Storm over Europa

Mathias Hee Pedersen, en venstreorienteret uden nogen synderlige akademiske bedrifter under bæltet, har begået en bog om Det Nye Højre og den identitære bevægelse. Jeg kender kun Hee Pedersen fra internettet og nogle lidt studentikose artikler han har skrevet rundt omkring om samme emne – et emne, som han vel nærmest er besat af. Bogens titel udtrykket en vis forudindtagethed, og Hee Pedersen deklarerer da også tydeligt, at han ikke er neutral, og forsøger at gardere sig mod hård kritik fra sine egne venstreradikale venner, ved at sige, at han ikke vil agere mikrofonholder for de højreorienterede han skriver om. Det er jo sådan set fint nok, men dermed ender hans bog også med at blive mere et politisk værk i en venstreradikal tradition, snarere end en særligt oplysende bog. For god ordens skyld vil jeg nævne, at min hustru er nævnt og citeret flittigt i bogen, i kraft af at hun er tidligere talsmand for Generation Identitær. Ligeledes er min egen blog citeret i bogen (om end jeg omtales som identitær aktivist, men det gør YouTuberen Lauren Southern komisk nok også uden at det i øvrigt underbygges, så her anvender Hee Pedersen begrebet på en ret sjov måde). Som en person, der således både har forbindelse til den identitære bevægelse og kan siges at være tilhænger af identitære idéer, så er det naturligvis interessant for mig, når et lille forlag vælger at udgive en bog om disse emner. Jeg gik dog ind med lave forventninger efter at have læst det spørgsmål Hee Pedersen forsøger at besvare i sin bog; “bryder Det Nye Højre og den arvtagere i den identitære bevægelse med højreradikalismens mørke fortid, eller er de ikke andet end fascister i fåreklæder?” – Den var altså ikke gået på et universitet, vil jeg bare sige, og desværre er det dette lave akademiske niveau, der karakteriserer bogen. 

Fascisme er hvad som helst?

Bogen starter med at anvende hele to sider på dette citat af Maurice Bardeche fra 1961:

“Et-parti-systemet, politimetoderne, den prangende cæsarisme, selv tilstedeværelsen af en Führer er ikke nødvendigvis fascismens kendetegn (…) De velkendte fascistiske metoder revideres altså konstant og vil vedblive med at blive revideret (…) Spartas orden vil genopstå med et andet navn, et andet ansigt, og uden spor af fortiden, som et barn, vi ikke genkender, og med hovedet af en ung Medusa.”

Dette er ledemotivet for hele bogen. At fascismen ved sin genkomst ikke har alle de her kendetegn, som vi forbinder med den historiske fascisme. Udover, at denne tilgang giver carte blanche til at kalde hvad som helst fascisme, så rejser det naturligvis også visse spørgsmål. Fx er det oplagt at spørge om en fascisme uden disse kendetegn vil være fascisme i nogen meningsfuld forstand? Hvis der er tale om strømninger, der er ikke-voldelige, anti-totalitære og demokratiske, har vi så ikke skrællet det af fascismen, som de fleste normalt forbinder ved fascismen? 

Anvendelsen af Maurice Bardeche viser sig også at være typisk for bogens form i det hele taget. Hans idéer har nemlig intet med det nye højre eller identitære at gøre. Bardeche var en mand af det gamle højre, der forsøgte at genrejse den historiske fascisme, som den især kom til udtryk igennem Jose Antonio Primo de Rivera. Hans skrifter har således ikke relevans for de nye kritiske strømninger på den europæiske højrefløj, der opstod i slutningen af tresserne og derefter. Man ser ham da heller aldrig citeret i skrifter af toneangivende forfattere hos det nye højre. Det tætteste vi kan komme er nok at Alain de Benoist skrev nogle artikler i et tidskrift startet af Bardeche, men det var før det nye højre blev født.

