går i kirke i den vigtigste kristne højtid – alt sammen for det fælles bedste. Adfærden og den deraf følgende spredning af sygdommen gør det tydeligt, at tilliden kun er noget vi kan have til vore egne og dem, der er tæt på os. En hidtil overset risiko ved at have en meget stor andel af befolkningen med migrantbaggrund er kommet for dagen: vi kan ikke handle i fællesskab når vi står overfor en alvorlig, og for mange, livstruende krise. Det kan komme til at koste dyrt. Multikulturalismen føjer endnu et nederlag til den i forvejen lange liste. Hvis vi vil være et stærkt samfund, må vi kunne handle sammen.

Identitetspolitik i en coronatid

Mens vi andre har bekymret sig over vores befolknings helbred, vores økonomi, vores fremtidige madforsyninger og meget andet, har den aller-yderste venstrefløj lavet mærkelige kampagner uden genklang i befolkningen, med krav om åbne grænser, eller skrevet lattervækkende artikler om tykfobi eller hvidt privilegium. Noget der måske kunne generere klik og skæve smil tidligere, har nu mistet sin sidste rest af relevans. Identitetspolitik er med et slag passé. Det vi har brug for nu er ikke en uendelig liste af køn, diskussioner om forestillet racisme eller tykfobiske strukturer, men derimod de ægte og organiske fællesskaber. Dem vi vender os til, er dem, der ligner os selv. Det er svage danskere, som jeg går ned og køber ind for, når de har brug for det, og jeg gør det fordi jeg skylder dem at hjælpe, fordi vi er i det her sammen. Og jeg er ikke den eneste, for tusindvis af mennesker hjælper deres meddanskere i denne tid i forskellige foreninger, grupper, osv. Det same gælder i øvrigt de herboende muslimer, der organiserer hjælp til deres eget organiske fællesskab. Således kan jeg se på mange muslimske Facebook-sider, hvordan der i moskeerne arrangeres hjælp til muslimske ældre med indkøb og så videre.

“Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.”

Jo, vi rækker hovedsageligt ud til vore egne, for det er naturligt nok dem, der udgør vores lokale samfund for langt de flestes vedkommende. Den forståelse, der findes i et naturligt og organisk fællesskab, kan man ikke konstruere eller politisere sig til. De universitetsstuderendes akademiske øvelser og evindelige larm om køn og hudfarve fordamper, og de ægte bånd manifesteres, når nøden kræver det.

Mens den identitetspolitiske venstrefløj hægtes af, så er den klassiske økonomisk orienterede venstrefløj i fuldt vigør. Det opståede behov for en høj grad af statslig intervention er vand på deres mølle, og den økonomiske liberalisme som den samlede danske højrefløj ser ud til at abonnere på i forskellige grader, har ikke nogen svar at byde ind med. Krisen gør, at vi rykker økonomisk til venstre, men kulturelt og værdimæssigt til højre. Fællesskabsorienterede både i pengesager og kulturelt set, men ikke globalt orienterede i samme grad. For vi kan hverken være vores egen lykkes smed lige nu, eller drage nytte af den globale konkurrence.

Eksistensen af den politiske vilje

Coronakrisen har afsløret, at mulighedsrummet i politik pludselig kan udvide sig. Grænserne kan ikke lukkes, sagde de, altså lige indtil vi lukkede dem. I årevis har mange sagt, at det er vores asylpolitik, der fører til menneskesmuglere og dødsfald på Middelhavet, når desperate migranter drukner i forsøget på at leve i europæisk rigdom. Det har de selvbestaltede gode benægtet, mens de har grebet dybt i lommerne (både egne og andres) for at finansiere smuglerskibe drevet af Red Barnet, Læger uden Grænser og alle de andre. Nu ved vi, at vi havde ret og de tog fejl, for nu, når der ikke er udsigt til at komme ind i Europa, er dødstallet på havet rekordlavt. Det er de ondes politik, de lukkede grænser, der redder liv. Det vidste vi godt i forvejen, men nu er det uomtvisteligt.

“Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksom på at det er en valgmulighed, så skal nogen gøre opmærksom på det. Det er hermed gjort.”

Politisk har vi set, at man kan, hvad man vil. Alt det andet er bare undskyldninger, og hvis vi gerne vil bevare Danmark og Europa i fremtiden, så er det bare at gøre det, ganske simpelt. Det handler kun om, hvad man vil, ikke hvad der kan lade sig gøre – for vi VED, at det kan lade sig gøre nu. Det må være en erfaring, at vi lader os begrænse af ligegyldig snak, og forpligtelser overfor alle andre end os selv i den politiske hverdag. Det behøver ikke at være sådan. Også på denne måde, kan coronakrisen være en formativ begivenhed.

Hvad så videre?

Der er ingen tvivl om, at rygterne om liberalismen og den globale verdensordens død er stærkt overdrevne, også i mine egne betragtninger ovenfor. Det er som bekendt et utroligt levedygtigt system, uanset, hvad det i øvrigt har af negative konsekvenser. Coronakrisen vil ikke nødvendigvis føre til, at vi bliver mere orienteret mod vores egne, mindre globalt orienterede, mere selvforsøgende, mindre multikulturelle eller, at vi som folk ønsker en stærkere politisk vilje i fremtiden. Som jeg ser det, indeholder krisen nærmere et potentiale for alle disse ting, fordi erfaringen med problemerne er en realitet og løsningerne ligger i det konservative, det fællesskabsorienterede og det nationale, ikke i det liberale, det individualiserede og det globale. Men hvis coronakrisen virkelig er en formativ begivenhed, som jeg tror det er, i hvert fald i en eller anden grad, er der en god chance for at vi kan gå styrkede ud af den som folk.

Der er naturligvis mange andre udfald end det skitserede ovenfor, der i sagens natur er set igennem mine egn politiske briller og derfor ikke bare er nøgtern analyse, men også udtryk for et håb om, at noget der er rigtigt skidt, i det mindste ikke er helt forgæves, og at det også har positive eftervirkninger. Det er som med så meget andet, ikke bare noget der sker, men noget vi vælger i fællesskab, og for at vi skal være opmærksomme på at det er en valgmulighed, så skal nogen fortælle om at det er en vej vi kan gå. Det er hermed gjort.

Den skrøbelighed, som min datter så rigtigt havde observeret, kan vi vende til styrke, men kun hvis krisen virkelig har gjort et indtryk på os, og kun hvis vi vil det.

Berlingske og dansk selvhad

Når Berlingske ikke har travlt med at skrive tabloidhistorier om patrioter, så bruger de deres tid på at nedbryde det danske samfund. I sidste uge bragte avisen glædesstrålende nyheden om, at nu var hver femte beboer i København født uden for Danmarks grænser. Nu er København nærmere status som ”international storby”, selvom vi halter bagefter byer som Toronto, hvor halvdelen af beboerne er født uden for Canada.

Når Berlingske ikke har travlt med at skrive tabloidhistorier om patrioter, så bruger de deres tid på at nedbryde det danske samfund. I sidste uge bragte avisen glædesstrålende nyheden om, at nu var hver femte beboer i København født uden for Danmarks grænser. Nu er København nærmere status som ”international storby”, selvom vi halter bagefter byer som Toronto, hvor halvdelen af beboerne er født uden for Canada. I Toronto er er de så kosmopolitiske, at man ikke længere kan karakterisere en typisk ”torontian”. Ja, der er faktisk slet ikke en rigtig eller forkert måde at være borger i Toronto på, siger Kasper Hemmingsen, der selv bor i Toronto. Han mener også, at København sagtens kan tilstræbe at få den forskellighed, der er at finde i Toronto, New York eller London.

Ak ja, man kan altid drømme om det kosmopolitiske ideal. Allerbedst må det være, hvis hele 100% af beboerne er fra andre lande. Så internationalt!