En tekstanalytiker uden adgang til teksten

Metoden i bogen er tekstanalyse. Der er ikke meget originalt arbejde i den andet end lidt interviews med kritikere af den identitære strømning (hele TO formænd for KU, og den altid selvpositionerende Christian Egander Skov, har han interviewet), udover det, er det bare en analyse af videoer og tekster. Det er naturligvis ikke fordrende for troværdigheden, at man slet ikke taler med dem man skriver om, men derimod taler med deres modstandere. Bogen føles som en alt for lang universitetsopgave, og der er nok en grund til at Mathias Hee Pedersen ikke har et forskerjob: han er simpelthen ikke dygtig nok. Når man skal lave en bog på næsten 500 sider om en idémæssig strømning uden at lave et eneste interview eller gå i dialog med dem man taler om, så skal man kunne sit stof, og det kan Hee Pedersen kun til dels. Han har nemlig ikke adgang til den tekst han har brug for, for at kunne lave et ordentligt arbejde, og det viser sig at være fatalt for hans projekt.

Som tekstanalyse fejler hans bog, i det han forsøger at portrættere en europæisk bevægelse, men enten behersker han ikke andre sprog end dansk og engelsk (hvilket jeg finder mest sandsynligt), eller også har han taget en meget underlig beslutning om at kun inkludere ganske få og generelt mindre relevante tekster der ikke er på engelsk. Dette valg gør, at hans arbejde defineres af det han kan forstå, dvs. Det som findes på engelsk eller dansk. Men sagen er, at den identitære strømning er en europæisk strømning og primærteksterne findes hovedsageligt på tysk og fransk, og meget lidt af det er oversat til engelsk. Kan man ikke mindst ét af disse sprog, er det umuligt at lave en fyldestgørende analyse af den identitære strømnings grundlæggende idéer. Der findes vitterligt ingen definerende identitære tænkere indenfor anglosfæren, og hvis Hee Pedersen helt forstod det materiale han undersøgte, så ville han nok også forstå, at en identitær bevægelse i europæisk forstand slet ikke kan eksistere i USA. Resultatet af denne mangel på sprogkundskaber bliver, at der er stort fokus på USA i bogen, og et fokus på strømninger, der ikke meningsfuldt kan kaldes identitære i samme forstand som de europæiske strømninger. De må i hvert fald som minimum ses som radikalt forskellige fra hinanden, men her behandles de som ét. Amerikanere har ikke længere rigtigt noget med Europa at gøre, og deres lidt ligegyldige tanker har ingen nævneværdig indflydelse haft på den identitære strømning i Europa. Som Dominique Venner påpeger i en bog, som Hee Pedersen faktisk nævner, så har amerikanerne brudt med Europa og valgt en anden vej, og det gør at man står i radikalt forskellige situationer. 

Venner skriver bl.a.:

“The author John Barth once said that ‘every American is an orphan’. He should have been more specific and said a voluntary orphan, that is to say, a patricidal one. Most Americans see themselves as a product of a separation with their European past, free to chase the material happiness that, according to the Declaration of 1776, is a natural right of man. This pursuit of happiness in the materialistic sense of the word, of comfort and money, has engendered many sarcastic remarks in Europe, such as those of Kipling or Stendhal. However this conception of happiness is part of the baggage of the Enlightenment, and thus a part of European culture. Further, America is indebted to England for its language, of course, but also for the social importance attributed to contract, freedoms, and the balance of power, in short for the foundation of its economic and political model. It is easy to see that the American pretention to refuse their country’s European legacy is excessive. That said, the split is undeniable.” (Shock of History, Venner)

Så på trods af europæiske rødder, er den amerikanske selvforståelse en anden. Vi ser det blandt andet i værdier, men også når man taler om “hvid identitet”. I USA er hudfarven en stærk markør, men for en dansker er den svag. Danske højreorienterede taler sjældent om hvidhed. Det overlader vi til venstrefløjen. Jeg er dansker, jeg er europæer, tænker jeg. Men er jeg “hvid”? Ja, min hudfarve er den som danskere har, men det er ikke ved den jeg definerer mig selv. Jeg bor her i Danmark, et sted, hvor jeg kan spore mine forfædre flere tusind år tilbage i tiden, ligesom jeg kan med mine andre europæiske aner. Det er kort sagt vores eget historiske land, som vi højreorienterede europæere forsvarer. 

For amerikaneren er det anderledes. Han har forladt Europa, og er i et land, som folk med mange andre baggrunde end europæisk har  andel i, og hvor mindet om ophavet lever videre i navne, madvarer og måske traditioner, som man har glemt, hvorfor man har. Forskellen er enorm, og derfor vil en amerikansk “identitær” tilgang være forskellig i sit væsen fra det man ser i Europa, og det er den da også, uanset om de finder inspiration i en tekst fra Alain de Benoist eller andre europæere. Det bliver lidt tyndt, hvis man baserer slægtskabet mellem disse strømninger på, at de har læst nogen af de samme forfattere, som de så i øvrigt forstår og anvender vidt forskelligt. 

Man kan nævne flere eksempler på, hvordan Hee Pedersens fattige sprogkundskaber spiller ind. Et godt eksempel er hans forhold til den franske historiker og højreorienterede Dominique Venner, der på nogen måder har inspireret dele af den identitære strømning, blandt andet ved at skifte fokus fra det nationale til det fælles europæiske igennem det arbejde han foretog i Europe-Action. En gruppe som Hee Pedersen nævner og har læst om i sekundære kilder, men i stedet for at forstå gruppens betydning for idéhistoriske landskab som er bogens formål at kortlægge, så beskrives gruppen mest bare som en gruppe, der gik ind for hvidt overherredømme, for sådan beskrives den hos de sekundære kilder, som han læner sig op ad. Størstedelen af Venners tekster findes ikke på engelsk, hvorfor de ikke er tilgængelige for Hee Pedersen. Derfor ender han med kun at anvende de to oversatte værker “For a Positive Critique” og “The Shock of History”, hvor den første tekst bestemt er vigtig, mens den anden tekst har værdi, men ikke er definerende. Her bliver billedet af Venner ufuldstændigt, fordi Hee Pedersen aldrig har læst en tekst som fx “Qu’est-ce que le nationalisme?”, der ikke er udgivet på engelsk, men findes på både fransk og tysk. 

Et værre eksempel, hvor det bliver ekstremt pinligt, er hele kapitlet om etnopluralisme, som slet ikke behandler begrebets oprindelse hos Det Nye Højre. Manden bag ordet var Henning Eichberg, der var en nationalrevolutionær tænker fra Tyskland, der pudsigt nok senere flyttede til Danmark og blev ideolog i Socialistisk Folkeparti, og underviste på en højskole. Mens Det Nye Højre udviklede sig i Frankrig, så skete der noget lignende i Tyskland, og der var en stærk forbindelse mellem Tyskland og Frankrig i de år. Alain de Benoist og Henning Eichberg påvirkede således hinanden gensidigt, og det har været definerende for den europæiske identitære strømning. Skal man forholde sig til den europæiske identitære strømnings rødder, så er det svært at komme udenom Eichbergs ”Nationale Identität : Entfremdung und nationale Frage in der Industriegesellschaft“, der er en ekstremt interessant bog. Alt dette er ikke nævnt med et ord i kapitlet eller nogen andre steder, for den sags skyld. Det ville jo ellers have været oplagt for Hee Pedersen at konsultere det værk om netop etnopluralisme, der udkom sidste år, hvor alt dette fremgår og mere til. Det drejer sig om bogen “Etnopluralismus”, som er skrevet af Martin Lichtmesz og udgivet på Verlag Antaios. Et virkelig stærkt og vigtigt værk, der samler op på, hvad etnopluralisme er, idéens ideologiske og filosofiske rødder, m.m. Lur mig om ikke det er fordi Hee Pedersen ikke kan forstå tysk, at han ikke har haft adgang til denne bog. 

Helt generelt er der INTET om det tyske nye højre og alle de vigtige tanker, der er kommet derfra. Götz Kubitschek og Karlheinz Weissmann nævnes i en fodnote og en smule i teksten, men ikke for deres vigtige teoretiske og praktiske bidrag, og det er vist det hele. Det er hvad jeg vil kalde akademisk uansvarligt, når Hee Pedersen i starten af bogen lover at beskrive Det Nye Højres historiske udvikling, deres idéer, og hvorledes disse idéer kommer til udtryk i dag. I stedet fokuserer Hee Pedersen meget på amerikanske alt-right folk, og nazister i forklædning, som han ivrigt forsøger at inkludere i en eller anden obskur forståelse af den identitære bevægelse, der er virkelig søgt, og ikke hænger ordentligt sammen. 