Frank Jensen kunne da heller ikke få hænderne ned og i en rus af diversitet udtalte han ”Københavns stadig større mangfoldighed er en stor styrke” – Jeg vil her bruge lejligheden til at anbefale min video, hvor jeg dokumenterer byens mest mangfoldige bydel. Intet siger mangfoldighed bedre end et overvældende udbud af krydret kød i fladbrød.

En ekspert ved navn Rikke Skovgaard Nielsen siger, at de mange udlændinge kunne være med til at give København en ”storby-feeling”. Wow. Lille København, som ellers ikke er noget værd, nu en rigtig storby.

I dagens avis fortsætter Berlingske i deres leder med at understrege, hvor godt det er med den stor andel af udlændinge. Vi må forstå, at vi jo har brug for væksten. Der skal ansættes ingeniører fra Indien, og det er vigtigt, for det gælder jo erhvervslivet. Et godt gammelkendt mantra fra den borgerlige fløj.

Berlingskes begejstring for København som en ”rigtig storby” handler for mig at se om en form for det man kalder etnomasochisme, hvor man piner sig selv fordi man finder sig selv utilstrækkelig. Enhver der har rejst i fx Asien ved godt, at en storby hverken er mere eller mindre storby bare fordi den har en høj andel af udlændinge. Nogle af de mest interessante storbyer i verden er ganske homogene. Ja, den mest storbyagtige af dem alle, Tokyo, er helt fyldt med japanere og ikke særligt mange andre. Alligevel lykkes det dem på mystisk vis, at få en den ”storby-feeling” Berlingske skriver om.

Globaliseringen af storbyerne er med til at gøre dem mere homogene. Det er de samme butikker, den samme mad, den samme mode, osv. man finder overalt. Når man går i tågerne fra shishacafeerne blandt arabere på Edgware Road i London, kunne man lige så godt være i Berlin eller på Nørrebro. Væk er den fantastiske by London var, og tilbage er et ligegyldigt multikulturelt blandingsprodukt med en smag af frugttobak, kebab og finansfyrsternes kolde stål.

Sådan ønsker jeg ikke at København ender. Byer bør bevare deres lokale kulturelle særpræg, og det gøres bedst ved at sørge for at det er beboere der er bærere af byens traditioner og historie, der i overvejende grad bor der, og at de tilflyttere, der kommer til i nogen grad har samme kulturelle baggrund. I forvejen har prisstigninger og byfornyelse jaget en stor del af den københavnske befolkning ud af byen. Lad os nu ikke gøre byen fuldstændigt kønsløs ved at befolke den med kosmopolitter fra den kreative klasse, udenlandske studerende og ikke-vestlige indvandrere.

København har nok at byde på. Forestillingen om at det lokale er kedeligt, mens de globale trends er spændende holdes af folk, der har mistet kontakten til dem selv og deres traditioner. Mange af de nytilkomne er heldigvis fra andre europæiske lande, hvilket gør det langt nemmere at have dem boende, men vores byer skal ikke indrettes efter erhvervslivets ønsker, så vi kan”tiltrække arbejdskraft”, men først og fremmest være byer for landets oprindelige befolkning. Vi har masser at være stolte af. Lad os dyrke det.

Frikendelser i Østrig – men det er ikke helt ovre

Retssagen er nu afsluttet, og det endte godt. IBÖ blev frikendt for både hetz mod folkegruppe og at drive en kriminel organisation, hvilket var de mest alvorlige anklager. Disse anklager kunne have ført til fængselsdom for flere ledende medlemmer.

I stedet blev det til at en aktivist blev dømt for at have tegnet med kridt på vejen, og en anden for at have givet en nævenyttig professor en albue under et mindre sammenstød i forbindelse med en aktion på et universitet. Begge førte til bødestraf, og ingen af forseelserne er store nok til at optræde på de dømtes straffeattest.