En obskur opdeling

Det er ikke kun Hee Pedersens ensidige sprogkundskaber, der er et problem, også hans definition af det han kalder “identarismen” er mærkværdig. Jeg vil mene, at man slet ikke kan tale om en -isme, for den identitære strømning er mere et sæt løse idéer, en metode og nogle afgrænsninger end en veldefineret ideologi. Hos Det Nye Højre er det definerende, at man anvender kritisk metode overfor højrefløjstænkning, ligesom man så det ske hos Det Nye Venstre i slutningen af tresserne. Det er denne nye tilgang og en afgrænsning til de tidligere destruktive højrefløjstendenser, nazismen og fascismen, der bliver definerende for Det Nye Højre, og også den underafdeling af Det Nye Højre, som den identitære strømning kan kaldes. 

Hee Pedersen kender godt til disse ting og nævner dem, men han vælger i stedet en helt anden og meget ukonventionel opdeling. Han samler elementer, der står i ideologisk modsætning og kalder dem alle sammen identitære. Det betyder, at vi får både folk, der hylder Adolf Hitler og folk, der klart og tydeligt tager afstand fra nazismen i samme kategori. Ligeledes får vi folk, der er ekstreme antisemitter og folk, der åbenlyst taler antisemitter imod, der kommes ned i samme kasse. Ja, vi får endda dem, der er klart og utvetydigt imod vold proppet ned i kassen med dem, der taler for voldelig opstand. Det Gamle Højre og Det Nye Højre skelnes der ikke imellem. Grunden er nok, at hvis Hee Pedersen rent faktisk skulle skelne, så ville det blive sværere for ham, at gennemføre det, som er bogens egentlig formål: at sværte den identitære strømning til igennem det, som vel altid har været antifascisters yndlingsmetode: guilt by association. 

Hee Pedersen løser problemet med at samle så forskellige elementer ved at kalde det man normalt forstår ved den identitære strømning for “de bløde identitære”, og så kalde dem, der aldrig har gjort op med det gamle højre for “de hårde identitære”. Utroligt nok skriver han, at “den hårde del af de identitære” ofte kalder sig selv for alt-right, dvs. at han selv godt ved, at det er en anden strømning, men han er bare ligeglad. Han kæder de to strømninger meget løst sammen ved at  påpege, at de nogen gange gør brug af de samme tekster, eller at folk fra den ene gruppe har udgivet noget på et forlag, som den anden gruppe gør brug af, og lignende. Det er måske lige lovligt meget, at påstå, at der er tale om en “hård” og en “blød” udgave af det samme, fordi begge strømninger taler om “metapolitik” og lignende. Det er efter min mening ret tyndt. Det er jo Hee Pedersens bog og han må jo lave alle de underlige greb han vil, men grebet her har klart et formål, som vel bunder i hans egen politiske position. Det handler om via “de hårde identitære” at kæde “de bløde identitære” sammen med det gamle højre, for derved at nå frem til at de er meget farlige, at det er fascismens genkomst etc. Det er smart nok, og det kan sikkert godt narre den uvidende læser, ligesom man sikkert synes det er fedt, hvis man ligesom Hee Pedersen befinder sig på den yderste venstrefløj og bare synes at alt er nazisme. 

En anden underlig definition han kommer med er en definition af det han kalder etnonationalisme, som i følge Hee Pedersen er “ideen om at folk ikke defineres af en fælles kultur, men først og fremmest af en delt etnicitet”. Dette påstår han er et fælles træk ved både den identitære bevægelse og nazistiske bevægelser. Udover,  at det at mene at et folk også er defineret ved etnicitet burde være ukontroversielt, og at det at påstå, at vi skulle være uforbundne individer, der bare som blanke tavler er sat ned et tilfældigt sted, og ingen forbindelse har til hverken fortid eller fremtid, må siges at være et ekstremt synspunkt, så misrepræsenterer han her den identitære strømning i en grad, så jeg vil mene, at der er tale om intellektuel uærlighed. Både klassiske konservative, identitære, nazister og såmænd også et flertal i den brede befolkning udenfor universitetets kolde gange vil mene, at et folks kontinuitet er det, som skaber rammen for at man overhovedet kan tale om et folk. Man har forfædre som var danskere, og man skriver sig selv ind i den historie, og man giver det videre til sine efterkommere. Nazister adskiller sig ved at mene, at der er tale om racerenhed og en form for stærk biologisk determinisme, og ligeledes et hierarki af racer, hvor deres egen hvide race naturligvis er helt i toppen. Det gør hverken konservative, identitære eller den brede befolkning. I modsætning til, hvad Hee Pedersen siger, så vægter identitære ikke etnicitet mere end kultur, men ser dem som ét hele. Det er altså en radikal anderledes position end den materialiske/liberalistiske position, der i en meget absurd teoretisk øvelse adskiller mennesker og kultur, og gør dem til subjekt og objekt. Det er denne unaturlige adskillelse, der ligger bag forestillingen om at folk kan fralægge sig deres kultur, og tage en anden på, hvis de vil det. Vi ved fra over fyrre års forfejlet integrationspolitik, at dette ikke kan lade sig gøre. Den identitære forestilling bygger således på en forståelse af mennesket som et bundet væsen, og ikke som et frit væsen, der kan gøre lige hvad de vil. Det er en grundlæggende konservativ  og traditionel forståelse af den menneskelige eksistens. Forskellen burde være tydelig for enhver, og det tror jeg også den er for Hee Pedersen. Jeg tror simpelthen han forsøger at manipulere med læseren her, for han er jo i øvrigt et intelligent menneske. Som en ekstra krølle på halen kan det siges, at identitære generelt ser sig selv i opposition til etnonationalister, der for det første netop vægter etnicitet højest, og for det andet er…nationalister, som identitære ikke er i nogen konventionel forstand (hvilket Hee Pedersen faktisk indrømmer senere i bogen, som jo gør det endnu mere skørt). 

Overfladiske konklusioner

Hees styrke er hans kendskab til stoffet, men hans svaghed er at han er virkelig overfladisk, når det kommer til at drage konklusioner.Hans modus operandis er at sætte lighedstegn mellem ting, der har noget til fælles og derved skabe forbindelse mellem de to. Et godt eksempel er at han karakteriserer forfaldshistorier/undergangshistorier som et kendetegn ved fascismen, hvilket vel ikke er forkert. Men det han ikke nævner, er at det også er et kendetegn ved konservatismen. Hvorfor nævner han ikke det? Det fordi det ikke passer ind i hans fortælling og formål, som er at stemple identitære som en form for fascister. 

Netop dette formål præger hans bog, og hvis man skal tænke på hans bog som et sammenhængende argument, så bliver det et cirkulært et af slagsen. Det ville være svært for Hee at kunne vise det, hvis han udelukkende beskæftigede sig med identitære, så derfor udvider han begrebet ved at kalde amerikanske alt-rightere for identitære, og inkludere dem. På den måde kan han hele tiden forbinde dem man normalt forbinder med den identitære strømning med alt muligt, som de faktisk eksplicit tager afstand fra. 

Et grelt eksempel er kapitler om den store udskiftning. Her tænker man, at det oplagte at starte med er Renaud Camus, som jo er manden, der opfandt begrebet. Men nej, i stedet starter han med denne sekvens:

“I 1983 tog den amerikanske nynazist David Lane og otte andre mænd del i et okkult ritual i et mørklagtt lokale kun oplyst af stearinlys og med et billede af Adolf Hitler hængende på væggen. Her samlede mændene sig i en cirkel omkring et hvidt spædbarn og aflagde en ed: De lovede at sikre den hvide races overlevelse.”

Tak for kaffe, som man siger. David Lanes syge naziritualer har naturligvis intet med den identitære strømning at gøre, og forsøget på at kæde de ting sammen er ekstremt søgt, og det gøres helt skamløst her. Et andet sted smides der pludselig et citat af den rabiate nazist Andrew Anglin (kendt fra Daily Stormer) ind, og ind imellem citeres endda komplet ukendte ekstremister, der intet har at gøre med den identitære strømning, fordi det hele skal passe sammen.