For nogle uger siden skrev jeg et indlæg om retssagen mod medlemmerne af den østrigske identitære bevægelse. Du kan læse om baggrunden for sagen her.

Retssagen er nu afsluttet, og det endte godt. IBÖ blev frikendt for både hetz mod folkegruppe og at drive en kriminel organisation, hvilket var de mest alvorlige anklager. Disse anklager kunne have ført til fængselsdom for flere ledende medlemmer.

I stedet blev det til at en aktivist blev dømt for at have tegnet med kridt på vejen, og en anden for at have givet en nævenyttig professor en albue under et mindre sammenstød i forbindelse med en aktion på et universitet. Begge førte til bødestraf, og ingen af forseelserne er store nok til at optræde på de dømtes straffeattest.

Sagen er dog ikke helt ovre, da anklageren har anket sagen til højesteret. Det er dog vurderet som usandsynligt, at dette vil føre til en anden dom.

Det har været kraftigt kritiseret fra både højre og venstre side af de politiske spektrum i Østrig, at man har rejst sag mod den identitære bevægelse.I kølvandet på sagen har retsordføreren fra regeringspartiet FPÖ udtalt, at man vil genbesøge loven, der har ført til tiltalen. Angiveligt er den et resultat af EU-lovgivning.

Se også Martin Sellner forklare om dommen og konsekvenserne af sagen i Østrig.

Retssag mod identitære i Østrig – hvad handler det om?

Den 4. juli startede en retssag mod 17 medlemmer og tidligere medlemmer af Identitäre Bewegung Österreich (IBÖ), som er navnet på Generation Identitær i Østrig. Blandt de tiltalte er bl.a. Martin Sellner, den højt profilerede leder af bevægelsen. Retssagen er ikke afsluttet endnu, men vil køre måneden ud. Her kan du læse om, hvad baggrunden er for sagen.

Den 4. juli startede en retssag mod 17 medlemmer og tidligere medlemmer af Identitäre Bewegung Österreich (IBÖ), som er navnet på Generation Identitær i Østrig. Blandt de tiltalte er bl.a. Martin Sellner, den højt profilerede leder af bevægelsen. Retssagen er ikke afsluttet endnu, men vil køre måneden ud. Her kan du læse om, hvad baggrunden er for sagen.

Det hele startede den 27. april, hvor politiet gennemførte en række ransagelser af IBÖ’s lokaler, aktivisters hjem, samt lokaler, der tilhører det patriotiske tøjmærke Phalanx, som drives af Sellner. Ved samme lejlighed indefrøs man ikke bare IBÖ’s midler, men også Phalanxs, samt de ledende medlemmers midler. Dette betød, at man simpelthen tog pengene fra aktivisterne, med det resultat, at det var sværere for dem, at rejse penge til forsvaret for retssagen.

De østrigske myndigheders voldsomme fremfærd skyldes, at man har valgt at anklage IBÖ for noget ret alvorligt, og det giver myndighederne mulighed for bl.a. at indefryse midler, ransagelser og meget andet. Anklagen er rejst af den offentlige anklager i byen Graz, der er hovedstaden i den østrigske forbundsstat Steiermark. Det er en kendt “rød” by, og det er da også her man, som det eneste sted i Østrig, har stemt kommunister ind i senatet. Det var også her en af de aktioner, der er helt centrale i retssagen blev udført mod partiet De Grønnes hovedkvarter.

Hvad er anklagerne?

IBÖ er anklaget for tre ting:

  • Hærværk
  • Verhetzung, som vel bedst oversættes til noget der ligner den danske racismeparagraf. Altså, at man udfører hetz mod en befolkningsgruppe pga, deres race, religion, etc,
  • At drive en kriminel organisation. Denne her er den kontroversielle. Det er første gang man forsøger at bruge en lov, der er rettet mod mafia-lignende organisationer mod en politisk bevægelse. Det er anvendelsen af denne lov, der har gjort det muligt for de østrigske myndigheder at indefryse midler m.m.