Danske identitære

I Danmark er det Generation Identitær, der har populariseret identitære idéer, hvilket Hee Pedersen også anerkender. Derfor er det interessant, at den danske afdeling af Generation Identitær citeres forholdsvis lidt. I stedet er der enormt meget fokus på den tidligere præst og nu hedenske Johan Christian Nord, der i en kort periode udgav nogle tekster og holdt nogle taler, der var stærkt inspirerede af Guillaume Faye, meget mere end fx Generation identitær er. Nord er, som hans historie antyder, en ekstrem person, og han udtaler sig ofte i ekstreme termer. Han er en spændende mand med en spændende historie, men han har ikke haft nogen særlig betydning for identitære idéers udbredelse i Danmark. De fleste mennesker kender ham ikke, og hans lidt kunstneriske stil gør, at det mest er konservative intellektuelle, der har bemærket ham. Nord er for længst videre og beskæftiger sig i dag slet ikke med politik, og han har ikke efterladt sig noget synderligt aftryk. Men hvorfor citeres han så i så høj grad, og langt mere end den danske identitære bevægelse?

Det er naturligvis fordi han udtrykker sig meget Fayesk om man vil, og Faye er bestemt ofte meget ekstrem at høre på. Det er for Hee Pedersen meget mere interessant i forhold til hans formål, som jo er at vise at identitære er fascister i fåreklæder, at fremhæve Nord, end det er at citere Generation Identitærs artikler om demokrati som europæisk tradition, eller vigtigheden af Grundtvig for danske identitære og så videre. Den slags er fuldstændigt udeladt. Ligeledes forsøger han at få det til at fremstå som om identitære generelt forventer, at der udbryder borgerkrig på et tidspunkt. Det er der helt sikkert nogen, der gør, men det er ikke en del af den identitære grundfortælling, som Hee Pedersen påstår. Det ved han godt, for Hee Pedersen har tidligere citeret min hustru for følgende:

“I interviewet med Radio24Syv kommer Aniulyte således ind på de skrækscenarier, hun ser for sig, hvis man ikke gør noget ved den aktuelle situation: ”Om det vil ende med en borgerkrig? Det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg tror, sandsynligheden er lige så stor for, at vi vil dele os mere og mere op og langsomt dø ud.”” (Eftertrykket, 2018)

En ting hun ofte har sagt, og som tit har skuffet journalister og andre, der gerne vil fremstille identitære som borgerkrigshungrende militante. Ser man på udviklingen er det langt mere sandsynligt, at vi bare lader os fortrænge end at det ender i de scenarier, som Hee Pedersen påstår er en grundfortælling. Dette citat er ikke med i bogen…hvorfor mon?

Det står klart for mig, at Hee Pedersen har skrevet bogen med det formål at nå til en bestemt konklusion. Hvorfor skulle man ellers udelade hele den tyske identitære strømning, og i stedet inkludere amerikansk alt-rightere og nazitilhængere, der har modsatrettede holdninger, og så omdøbe dem til identitære? Hvorfor skulle man ellers cherry-picke så sindssygt? Hvorfor skulle man ellers kun interview dem, som er kritiske overfor de identitære og netop har beskyldt dem for fascisme, men ikke interviewe de identitære selv?

Faye og hans form

En af de ting, som Hee Pedersen bruger meget tid på er Alain de Benoist og Guillaume Faye og deres modsætnings forhold. Det er også meget interessant, men det er som om at Hee Pedersen tror, at disse forfattere på en eller anden måde har mere indflydelse på den identitære strømning end de har. Sagen er, at deres tanker virker som inspiration, men ikke som lov. Der er noget interessant at hente hos dem begge, men Benoist er en mand, der har skrevet over hundrede bøger (hvis ikke flere) og Faye er en eksentrisk postmodernistisk inspireret galning, der har glimt af klarhed. I Hee Pedersens bog fremstår det lidt som om, at identitære køber ind i alt hvad disse mennesker skriver, men dette er ikke tilfældet. Især når det kommer til Faye ville det være decideret umuligt, da han i sin ret vilde og kunstneriske form og igennem tiden har modsagt sig selv så meget, at det ville være umuligt at købe ind i det hele. 

Grundene til at Hee Pedersen når dertil er nok for det første, at han først og fremmest benytter sig af tekstanalyse som metode, og for det andet (igen), at han er begrænset af ikke at benytte sig af tyske og franske kilder i nævneværdig grad. Som tidligere nævnt er den identitære strømning ikke en ideologi i streng forstand, men man får nemt det indtryk. 

Det er naturligvis korrekt, at Guillaume Faye har haft stor indflydelse på den identitære strømning, men ikke på grund af hans idéer om et forestående kollaps, hans snak om racekrig eller lignende. Disse ting er, for de fleste identitære, komplet uinteressante. Det som Faye har bidraget med, er nærmere et meget langt tidsperspektiv i form af hans idé om arkæofuturisme, og en nietszcheansk forståelse af livet som en kamp. Faye er spændende at læse fordi han er postmodernistisk inspireret, og skriver på en vild og ekstrem måde. Hans metode er shock og ekstremt udtryk, kan man sige, og med det forsøger han at afdække nogle ting, samt at nå ind til læseren. Det er ikke tilfældigt, at Fayes store inspiration er Baudrillard, der har lidt af det samme over sig. 

Hee Pedersen har en tendens til at overføre Fayes idéer til den identitære strømning generelt, og det vil jeg mene, er at overvurdere ham. Hans vigtige bidrag er meget vigtige, men langt det mest af det han har skrevet er, for at sige det ligeud, noget vrøvl og adskiller sig ofte ikke fra alt muligt andet højreorienteret litteratur. Der er således langt mellem snapsene.

Netop den tekstbaserede tilgang gør også, at Hee Pedersen mener, at den konflikt imellem Alain de Benoist og Guillaume Faye, der både var politisk og personlig, afspejler sig i den identitære strømning, og at man er nødt til at vælge en af de tos veje. Men det er helt forfejlet, for identitære tager lige præcis det de kan bruge fra de to forfattere, og lader resten ligge. Ser vi konkret på Generation Identitær har det netop været en bevægelse, hvor man har forenet inspiration fra begge (og mange andre) uden nogen problemer. 

Det er nok svært at forstå for en venstreorienteret, der kommer fra en tradition, hvor man er nødt til at købe ind i en overordnet ramme. Her er Hee Pedersen ikke den første, der gør sig skyldig i at tænke sådan, men hans analyse bliver forfejlet, når han han gør det.

Her kan jeg i øvrigt bemærke, at Hee Pedersen gør sig skyldig i at rode rundt i hvad han mener med Det Nye Højre. Nogen gange anvendes det om positioner, som det overvejende er Alain de Benoist og kredsen omkring ham, som har (fx når han skriver om hedenskab), mens det andre gange anvendes i bredere forstand. Det er en uskik, og det bliver værre endnu, for helt galt går det når Hee Pedersen taler om den identitære bevægelse, identitære kredse, etc. Det er meget uklart, hvad der menes og flere gange omtaler han, at noget har udbredelse i identitære kredse, men eftersom identitære kredse i Hee Pedersens verden også inkluderer nazisympatisører, og andre som jeg og de fleste andre ikke ville anse for overhovedet at være identitære, så ender det jo med at fremstå som om det ene eller det andet er noget som identitære generelt mener eller synes. Her havde Hee Pedersen altså fået en anmærkning, hvis det var mig der var censor på opgaven. Der er faktisk så meget sjusk og uklarhed i denne bog, at jeg troede, at der ikke havde været nogen redaktør på bogen, men det har der. Det er muligvis svært at være redaktør omkring et emne, som man ikke kender substansen i, men den slags væseladfærd, hvor man er uklar bør man slå ned på. Mine professorer på universitetet ville i hvert fald ikke have godtaget den slags. 

En overraskende konklusion

Nu spoiler jeg lige lidt, men OK, her kommer det: Hee Pedersen ender med at konkludere, at identitære faktisk ER en form for fascister, der både er i forlængelse af den fascistiske tradition og fornyer den. At det bliver sådan, er ikke så underligt, når nu Bardeche-citatet sætter rammen for hele værket. Det ville have været mere overraskende, hvis han havde nået en anden konklusion med det udgangspunkt.