Jeg vil gennemgå, hvad anklagerne baserer sig på.

Hærværk

Anklagen om hærværk baserer sig på, at IBÖ aktivister ved en lejlighed havde anvendt såkaldt kridtspray til at skrive ordet “Reconquista” på asfalten på en vej. Kridtspray er, som navnet antyder, kridt i sprayform. Det er en ikke-permanent form for farve, som man havde brugt for netop ikke at skade vejbelægningen permanent. Men som vi ved fra Danmark, så hænger hærværks-anklagerne løst, når det gælder identitære aktivister.

Hetz mod folkegruppe

Denne anklage, som er central for retssagen, baserer sig på en række forhold. Udover at der har været to tilfælde, hvor tyrkiske restauratører har fået hængt IBÖ-stickers op på deres restauranter (hvilket næppe har været gjort af IBÖ-aktivister, da de aldrig går efter enkeltpersoner i deres aktivisme), så er det baseret på tre aktioner.

Aktionen mod den tyrkiske ambassade:

Her klatrede aktivister aktivister op på taget af den svært bevogtede ambassade, og satte et banner op med ordene: “Erdogan, træk dine tyrkere hjem” – med henvisning til Erdogans veldokumenterede politik, hvor han forsøger at kontrollere og påvirke den tyrkiske diaspora, blandt andet gennem moskéer og andre institutioner. Det er ordene på banneret, der ligger til grund for anklagen.

Aktionen mod De Grønne i Graz

I Graz klatrede aktivister op på taget af De Grønnes hovedkvarter  og satte et banner op med ordene “islamisering dræber”. Anklagemyndigheden udlægger det som om det er et angreb på alle muslimer som samlet gruppe, selv om det er tydeligt at islamisering som begreb er forskelligt fra den samlede gruppe af muslimer i Østrig.

Aktion på universitetet i Klagenfurt

Ved denne aktion trængte identitære aktivister ind på universitetet iklædt burkaer og med et stor banner, hvorpå der stod “Integration er en løgn” – en mand i traditionelt østrigsk tøj blev stenet med “sten” lavet af skumgummi. Altså, en form for happening. En af de ting, der er blevet rejst i forhold til denne aktion, er at rektoren, der gik til angreb på aktivisterne under aktionen, angiveligt fik ét slag af en aktivist. Der foreligger dog ikke en dom for dette, ligesom det ikke er en del af anklageskriftet. Selve det, at man anvender burkaer og stening, samt det der blev sagt i megafonen under aktionen, ser ud til at ligge til grund for at anklageren inkluderer denne aktion.

Drive en kriminel organisation

Dette er den alvorligste anklage. Den er afhængig af om anklageren kan få medhold i anklagen om hetz mod folkegruppe. Hvis han kan det, så skal han sandsyliggøre, at organisationen har til formål at drive kriminel virksomhed. I dette tilfælde er det kriminelle altså selve de politiske holdninger, som IBÖ har. Det er meget kontroversielt at anklage en organisation på den måde, og har medført mange reaktioner.

Reaktioner på retssagen

Der er bred enighed om at anklagen om at drive kriminel virksomhed, er at “skyde gråspurve med kanoner”. Retsordførerne for alle de store partier i Østrig har udtrykt betænkelighed i forhold til dette. Desuden har en lang række juridiske eksperter udtalt sig med skepsis omkring at man på den måde forsøger at anvende retssystemet til at drive politik på.

Helt usædvanligt har departemenstchefen for justisministeriet været ude og forsvare anvendelsen af loven. Det har han blandt andet gjort ved at udtale sig om den konkrete sag, og forsøgt at dømme IBÖ skyldige i medierne. Noget der ville være ulovligt her i Danmark.

Som det ser ud nu, så er der ikke meget der tyder på at anklagerne holder. Men ca. halvdelen af retssagen er tilbage, så der kan ske meget endnu. Du kan følge retssagen på engelsk her: Tagesstimme.