Citatet af Bardeche gør det dog oplagt at sætte spørgsmålstegn ved hele fascisme-begrebet. For hvis fascisme kan være fascisme uden at have nogen af de kendetegn, som vi forbinder med den historiske fascisme, hvorledes kan det så være fascisme? Giver det ikke mulighed at kalde personer, bevægelser og strømninger for fascister efter forgodtbefindende? I den akademiske verden kæmper man med en præcis definition, og ser man bare på det engelsksprogede Wikipedia-opslag, får man intet mindre end 21 forskellige definitioner af, hvad fascisme er. De mange definitioner gør, at man nok skulle kunne finde en, der passer på lige præcis den person, eller de grupper eller ideologiske strømninger, som man har udset sig som sit mål for fascisme-beskyldninger. Det er altid muligt, at få det til at passe, og derfor er det også et ord fuldstændigt uden betydning, når det handler om nutidige fænomener. Fascismen er en historisk bevægelse, og det overlever kun som et skældsord, der typisk bruges, når man ser nogen af de ydre kendetegn, som Bardeche netop ikke mener er det, som definerer fascismen: den totalitære stat, dyrkelsen af vold, førerprincippet, osv.

Noget andet, der gør konklusionen mulig, er at Hee Pedersen helt fra starten af bogen har udvidet det identitære begreb til at omfatte alle mulige vanvittige amerikanske alt-right typer, og endda konstant inddrager diverse nazister og andre, der står i opposition til de identitære idealer og idéer. Ligesom han ikke har talt med en eneste identitær i forbindelse med tilblivelsen af bogen, men kun modstandere.

Dette er nærmest komisk, for Hee Pedersen citerer faktisk den meget kendte forsker Roger Griffin for følgende:

“(…) “spørg facisterne. Det er meget besynderligt, at mens man , når det gælder andre -ismer, plejer at spørge, hvad feminister tænker, hvad anarkister tænker, så er fascismen ikke blevet betragtet som noget, fascisterne selv er i stand til at definere.”

Men Hee Pedersen har netop ikke spurgt dem, som han udnævner til fascister, og derved gør han præcis det, som Griffin kritiserer i citatet. Således endes hans bog med at være endnu en ligegyldig bog, hvor en halvstuderet røver har forsøgt at definere noget, så det passer ind i hans egen forforståelse. Således bliver man ikke klogere af denne bog, for det er en “just so” fortælling, der er skåret til, så den passer ind i det trekantede hul, der er forfatterens egen forforståelse. Med Hees metode ville rigtigt mange kunne siges at være “fascister” i en eller anden form, og det er i sig selv stærkt diskvalificerende. 

Hee Pedersen er rigtigt god til at sætte sig ned og læse, men han er elendig til at analysere og konkludere. Det er ikke nok at kunne læse en masse kilder, de skal også anvendes på en interessant måde. Bogen er på næsten 450 sider. Det er en alt for lang bog, og jeg har i min anmeldelse forsøgt at give en rimelig behandling af bogen, og uddybe mine kritikpunkter, for at kunne forklare, hvorfor bogen fejler som akademisk værk, uden at min tekst blev for lang. Jeg har således meget andet, som jeg kunne tage op, en del faktuelle fejl, osv. Men det er mindre væsentligt. Det værste er, at fordi Hee Pedersen er så god til at læse meget, og derfor har ret mange kilder med sin bog, så vil uvidende læser have tendens til at tro på det han skriver. Det leveres jo overbevisende, hvis man ikke kender til emnet, og da emnet er et niche-emne, så vil få læsere være klædt på til at kunne gennemskue det. Et værk skal dog ikke måles på, hvor mange bøger forfatteren har læst, men på dets kvalitet. 

Bogen er efter min ydmyge mening ikke værd at bruge penge på. Er du interesseret i at vide, hvad det er Hee Pedersen egentlig taler om, så anbefaler jeg at du læser “Why we Fight” af Guillaume Faye, “Manifesto for a European Renaissance” af Alain de Benoist, og hvis du kan tysk, så “Etnopluralismus” af Martin Lichtmesz, samt “Provokation” af Götz Kubitschek. Læser du dem, så kan du danne dig din egen mening om forskellige idéer, der har påvirket den identitære strømning, helt uden irrelevante skøre amerikanske alt-rightere og tilfældige nazister, der udfører okkulte ritualer.